øhhh lidt af hvert
Hej alle sammen, jeg ved ikke rigtigt hvor jeg ville hen med dette, men nu skriver jeg bare.
Jeg har fået konstateret OCD og hvar været i behandling. Jeg har haft OCD siden jeg var ca. 4 år, og på trods af adskillige psykolog besøg gennem barndommen "opdagede" jeg det først selv for nogle år siden. Ingen af mine tvangstanker er "almindelige" og derfor føler jeg mig meget ualmindelig... hvis i forstår. Ofte tænker jeg at jeg ikke har OCD selvom at det rent faktisk invalidere mit liv. Jeg har gået i kognitiv adfærdsterapi ugentlig i et ½ år. men der er ikke sket det store og så er jeg sgu for nærrig til at give 900 kr. pr. gang (er på SU). Jeg har en evig søgen efter at finde nogen som har det som mig - som ikke tjekker eller vasker hænder. Jeg vil lige nævne nogel af min tvangstanker...eller hvad det nu er?
Når jeg er inde i en dårlig periode så kan jeg ikke beslutte havd jeg skal have på af tøj om morgen, selvom jeg har lagt tøj frem. Jeg kan prøve 10 forskellige sæt foran spejlet og alt føles forkert. Nogen gange bryder jeg grædende sammen andre dage tager jeg bare i skole og føler mig elendigt tilpas. Jeg har generalt svært ved at tage beslutninger... skal jeg købe denne dåse majs eller den anden?...uha den er svær! Er dette OCD'en eller?
Når jeg kører i bil er jeg ved at dø af skræk hver gang jeg nærmer mig et lyskryds... tænk nu hvis der blev gult? Jeg er dødsens bange for at kører over for gult! Jeg kæmper for ikke at kører lange omveje uden lyskryds... Jeg siger ofte til mig selv at jeg må se min skræk i øjnene og lige lidt hjælper det.
Når jeg skal svinge til højre er jeg også meget bange for at ramme en cyklist jeg ikke har set. Jeg kan aldrig tjekke nok i speje og vende mig om. Det ender altid med at jeg må sige til mig selv... så må du bare kører den cyklist ned, for ellers kommer jeg aldrig om hjørnet... det er som om jeg ikke stoler på mig selv.
Jeg er bange for at gå ud af butikker... tænk nu hvis tyveri alamen skulle begynde... gys!!
Jeg kan ikke skrive imens nogen kigger, så går jeg helt i panik... tænk nu hvis jeg kom til at stave forkert (Lige nu har jeg også en enorm trang til at undskylde for alle mine stave fejl)
Jeg har dødsangst i øjeblikket er jeg bange for at få en hjerneblødning, især når jeg er i bad? Så jeg går ikke alene i bad - tør ikke.
Jeg har svært ved at spise ude for jeg er sååå bange for at personalet skal putte noget i min mad for at være onde, måske fordi jeg ikke smilte og lign.
Jeg kan ikke spise hos andre mennesker. Jeg syntes det er ulækkert. Jeg har flere familie medlemmer som er blevet "black listet" selvom de ikke fortjener det og laver dejlig mad.
Jeg er enormt bange for ikke at være HELT ren når jeg skal have sex og af samme grund undgår jeg det ofte.
Så er der selvfølgelig også det med at jeg kun kan spise med nogle bestemt knive og gafler og andet service. Som igen variere alt efter hvem jeg er hjemme hos. f.eks kan jeg hos min mor spise af næsten alt (undtagen glasene med det blå logo) og hos min mormor kan jeg næsten ikke spise af noget.
Så har jeg også sidste år begyndt på en ny ting med at jeg er bange for at hoppe ud steder hvor der er langt ned. Det ender altid med jeg sidder og klamre mig til et eller andet for at jeg ikke skal komme til at hoppe. Jeg føler også jeg bliver draget mod kanten... uha det er ubehageligt, nøj hvor jeg bliver bange. Det føles meget voldsomt.
Så er jeg selvfølgelig oså lidt bange for begå overgreb på mit barn, men det er blevet bedre nu han ikke er baby mere.
Så har jeg også noget med vinduer... jeg er bange for at blive skudt e.lign. Så når mørket falder på sidder jeg og skæver lidt mod vinduet.
Og jeg kunne blive ved, det er som om jeg ikke rigtigt kan overskue det hele (OCD'en) der er så meget, og jeg fået nye "ideer" hele tiden. Derud over har jeg et par "store" tvangstanker Som har flydt meget/det meste i mit liv, i de sidste 7 år og det er dem jeg især har prøvet at arbejde med under behandlingen, men det fylder stadig så meget i mit liv at jeg ikke lige kan overskue at redegør for dem her... Jeg tør simpelthen ikke.
Som sagt har jeg haf OCD siden jeg var 4 år. Jeg har været hos 3 skolepsykologer og en familie psykolog som henviste mig til Nordvang hvor jeg havde et forløb og deres konklusion var at jeg fandt på alle disse ting for at få opmærksomhed. Jeg havde det meget svært som barn, jeg var så angst at jeg ikke kunne gå i skole. Det følger mig meget at min mor aldrig troede på mig dengang, jeg kan ikke rigtigt give slip. Får jeg den mindste mulighed for at være ond i mod hende så tager jeg den, det er så barnligt. Jeg kan bare ikke straffe hende nok. Jeg får så dårlig samvittighed, men jeg ved ikke hvordan jeg skal lade være. Min mormor støttede mig som den eneste gennem barndommen, hun troede på mig. Det eneste tidspunkt jeg følte mig tryg var os hende. Alle andre steder var jeg så bange at jeg næsten ikke kunne eksistere. Mine forældre blev skilt, og min far døde derefter af druk. Min mor fandt hurtigt en ny mand, han var lidt voldelig over for min søster og jeg (men vi var sikkert heller ikke søde mod ham). Min mor valgte ham frem for os følte jeg. Jeg boede også hos min mormor i en overgang fordi min mor smed mig ud hjemmefra på min fødselsdag. Når jeg snakker med med min ældre søster om vores barndom er det en helt anden historie hun fortæller, jeg kan ikke tåle at høre det. Hvordan kan vi have boet i det samme hus og hun har haft en god barndom? Hun er måske lidt mere robust. Hun gad ikke besøge vores far og slog igen hvis hun blev slået. Jeg var bare passiv og lammet af skræk... det var måske forskellen? Jeg har overvejet lidt at gå til en almindelig psykolog og få bearbejdet min barndom men jeg ved ikke helt hvordan det skal fungere... skal det da være en som ved noget om OCD...eller?
Jeg forstår ikke hvorfor min OCD og angst ikke blev konstateret når jeg nu havde været hos så mange psykologer og psykiatere? hvordan kan det lade sig gøre? Min mor siger at hverken hun eller psykologerne vidste bedre dengang (jeg er 22)?
Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil med alt dette... men nu har jeg fået lidt luft!
Men jeg håber måske at hører fra nogen som kan genkende tvangstankerne eller hvad de nu er? Eller høre for andre som er blevet misforstået gennem barndommen og måske endda har nogle råd til hvordan man kommer videre?
Besvar med citat
