Om at være kæreste med en ung pige, der før strålede men nu lider af OCD...

[Wichmand]

Hej Alle!

Jeg ved ikke, om jeg bør oprette dette indlæg her eller inde for "de unge".
Men nu sker det her.

Jeg skriver her, fordi jeg virkelig har behov for at skrive om mine oplevelser af, hvordan det var at komme sammen med en, der lider af OCD. Både for at komme af med alle tankerne i mit eget hoved, men også for at andre, der er i den situation, jeg var i, måske kan bruge det til noget!
Så alle unge fyre, eller piger, der ikke forstår, hvorfor jeres kæreste ikke længere er den dejlige person, i faldt for, læs her:
Det er en lidt længere historie, så hold fast..

Jeg er en ung fyr på 21, der kom sammen med en pige i 2½ år. Da vi startede med at komme sammen var vi begge unge og meget glade og naive (16 og 18). Vi havde det fantastisk og var, som de fleste unge kærester i den alder.

Men efter et halvt års tid, hvor jeg boede i Canada, begyndte min kæreste at have mere og mere ondt i maven. Det var næsten hver dag, hun måtte gå hjem fra gymnasiet. Det blev først undersøgt om der var noget fysisk galt med maven. Det var der ikke. Så mente hendes læge, det var stress og hun fik forskellig behandling for det. Mens det hele stod på, snakkede vi sammen og hun var meget trist og jeg havde svært ved at forstå det. Jeg sagde nok altid bare noget med: "Jamen så læg du dig lidt og slap af osv.." Men det blev aldrig rigtig godt.

Efter hun begyndte hos en psykolog blev hun hurtigt sendt videre til en psykiater, der gav hende diagnosen OCD og panikangst. Hun begyndte i behandling og blev gladere ved at vide, hvor det var galt.
Hun prøvede at fortælle mig om det, men jeg var ikke særlig god til at forstå det. Hun bad mig læse forskellige lægeskrifter mv. om det, men jeg slog det lidt hen og sagde bare, at jeg var glad for hende, som hun var, og at jeg ikke behøvede at vide alt det, for jeg var bare glad for hende, som hun var.. Og det var jeg virkelig også!
Men hun fik det dårligere, også med sig selv, og tog måske 15 kilo på og gløden forsvandt i hendes øjne. Det var ikke sjovt at være tilskuer til, men jeg var (er) selv ung, og kunne ikke forstå det. Jeg prøvede at være en sød kæreste, men satte mig aldrig rigtig ind i, hvorfor hun lige pludselig kunne skælde mig ud, eller hvorfor alting jeg gjorde, irriterede hende.

Det endte altid med, vi begge blev kede af det og undskyldte. Men en dag blev det for meget for hende. Hun bad om en pause, da hun mente, hun kom bedre videre uden mig.
Det er et halvt år siden nu, og jeg må desværre give hende ret.
Hun tog sig tid til at forstå sig selv, begyndte at tabe sig, gløden kom tilbage i hendes øjne og nu stråler hun og er glad som aldrig før...
Jeg er SÅ utrolig glad på hendes vejne, og jeg har fra starten sagt, at det vigtigste for mig var, at hun kom oven på igen. Men desværre er det som om, at alt hvad hun har opnået af overskud er taget fra mig.
Jeg er gået helt ned med flaget. Mig, der før altid følte jeg havde styr på al ting og ikke kunne forstå det der med, at man kan have ondt i sindet har stort set været deprimeret siden. Jeg kan ikke tåle at være alene, er jeg det i mere end et par minutter, begynder jeg at græde. Der ud over er der alle de almindelige kærestesorger. Næsten lige meget hvor, jeg ser hen, bliver jeg mindet om hende. Det kan være de mindste små ting som fx. en blomst. Ser jeg en blomst tænker jeg: "Julie, hun var min blomst..."
Jeg ville gøre alt for at kunne få hende tilbage, men hun har fundet en ny kæreste og stråler som solen...

Det var en lang historie, der vidst bare handlede om mig. Men jeg håber, der er en fyr der ude, der måske kan lære af mine fejl. En fyr der ude, der ser sin triste kæreste, der ikke gider med i byen og bliver sur, hvis han tager i byen. En kæreste, han er ved at være træt af, fordi hun ikke har overskud til noget som helst og bare ligger i sin seng og tager det ene kilo på efter det andet.. Mærk dig mine ord: Prøv at sætte dig ind i hendes situation. Din gamle kæreste er stadig der inde i hende, og hvis du forstår hende, vil forstå hende og viser det til hende, er det den bedste medicin, du kan give hende!!

Jeg var dum og fej og kæmpede ikke kampen, men kiggede bare efter de lækre "perfekte" piger, der gik forbi. Mente selv, at fordi jeg var oven på, var en ung fyr med styr på det hele og i den alder, hvor tingene ska gå stærkt, passede jeg nok bedre med dem.
Dem har jeg prøvet mange gange siden, og det er ikke det samme som den kæreste, jeg havde det godt med, indtil OCD'en stjal hendes tanker, og som jeg ikke kæmpede den rigtige kamp for at genvinde..!

Måske tager jeg fejl. Men det er mig, der sidder her og græder og min kæreste sidder et sted og smiler, så i mit tilfælde var det ikke sådan...
Og ..., hvis du ser det her, så skal du vide, at jeg bare er glad for, du er oven på. Jeg vil ikke påvirke dit nye liv. Du har haft små to år med lidelser, du lever det liv, du fortjener nu!! Jeg skriver ikke det her for at påvirke dig, men for at prøve at redde andre padder som mig fra at lave de samme fejltagelser!!

Og alle jer der ude med OCD og andre lidelser, jeg ved ikke, hvordan det er at have det, men I skal vide, at der er en her, der ved hvor skide fanastiske i er, bag det åndsvage slør jeres sygsomme har kastet over jer.

Wichmand.

P.s. Jeg ved godt, at det her indlæg bare er skrevet af en ung fyr, der lider af den mest almindelige sindslidelse for unge: Kærestesorger. Men jeg håber, at I forstår mit budskab alligevel....

[Anette]

Hej Wichman

Dit indlæg berører mig meget dybt og jeg føler med dig. Jeg kan sagtens forstå din situation selvom jeg er mor til en datter med OCD, og ikke en kæreste...

Min datter på 22 år har OCD og hun har en kæreste på 24 år som hun har kendt siden hun var 13 og han var 15 år. Han har altid forsøgt at hjælpe og forstå, selvom det var svært. Han har støttet hende og gjort alt hvad han kunne. Han har også oplevet frustration, fortvivlelse, skulle klare mange ting i svære situationer. Han har været angst og stået hjælpeløs og ikke vidst hvad han skulle gøre. Han har været vred og irriteret...ja, stort set hele følelses-registret har været oppe at køre. Både i lange og korte perioder.

Vi har talt meget om det og han har været go´ til at fortælle når det var svært eller bekymrende.

Han holder stadig ved og idag hvor min datter stort set er symptomfri, er der da nogle gange det lige er oppe at vende, når OCD´en viser sit ansigt i svære situationer.

Personligt er vi som forældre, ham dybt taknemmelige for at han er som han er, ved vores datter.

Når jeg skriver dette, er det ikke for at "slå dig oven i hovedet"...MEN fordi jeg ved hvad du har været "oppe" imod. Det er bestemt ikke nogen nem situation, at leve med en kæreste som har OCD. Det er desværre de færreste med OCD som magter at have et parforhold.

Jeg er sikker på, at du har gjort hvad du havde mulighed for i din situation og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du gjorde det du mente var rigtigt og din historie viser også helt klart, at du var meget glad for din kæreste.

Jeg syntes det er fantastisk, at du har skrevet dette indlæg, det er meget flot gjort. Jeg håber rigtig mange vil læse det og at det evt. vil kunne hjælpe andre i en lign. situation.

Jeg ønsker alt det bedste for dig og håber at smerten efterhånden vil aftage og det vil blive nemmere at leve med.

Held og lykke til dig....

Mange hilsner fra Anette

PS. du kan under "multimedie", her på hjemmesiden, se og høre om min datter og hendes kæreste.

Hej Alle!

Jeg ved ikke, om jeg bør oprette dette indlæg her eller inde for "de unge".
Men nu sker det her.

Jeg skriver her, fordi jeg virkelig har behov for at skrive om mine oplevelser af, hvordan det var at komme sammen med en, der lider af OCD. Både for at komme af med alle tankerne i mit eget hoved, men også for at andre, der er i den situation, jeg var i, måske kan bruge det til noget!
Så alle unge fyre, eller piger, der ikke forstår, hvorfor jeres kæreste ikke længere er den dejlige person, i faldt for, læs her:
Det er en lidt længere historie, så hold fast..

Jeg er en ung fyr på 21, der kom sammen med en pige i 2½ år. Da vi startede med at komme sammen var vi begge unge og meget glade og naive (16 og 18). Vi havde det fantastisk og var, som de fleste unge kærester i den alder.

Men efter et halvt års tid, hvor jeg boede i Canada, begyndte min kæreste at have mere og mere ondt i maven. Det var næsten hver dag, hun måtte gå hjem fra gymnasiet. Det blev først undersøgt om der var noget fysisk galt med maven. Det var der ikke. Så mente hendes læge, det var stress og hun fik forskellig behandling for det. Mens det hele stod på, snakkede vi sammen og hun var meget trist og jeg havde svært ved at forstå det. Jeg sagde nok altid bare noget med: "Jamen så læg du dig lidt og slap af osv.." Men det blev aldrig rigtig godt.

Efter hun begyndte hos en psykolog blev hun hurtigt sendt videre til en psykiater, der gav hende diagnosen OCD og panikangst. Hun begyndte i behandling og blev gladere ved at vide, hvor det var galt.
Hun prøvede at fortælle mig om det, men jeg var ikke særlig god til at forstå det. Hun bad mig læse forskellige lægeskrifter mv. om det, men jeg slog det lidt hen og sagde bare, at jeg var glad for hende, som hun var, og at jeg ikke behøvede at vide alt det, for jeg var bare glad for hende, som hun var.. Og det var jeg virkelig også!
Men hun fik det dårligere, også med sig selv, og tog måske 15 kilo på og gløden forsvandt i hendes øjne. Det var ikke sjovt at være tilskuer til, men jeg var (er) selv ung, og kunne ikke forstå det. Jeg prøvede at være en sød kæreste, men satte mig aldrig rigtig ind i, hvorfor hun lige pludselig kunne skælde mig ud, eller hvorfor alting jeg gjorde, irriterede hende.

Det endte altid med, vi begge blev kede af det og undskyldte. Men en dag blev det for meget for hende. Hun bad om en pause, da hun mente, hun kom bedre videre uden mig.
Det er et halvt år siden nu, og jeg må desværre give hende ret.
Hun tog sig tid til at forstå sig selv, begyndte at tabe sig, gløden kom tilbage i hendes øjne og nu stråler hun og er glad som aldrig før...
Jeg er SÅ utrolig glad på hendes vejne, og jeg har fra starten sagt, at det vigtigste for mig var, at hun kom oven på igen. Men desværre er det som om, at alt hvad hun har opnået af overskud er taget fra mig.
Jeg er gået helt ned med flaget. Mig, der før altid følte jeg havde styr på al ting og ikke kunne forstå det der med, at man kan have ondt i sindet har stort set været deprimeret siden. Jeg kan ikke tåle at være alene, er jeg det i mere end et par minutter, begynder jeg at græde. Der ud over er der alle de almindelige kærestesorger. Næsten lige meget hvor, jeg ser hen, bliver jeg mindet om hende. Det kan være de mindste små ting som fx. en blomst. Ser jeg en blomst tænker jeg: "Julie, hun var min blomst..."
Jeg ville gøre alt for at kunne få hende tilbage, men hun har fundet en ny kæreste og stråler som solen...

Det var en lang historie, der vidst bare handlede om mig. Men jeg håber, der er en fyr der ude, der måske kan lære af mine fejl. En fyr der ude, der ser sin triste kæreste, der ikke gider med i byen og bliver sur, hvis han tager i byen. En kæreste, han er ved at være træt af, fordi hun ikke har overskud til noget som helst og bare ligger i sin seng og tager det ene kilo på efter det andet.. Mærk dig mine ord: Prøv at sætte dig ind i hendes situation. Din gamle kæreste er stadig der inde i hende, og hvis du forstår hende, vil forstå hende og viser det til hende, er det den bedste medicin, du kan give hende!!

Jeg var dum og fej og kæmpede ikke kampen, men kiggede bare efter de lækre "perfekte" piger, der gik forbi. Mente selv, at fordi jeg var oven på, var en ung fyr med styr på det hele og i den alder, hvor tingene ska gå stærkt, passede jeg nok bedre med dem.
Dem har jeg prøvet mange gange siden, og det er ikke det samme som den kæreste, jeg havde det godt med, indtil OCD'en stjal hendes tanker, og som jeg ikke kæmpede den rigtige kamp for at genvinde..!

Måske tager jeg fejl. Men det er mig, der sidder her og græder og min kæreste sidder et sted og smiler, så i mit tilfælde var det ikke sådan...
Og ..., hvis du ser det her, så skal du vide, at jeg bare er glad for, du er oven på. Jeg vil ikke påvirke dit nye liv. Du har haft små to år med lidelser, du lever det liv, du fortjener nu!! Jeg skriver ikke det her for at påvirke dig, men for at prøve at redde andre padder som mig fra at lave de samme fejltagelser!!

Og alle jer der ude med OCD og andre lidelser, jeg ved ikke, hvordan det er at have det, men I skal vide, at der er en her, der ved hvor skide fanastiske i er, bag det åndsvage slør jeres sygsomme har kastet over jer.

Wichmand.

P.s. Jeg ved godt, at det her indlæg bare er skrevet af en ung fyr, der lider af den mest almindelige sindslidelse for unge: Kærestesorger. Men jeg håber, at I forstår mit budskab alligevel....

[bagatellen]

Jeg er taknemmelig for din post, Wichmand. Det er godt at se at du fortæller om de erfaringer du har gjort dig. Os OCD-ramte kan fortælle nok så mange historier, men det vil uden tvivl også hjælpe at andre læser om de erfaringer bekendte til OCD-ramte har gjort sig.

Lad være med at være for hård ved dig selv. Vi er nødt til at lære hvordan vi skal håndtere at livet ikke altid er perfekt.. ingen tvivl om at det har været en svær situation at sætte sig ind i. Jeg har bestemt ikke fået al den støtte jeg har ønsket i tidens løb, men jeg ved i dag at jeg ikke kan forlange at få hvad jeg har brug for uden at jeg selv forklarer mine behov.

Din fortælling har inspireret mig til at skrive mine tanker ned omkring de konsekvenser OCD kan have for en ramt. Se den under ”Tvangstanker og tvangshandlinger”.

Endnu engang tak for dit fine indlæg....

[Moonlight]

Jeg lider selv af ocd og har mistet troen på at kunne fungere i et parforhold (har ikke problemer med fysisk kontakt med dem jeg holder af, så det er ikke derfor...) - men håbet er der stadig...

PS: Går udfra du mener fantastiske vi er, og ikke "fanatiske"...?
Altså, fantastiske indeni, men ocd gør os klart nok fanatiske i visse situationer...

[Wichmand]

Rigtig mange tak for de gode besvarelser - gode fordi de betød noget for mig i hvert fald.

Jeg havde selv lige skrevet en lang besvarelse på alle jeres, men så loggede min computer mig ud, og jeg havde ikke mod på at skrive det igen. Så her kommer den korte udgave:

Anette:
Mange tak for dit svar. Det var rart at høre, at nogle har kunne få det til at fungere. Det er rart for mig at vide nu. Men jeg ved ikke, om jeg havde "fået noget ud af" at vide det, som den gamle jeg var. Den der "perfekte" person, der ikke selv havde prøvet at være trist eller på anden måde have "ondt i tankerne". Jeg tror, det vigtigste at sådan en person skal vide er, hvordan I har det. I skal ikke snakke med personen om det. Det er selvfølgelig altid en start, men forstår personen det ikke, så lad være med at snakke mere om det. Det fjerner jer kun fra hinanden. Prøv hellere at skrive alle jeres tanker ned fra en helt almindelig dag. Skriv hvordan OCD'en påvirker jer og hvilken rolle, den "pårørende" har I jeres hverdag. Hvilke tanker og følelser, I har for personen. Det gælder selvfølgelig kun nære venner eller familiemedlemmer. Man kan jo ikke gøre så meget ud af den uforstående kollega eller lignende.

Men giv personen det på skrift, så personen kan læse dine tanker, uden at du blander dig og se, hvor meget det egentlig betyder, at du lider af OCD.
Fordomsfulde personer som mig (jeg var), skal have noget håndgribeligt. De kan ikke bare sidde og snakke om det.
Ligesom du har gjort, Bagatellen. Det er tanker som dem, bare mere personlige og hverdagsagtige, jeg kunne have ønsket at få.

Fortæl, hvis I selv kan se, at I er påvirkede af OCD'en og gør noget, I måske ikke normalvis ville have gjort.

Lad være med at være for meget efter din pårørende, hvis personen ikke forstår eller gør noget, der ikke er passende. Prøv at trække grænsen lidt, for det er SÅ svært at se, hvornår man gør noget forkert.

Og til den pårørende: Der er sgu nogle helt almindelige mennsker, der inde bag OCD'en. Jeg var selv en person, der bare mente de var dovne og det kunne blive bedre, hvis de bare tog kampen. Det kan de ikke. De bliver bedre ved tålmodighed, respekt og måske ikke forståelse, men viljen til at prøve at forstå.

Jeg ved ikke, om det er råd, der kan bruges til noget. Jeg er nok den, der ved aller mindst om OCD overhoved, jeg ved bare, hvordan det var at være fordomsfuld og uforstående og fortryde det bittert bagefter.

Det blev langt alligevel, men jeg håber, mit budskab er forstået og kan hjælpe lidt?

Og Moonlight: Du skal sgu nok finde en kæreste! Jeg løber i hvert fald aldrig skrigende væk mere, hvis jeg møder en pige med OCD. Og hvis du møder en fyr (Går ud fra, du er en pige?), der ikke forstår dig, så bare giv ham min e-mail adresse, så skal jeg sgu nok fortælle ham, at det er det hele værd, hvis han ellers synes om dig bare nogle gange