jeg så tv2

[løven]

Hej jeg sad og så programmet på tv2 i går og langsomt går det op for mig at det jo var sådan en som mig det handlede om, de ting jeg gør hele tiden er bare blevet almindeligt inde i mit hovede ting som jeg godt nok ikke snakker med nogen om men som jeg har aksepteret, jeg har så længe jeg kan huske tilbage talt alting og sørget for at ting havde lige stor afstand til hinanden og helst lå på specialle måder, jeg fik aldrig nogen uddannelse har aldrig kunnet konsentrere mig i længere tid i skolen i de små klasser kunne jeg side og læse den samme side i en bog hele aftenen, jeg vidste at jeg skulle læse et helt afsnit, og havde ikke svært ved at læse overhovedet, men fik kun læst den ene side og fik altid balade af læren, fordi jeg altid kun lavede en 10del af opgaverne haha hvor er det dog sygt og mærkeligt at det nu går op for mig at der faktisk har været system i måden jeg har ødelagt mine egne chanser for at få ros fra læren eller muligheden for at få en uddannelse. Jeg har opgivet at sætte kommaer, da jeg syntes at de skal være med lige afstand imellem de ord jeg har skrevet, og jeg ved jo godt at det kan man ikke, da der jo så højst sandsynligt vil komme upassende pauser i teksten . Nå nok om det, jeg er faktisk i tvivl om min tekst overhovedet vil komme med, jeg har jo ikke noget brugernavn og er ej medlem, nå jeg får se. Jeg har kun en gang før i mit liv mødt en person der var lige så "underlig" som mig selv, en pige jeg mødte i et tog på vej hjem fra jylland, vi sad ved siden af hinanden vi sad begge to og kiggede op i loftet og vi begyndte pludselig at snakke helt åbent om at vi havde sidet og talt alle de bittesmå huller der var i loftet, pludselig skulle hun af og jeg fik ikke bedt om nr eller adresse, jeg troede egentlig at hun var en af de eneste ud over mig som talte altting, jeg har i mange år været sur på mig selv over at jeg bare lod hende stå af toget, og tænkt at når vi bor i hver sin del af landet så møder jeg sikkert aldrig nogen side hende igen, nå det er også ligemeget det var i 89 jeg mødte hende og hun var jo ikke den eneste aligevel kan jeg forstå. Nå jeg ved ikke hvordan dette forum fungerer men jeg syntes da at det kunne være spændende hvis der var nogen der gad at skrive lidt frem og tilbage, god weekend til alle

[joakimkasper]

Hej Tæller........

Det er aldrig for sent at komme i behandling. Du kan stadig nå, at få et godt liv. Der er ca. 100.000+ danskere, der har denne lidelse i behandlingskrævende grad. Så det er vigtigt vi får alle jer op af stolene, så i får bugt med denne "møgsygdom". Skriv hvis du har brug for gode råd osv. osv.

Næstformand Kasper Østergaard
kasper@ocd-foreningen.dk

[løven]

Hej igen
det som jeg tænker mest over lige nu er at min opfattelse af mig selv er gået helt i vasken, for jeg har altid set mig selv som en person med en ekstrem dårlig barndom, og begge mine forældre havde mere eller mindre dårlige nerver, min mor var indlagt nogle gange også, så jeg har hele mit voksne liv anset min dårlige barndom og eventuelt dårlige argelige gener, for at være grunden til at jeg er lidt småmærkelig i ny og næ

jeg har bildt mig selv ind at grunden til at jeg tæller alting, er at jeg ikke kan klare stilheden inde i hovedet, hvis jeg får ro til at tænke for meget, så kommer jeg måske i tanke om nogle frygtelige ting fra min barndom, men hvis jeg hele tiden holder mig beskæftiget med at tænke på noget andet så kommer de ting ikke frem igen.

men nu er jeg faktisk lidt forviret for efter hvad jeg har læst herinde osv så passer det jo godt på mig, og jeg er også forviret over hvad meningen er med at man kalder det for OCD altså ud over at vi jo er en masse der har nogle fællestræk psykisk, som gør vores liv besværligt, udover det hvad kan jeg mon så bruge det til ? hvad nytter det, udover at hvis jeg en dag får eller tager mig råd til at betale en psykolog så kan jeg sige til hende/ham at jeg har OCD, hvad kan jeg ellers bruge det til ?

nogle gange tænker jeg på om andre godt kan side for sig selv alene og ikke tænke på noget, altså bare side og side, ikke tænke på at man ikke må tænke på noget, men bare helt naturligt side og være tom for tanker, kan det mon lade sig gøre ?

[Louise]

Hej Tæller..

Jeg synes det er et interessant spørgsmål du rejser med hvad man egentlig kan bruge OCD diagnosen til. Jeg har til tider også spurgt mig selv om det hele bare er noget jeg har bildt mig ind for at sætte et navn på at jeg er lidt underlig. Men jeg er efterhånden nået frem til, at for at kunne forstå hvorfor jeg har de tanker som jeg har, og ikke mindst gøre noget ved dem, har jeg brug for behandling. Det er vigtigt for mig at forstå hvorfor jeg gør som jeg gør så jeg kan komme til at ændre på det. Og det kan jeg ikke uden diagnosen OCD.

Jeg tænker også over om min OCD har forbindelse på nogen måde til min barndom, men det er jeg efterhånden sikker på at det ikke har. Hvorfor jeg så altid har haft det sådan skal jeg ikke helt kunne sige, men kan nok ikke komme udenom at hjernen pg fysikken også er indblandet.

Jeg har aldrig kunnet sidde og være tom for tanker. Men jeg har tit ønsket mig at kunne slå hjernen fra bare et øjeblik. Stoppe med at tænke så meget. Men det kan jeg ikke. Jeg har dog følt mig tom inden i, men tankerne kværner stadig rundt på livet løs. Det er nok også derfor jeg sover så meget som jeg gør. Så slipper jeg da for at tænke så længe..

Venlig hilsen Louise

[løven]

Hej Louise jeg sover også meget i perioder, netop som du siger så er man fri for at tænke den tid, og så håber man vel lidt at tingene er bedre dagen efter. Men det som har hjulpet mig meget er at indse at jeg skal have noget at beskæftige mig med om dagen for så er jeg tvunget til at tænke på noget andet "arbejde" lige som om natten er man også fri for at tænke, og resten af tiden "fritiden" har jeg gået meget op i at tingene ikke må stresse mig, og så prøver jeg at tænke positive tanker, selv om det er det sværeste, jeg tror at når man tænker negative tanker så går det i ring så altting bliver mere og mere negativt, sådan har jeg det, men positive tanker er bare svære at komme i kontakt med for det meste. Men jeg er jo ikke helbredt, og ved heller ikke om jeg satser på det, jeg har bare anderkendt at jeg ikke er så psykisk stærk inderst inde, spørgsmålet er så for mig, om det kan betale sig at satse på at blive helt rask/normal eller om jeg så ikke bare vil leve et helt liv i skuffelse over at det ikke lykkes, måske det bedre kan betale sig at anderkende at jeg har det svært psykisk i visse perioder og så prøve at indrette mig efter det, jeg tænker lidt på at jeg ikke vil skuffe mig selv men hellere vil akseptere mig selv som jeg er, men stadig vil jeg gerne være klogere på mig selv, men jeg har prøvet 3-4 forskellige psykologer/psykiatere igennem årene og det har udelukkende været spild af penge i mit tilfælde så det er jeg meget kritisk overfor at prøve igen, har du læst nogen gode bøger om emnet ? findes der overhovedet nogen på dansk ?