Lidt tanker om det at leve med OCD
Wichmands fortælling under ”Netværksforum for pårørende til OCD-ramte ” inspirerede mig til at skrive lidt tanker ned omkring det at håndtere OCD, både hvis man er OCD-ramt og hvis man er pårørende.
Som OCD-ramt havner man jævnligt i situationer hvor folk ikke forstår... hvor folk ikke ved hvordan de skal reagere eller måske endda reagerer mere eller mindre ubehageligt. Jeg har oplevet mange situationer hvor min OCDs symptomer er blevet misforstået, hvor de har givet andre et forkert indtryk af mig som person, hvilket desværre har haft store konsekvenser for mig, da ikke alle mennesker er i stand til at tale fornuftigt om tingene... ja, enkelte har endda reageret direkte ondskabsfuldt.
Heldigvis har det at få min OCD anerkendt af det offentlige også hjulpet mig til at acceptere symptomerne. Jeg har lidt mange nederlag på baggrund af andres reaktioner overfor mig i tidens løb, da jeg jo fejlagtigt har bebrejdet mig selv. Men jeg er i dag rustet til at opleve flere misforståelser, da jeg nu husker på at det jo ikke afspejler mig som person, men blot min sygdom.
Det vigtige for den ramte at huske er at det kan være lige meget hvad fremmede konkluderer på baggrund af misforståelser. Derimod skal man huske at være åben om ens OCD, da det også er den ramtes ansvar at give folk muligheden for indsigt. I den forbindelse kan vi jo så takke de frivillige kræfter i foreningen for deres arbejde for at skabe større forståelse ;-)
Det vigtige at huske for andre må være at være tålmodig overfor andre mennesker og huske på at ikke alle handicap er synlige. Derudover skal man lige huske på at OCD i sig selv kræver en del energi at håndtere for den ramte, så selvom det er vigtigt for os at fortælle om vores situation skal det foregå på vores præmisser. Da jeg i sin tid ”sprang ud” som OCD-ramt var det en stor befrielse at fortælle vennerne og familien om det; endelig kunne jeg forlange den forståelse, jeg ikke tidligere har følt. Men i løbet af en uges tid havde jeg snakket så meget om det at jeg begyndte at blive ret udmattet af al den snak om OCD. Mine venner ved i dag at jeg kan finde på at bede om at skifte emne hvis jeg ikke orker at snakke mere om det... og det er vel det vigtigste for mig: at jeg som OCD-ramt har nogen at støtte mig til når jeg har brug for det... og det har jeg heldigvis. Der er røget nogle venskaber hen ad vejen, men til gengæld har de fleste venner overrasket mig positivt og erklæret deres respekt og forståelse og fortalt mig at de altid er der for mig, hvis jeg skulle have brug for det.
Lad mig lige tilføje lidt tanker omkring en af de typiske ”egenskaber” ved OCD-ramte. Vi kæmper med angst og frygt i et eller andet omfang og dette gør at det for langt de fleste OCD-ramte er vigtigt at handle ”rigtigt”. Vi frygter konsekvenser og derfor er vores virkelighedssyn, at man som menneske simpelthen SKAL huske at vise hensyn overfor andre. Vi har altså en noget højere retfærdighedsfølelse end gennemsnitlige mennesker. Dette kan skabe problemer, da vores syn på hvad der er acceptabelt nok kan være noget mindre overbærende end den almindelige mand eller kvinde. Jeg stiller personligt store krav til de mennesker jeg har med at gøre, når det kommer til at behandle mig og andre ordentligt. Hvilket jeg har det helt fint med. Jeg ved at mit hoved er skruet rimelig fornuftigt sammen, så jeg er ikke nervøs for at mine krav er for store.
OCD'ere... husk at sætte pris på jeres positive sider og gør jeres bedste for at anerkende de negative tanker om jer selv som et OCD symptom. Det er lykkedes for mig at skille mit syn på mig og mit syn på OCD-symptomerne ad og det har virkelig hjulpet mig meget i forhold til min selvtillid.
Tak for at du lige brugte lidt tid på at læse hvad jeg har på hjerte. Jeg håber et par af jer har fået et eller andet ud af at læse det, selvom det meste af hvad jeg har skrevet nok er rimeligt åbenlyse betragtninger.
Besvar med citat
Sv: Lidt tanker om det at leve med OCD
