Opdatering vedr. min søn.

[Frk. Mansa]

Nu er det snart 1 mdr siden jeg skrev om min søn og at han lige havde fået diagnosen OCD.

Det er gået stærkt ned af bakken siden - meget stærkt.

Han får knapt nok noget at spise/drikke i løbet af en dag, han bliver nogle dage i sengen uden at stå op da han simpelthen ikke orker at vaske hænder i en evighed bagefter.

Fra han har vasket hænder til han får sat sig og tændt op/kommer i gang med at spille på sin pc, går der FLERE TIMER.
Jeg har observeret at han med bevæger sine hænder langsommere end langsomt og derfor går der så lang tid.

Jeg har i den forløbne tid måtte ringe til psykiateren et par gange for at søge hjælp og skrige min nød ud.
Min søn er virkelig fortvivlet nu, det er der henne hvor visse lektier ikke kan laves, han kan ikke gå i skole hvis ikke de 2 par underbukser han kun vil gå med er rene.

Der er bare sket så mange ting den sidste mdr. så jeg ikke kan overskue det længere.

Jeg kastede håndklædet i ringen her den anden morgen efter endnu en frygtelig situation.
Da min søn så var gået i skole 40 min. for sent ringede jeg igen til den vagthavende psykiater og græd min nød ud.

Hun var SÅ sød.
Hun ville ringe tilbage når hun lige havde læst hvad der skrevet om min søn fra den dag vi mødte op på ungdomspsykiatrisk afd.

Hun ringede et par timer efter, sagde hun både havde talt med netop den psykiater der havde mødt og talt med min søn, samt havde hun talt med sin egen overlæge.

Må lige indskyde her... Min søn er godkendt til behandling og vi modtog for 14 dage siden brev om at han skal til en forsamtale d. 13/6 på KAS Ballerup hvor vi hører til.

Hun giver mig så et tlf. til KAS Ballerup og giver mig hendes eget samt overlægens navn, siger jeg skal henvise til vores samtale og bede om at få en hastetid da de også vurdere at det er ved at blive kritisk med min søn.

Jeg ringer og ringer, kommer ikke igennem så min kæreste starter fluks bilen og vi køre personligt derover.
Får talt med en læge som stiller en masse spørgsmål ang. min søn.

Om eftermiddagen får jeg en opringning - vi kan komme til allerede d. 14 maj - altså om 10 dage.
Og inden da skal vi endelig bare henvende os i deres skadestuen døgnet rundt hvis det bliver for slemt.

Jeg er så lettet.
For jeg er virkelig bange nu, rigtig bange.

Èn ting er de ritualer min søn føler sig nødsaget til at udføre, men at det også går ud over hans hverdag nu så han ikke kan fungere, det gør mig virkelig ulykkelig.

Han lider i den grad og jeg aner ikke mine levende råd.

Nu et spørgsmål:

En forsamtale....
Det betyder vel forhåbentlig at min søn så straks efter denne samtale bliver sat i gang med en behandling på den ene eller anden måde, ikk ?
Eller skal man normalt så regne med ventetid igen inden der sker noget ?

[Anette]

Hej Mansa

Hvor jeg dog har ondt af jer....det er en frygtelig situation at stå i. Jeg vil dog alligevel rose dig, da jeg syntes du gør det helt fantastisk godt og også din kæreste som starter bilen og I kan køre derud. Hvor er det dejligt at I står sammen om det. Det betyder SÅ meget...

Jo, en forsamtale er starten til behandling. Når din søn har det som nu, er jeg næsten sikker på, at han starter behandling øjeblikkelig. Andre gange kan en forsamtale handle om, hvornår og hvordan et forløb skal være, så det passer for begge parter. Men i din søns tilfælde, kan det kun betyde behandling øjeblikkelig.
Jeg kan jo selvfølgelig ikke garantere at det bliver sådan, men jeg har arbejdet inden for psykiatrien i flere år, og det er som oftetst sådan, så det håber jeg stærkt for jer.

Jeg kan ikke huske hvor I bor, men HUSK...at vi har vores gode lokalgruppe i Næstved, og hvis I kan og magter det, så ér det virkelig en stor hjælp at snakke med ligestillede. Du er også meget velkommen til at ringe til mig hvis du har brug for en snak. (55561505 el. 28494005)

Det er meget vigtigt, at I også får hjælp og når I er pårørende til en psykisk syg, har I ret til hjælp til psykologbehandlinger. I skal bare snakke med egen læge om en henvisning. Det behøver ikke være en der har forstand på OCD, bare en der kan tackle jeres sorg og frustrationer og som kan give jer nogle redskaber til at klare hverdagen.

Håber al det bedste for jer.....

Stort knus og mange tanker fra
Anette

[mig26]

Et par småråd indtil der kommer gang i behandlingen - og som
forhåbentlig også kan bruges sideløbende:

Din søn vil ikke stå op, pga. han stresser over at vaske hænder HELE tiden, han vil IKKE gå i de forkerte underbukser osv.

Prøv at sætte dig ind til ham og SPØRG hvad han konkret er bange for.
Der er (er min erfaring) altid en sammenhæng mellem tvangstankerne / handlingerne og angsten. Tal med ham som et ganske almindeligt menneske (han er jo ikke spor gal) og spørg direkte

"Når du vasker hænder SÅ mange gange, hvad er du så bange for"?
og fortsæt evemntuelt med
"Ja, du risikerer at der kommer et par bakterier på din hånd, men kan det ikke være tilfældet at din angst / bekymring over disse er mere farlige end selve bakterierne"?

Tag eventuelt en dag fri, hvor du LOVER at stå op med ham, støtte osv., men siger "prøv nu kun at vaske hænder 1 gang og så fortæl mig præcis hvad du føler" - og så før en rationel samtale over det. Tingene er for det meste slemt i op til en times tid bagefter - værre er det ikke. Men kan være KOMPLET uoverskueligt at håndtere angsten alene.

Jeg er 26 år og går selv både til terapi og hos psykiater (som har udskrevet cipralex, uden at jeg dog tager disse... går stadigvæk og overvejer). Men ved siden af bruger jeg MEGET at tale helt åbent med min kæreste og forældre om hvad jeg er bange for. Da de så kan hjælpe mig ind på det rationelle spor
"Ja, sådan er verden - og du risikerer det og det og det - men du hjælper ikke dig selv med de konstante bekymringer".

Håber det kan bruges lidt - mener bare at det VIGTIGSTE er at tale med din søn helt åbent. Ikke om at han er syg, men om hans angst!

Kh.

[Frk. Mansa]

Godaften

Min søn og jeg har i dag været til forsamtale.

I 2 timer sad lægen og min søn og snakkede.
Min søn fortalte og fortalte og ind imellem spurgte lægen om jeg havde noget jeg ville supplerer med.

Det var en rigtig god samtale og endte med beskeden at de på onsdag tager min søn op på deres møde, vi får derefter svar i næste uge mht. start af behandling.

Lægen sagde min søn havde det rigtigt skidt og at han vil komme i behandling snarest.
Da jeg spurgte om vi her talte om et par mdr. svarede hun - nej nej, han skal i behandling hurtigst muligt.

Så vi er bare så glade og lettede.
Min søn synes hun var rigtig sød at tale med og en stor sten er pt. fjernet fra mine skuldre.

Nu venter vi så spændt på svar.

[Anette]

Hvor er det dejligt at høre TILLYKKE med det!!! Det er skønt når der er lyspunkter forude og fantastisk dejligt at din søn er glad for samtalen.

Jeg glæder mig til at høre nærmere om hvordan det forløber....

Rigtig meget held og lykke...

Mange hilsner fra Anette

[Frk. Mansa]

Mandag i sidste uge var min søn og jeg jo til en rigtig god forsamtale - læs ovenstående indlæg - og vi skulle så få svar i denne uge vedr. start af behandling.

Allerede i fredags var der stor kaos igen, min søn ringer om eftermiddagen ud på job og er dybt ulykkelig.
Han skal tisse, gøre stort, han er sulten og tørstig men ude af stand til at opfylde sine behov.
Jeg taler i ½ time med ham og han bliver åbenbart beroliget nok af vores samtale til at han i det mindste kan gå ud og tisse.
Afføring er han stort set holdt med - ved samtalen sidste mandag havde han ikke haft afføring i 9 dage.

Efterfølgende ringer jeg så og får fat på en den allerførste psykiater på nordvang, Glostrup vi talte med og får en god snak med hende. Hun forsøger ovenikøbet at ringe hjem til min søn som dog ikke tager tlf. - det var første gang i en evighed jeg talte i tlf med min søn da han heller ikke vil røre den.

Hun meddeler mig at jeg skal ringe straks mandag morgen i denne uge og fortælle psykiateren fra sidste mandag om situationen i fredags og nævner at det lyder som om der er behov for medicinsk behandling også.

Som sagt så gjort - jeg ringer i mandags og får af vide at hun var ved at kontakte mig mht. vi skal komme til endnu en samtale nu på fredag hos en psykiater ved navn Peter Jantsen da han skal vurdere om min søn fejler andet end OCD hvis de skal ind og starte medicinsk behandling samt at min søn forhåbentligt skal starte samtale hos en psykolog - Camilla - der har erfaring i kognitiv adfærdsterapi.
Hun vil sende et spørge-skema med en masse spørgsmål som min søn skal besvare og vi så skal have med på fredag.

Jeg fortæller jo så min søn om denne tlf. samtale og mødet på fredag og han får en frustrations-anfald uden lige.
Han skriger mig ind i hovedet, han hiver sig i håret, han græder så hjerteskærende at han ikke kan tale men er ved at kaste op af gråd, osv osv.
Han beskyldte mig for ikke at være på hans side...

Det er til d.d. det værste jeg har oplevet omkring alt dette - hvor jeg dog HADER hvad denne sygdom gør ved min søn !!!!
Jeg forbander det møg hen hvor peberet gror og synes bare det er så bund uretfærdigt at det skal ramme lige netop min dejlige dreng - det har han simpelthen bare ikke fortjent.
Det har ingen fortjent !

Til sidst måtte jeg simpelthen skære igennem med meget store ord og sige at så stopper vi - slut, ikke mere om den snak.
Jeg kunne simpelthen ikke trænge igennem til han så vi endte i hvert vores rum med tårer og dumme ord der var blevet sagt.

Et par timer efter skulle jeg på aftenvagt - der var min søn faldet ned igen og vi fik sagt pænt på gensyn til hinanden.
Men jeg var helt færdig da jeg mødte ind på job, gik direkte ind på min chefs kontor og stortudede og fik luft.
Derefter ringede jeg igen til samme lægen fra om morgen af og meddelte hende at jeg synes det var vigtigt de på forhånd vidste at min søn var meget negativt indstillet over for samtalen på fredag mht. medicin.
Fik den respons tilbage at det var rigtigt godt jeg ringede med den besked.

Dagene er bare så hårde - jeg vakler så meget imellem to følelser:
Jeg vil så gerne bare blive hjemme dagen lang så jeg hele tiden er obs på hvad min søn foretager sig, så der ikke sker noget ubehageligt.
Samtidig er det en enorm lettelse at gå ud af døren og være i blandt mine kollegaer og ikke befinde mig i den syge verden det er blevet herhjemme.

Men.... Så i går aftes efter aftensmaden, satte min søn og jeg os ned og fik udfyldt det spørgeskema.
Det tog sin tid da han stort set ved næsten hvert spørgsmål hele tiden var i forsvarsposition.
Min kæreste sluttede sig til samtalen i køkkenet og vi endte med at få den bedste snak alle tre sammen.
Vi fik simpelthen vendt og drejet vores tanker hver især og sagt dem højt.
Min søn både græd og grinte og var bare så åbenhjerteligt.

Jeg fornemmer faktisk at vi endelig fik ham til at indse, at ender det med en medicinsk behandling oven i samtaler så er det fordi lægerne har ment at det er til hans eget bedste og ikke bare fordi hans navn tilfældigt er blevet udtrykket fra en pulje og valget lige er faldet på ham.

Så lige så frustrerende og sort det hele har set ud og absolut stadig ser ud - ja, så er en snak som den vi havde i går aftes altså bare guld værd.
Så er der pludseligt et nyt overskud der dukker frem og ser dagens lys.

Blot lidt info og så en trang til at få luft også via skrevne ord.

Frk. Mansa.

[Lisbeth]

Hej Frk. Mansa.

Jeg føler virkelige med dig - men jeg føler nok mere med din søn, da jeg selv lider af OCD og ikke er pårørende.

Da min mor i sin tid ville slæbe mig til behandling, blev det også med smækkede døre og vrede ord. Jeg troede, at hun ville mig noget ondt, og at det var min straf. Jeg var 15 år på daværende tidspunkt. Første gang var jeg 12 år. Da foregik det også med gråd, og jeg var tavs til samtalerne. Jeg fejlede intet. Det gjorde jeg heller ikke, da jeg var 15 år, hvis det skulle stå til mig. Jeg kunne ikke se det. Jeg var sikker på, det var fordi mine forældre hadede mig, derfor sagde jeg til dem, at de bare kunne sende mig på børnehjem i stedet. Jeg kom dog til min første/den visiterende samtale sammen med min mor, en psykiater og terapeut. Jeg sagde ikke så meget ved samtalen. Jeg svarede kortfattet på spørgsmålene men sad ellers og lyttede. Da jeg gik derfra, var jeg dog blevet klogere. Det var gået op for mig, at min mor nok havde ret i, at jeg fejlede noget, der hed OCD. Derefter glædede jeg mig til, at jeg skulle alene til samtale med terapeuten 2 måneder senere. Jeg blev også meget glad for det.
I dag er jeg min mor taknemmelig for, at hun var dum dengang og fik mig slæbt med et sted hen, hvor jeg bestemt ikke mente, jeg hørte hjemme.

I dag er jeg 24 år. Det er nogle hårde år, jeg har været igennem siden dengang, men jeg er også vokset. Jeg har haft et mere langstrakt forløb end de fleste, men det har sine årsager(se evt. forum om medier med artikel i JP). I dag kan jeg ikke undvære behandling. Det har reddet mit liv. Jeg er mine forældre meget taknemmelige for, at de tog over dengang, jeg var 15 år og brugte deres rolle som forældre på rigtig vis. De var jo i deres ret til at bestemme over mig.
Hvis jeg ikke var kommet i behandling dengang, ved jeg ikke, hvordan det var hændt mig.

Med mit indlæg vil jeg blot sige, at tingene også nok skal forandre sig hos Jer. En dag vil din søn takke dig. Det er jeg sikker på.

Held og lykke.

[Frk. Mansa]

Allerførst er det vigtigt for mig at gøre klart at min søn er super god til at snakke og sætte ord på sine tanker/handlinger omkring hans sygdom.
Det har lægerne også udtalt - at det er til stor fordel for ham at han netop kan formulerer sig så godt som han kan.
Og han har ikke på noget tidspunkt kastet i hovedet på mig at jeg så bare kan sende ham væk eller at jeg hader ham osv.

Hans reaktion på snakken om medicin her den anden dag var nok mere en form for en chokreaktion - forestiller jeg mig.
Han har jo hele tiden kun regnet med samtale-terapi samt tror jeg desværre også at ordet medicin forkom negativt i hans ører til at starte med.
Jeg tror han forbandt det med at det jo kun var mennesker der er "sindsyge" der får medicin.

Ang. samtalen i går hos den Peter Jantxen som skulle vurdere om min søn fejlede andet end OCD og om han skal have medicinsk behandling:

Der var ingen tvivl om at medicin er påkrævet sammen med terapi.
Min søn skal have zoloft og enesamtaler og senere i forløbet i gruppeterapi med andre unge.

Min søn talte først alene med lægen i en times tid og derefter blev jeg kaldt ind.
De sidste par dage har min søn virkelig gennemtænkt hvad vi har forklaret ham mht. en mulig nødvendighed af medicin og da han oven i lyttede til at lægen fortalte ham at rådede ham stærkt til at sige ja til medicinsk behandling, så blev min søn endelig åben for dette.
Lægen gav ham nogle papirer med hjem hvori han kan læse lidt om medicinen, bivirkninger mv og aftalen lød så på at vi på tirsdag skal ringe til ham og fortælle hvad min søn har besluttet.

Men straks vi kom hjem meddelte min søn at han gav grønt lys. Han var nået dertil at han kunne se fornuften i ikke at skulle fokusere på hvilken hjælpemidler der vil gøre han får det bedre, men hellere glæde sig over han på et tidspunkt får det bedre.

Da jeg spurgte til hvornår det så ville gå igang, fik jeg svaret: Straks i ringer og siger ja, da din søn skal have behandling nu og her.

Tirsdag morgen skal vi (min søn) også på sygehuset og have taget blodprøver da han jo stort set intet har spist/drukket i længere tid nu.
Hans salt-tal mv skal tjekkes.

Jeg ved faktisk ikke helt om jeg skal grine eller græde.
Jeg er er jo enormt lettet og glad inden i over min søn er åben for det lægerne anbefaler ham af behandling og kan sagtens begynde at ane et lille lys forude.
Men så igen.. Jeg har bare så svært ved at forstå det sker for mit barn.
Det gør så ondt inden i så jeg - jeg kan end ikke sætte ord på der beskriver hvor iturevet jeg føler mig.

Jeg savner så meget "de gode gamle dage" hvor min søn og jeg krammede op til mange gange om dagen.
Hvor jeg til trods for han er 14 år gammel, stadig fik lov at sætte mig ned foran hans seng om aften og nusse ham lidt i håret imens vi talte om stort og småt.

Faktisk tog jeg mig i igår at blive sådan lidt misundelig på lægen da han tog i mod os, for min søn giver hånden og hilser pænt hver gang vi har talt med en lægen - min søn og jeg har ikke haft nogen som helst form for fysisk kontakt i flere mdr nu.

Jeg holder selvfølgelig fokus på at NU kommer der gang i tingene, men i min egen lille verden lider jeg stille.
Ville ønske jeg havde et lille lydisoleret rum jeg kunne lukke mig inde i og så bare skrige og græde min sorg/frustrationer ud - få luft på den måde, fremfor at gå rundt med en dum knude i halsen.

Men igen... ENDELIG... Er min søn er villig til alt behandling nu. Det kan og må da kun kunne gå fremad nu.

[Anette]

Hej Frk. Mansa

Hvor bliver jeg dog berørt af at læse dit indlæg endnu engang. Jeg kan fuldstændig se mig selv i alt det du skriver omkring hvordan du har det og føler du er flået indvendig. Jeg har været det hele igennem selv og er det stadig i perioder når min datter har det dårligt. Hvis ikke du kan huske det, så er min datter 22 år og har ocd og har haft det altid, men fik diagnosen da hun var 15 år. Jeg kan se symptomerne tilbage til hun var 3-4 år, men de blev alvorlige da hun var ca. 12 år.

Jeg syntes at I er nået rigtig langt og glæder mig meget over din søns beslutning og alligevel hurtige måde at acceptere sin situation på. Jeg syntes I sammen klare det fantastisk flot og de "sammenstød" der er, er vigtige og naturlige i sådanne voldsomme krisesituationer. Det er jo dem der "udvikler" efter min mening. Der vil sikkert komme mange op og ned ture med tilbagefald osv., men dem vil I klare da I nu ved hvad I er oppe imod og hjælpen er startet.

MEN...jeg syntes du skal have noget hjælp selv, når det er svært. Du skal ihvertfald vide, at du har ret til psykologhjælp som pårørende til en kronisk psykisk syg. Jeg mener det 10-12 timers hjælp man kan få. Du skal få din læge til at skrive en henvisning...hvis du ønsker det, selvfølgelig. Jeg ved det har hjulpet rigtig mange.

Det er svært at komme med råd eller forslag, men alligevel tænker jeg på, om du evt. kunne fortælle din søn om dit savn af et knus eller et lille kram. Det vil måske være svært for ham, han giver nok lægen hånden af høflighed og pligtfølelse og så overfor dig kan han slappe af og måske ikke "behøver" det, da du forstår det og ikke forventer det, når det er så svært for ham.

Men måske kunne du fortælle ham, at du savner det og længes efter det og når han er parart til det, vil du blive meget lykkelig. Men evt. gøre ham klart at det er ham der bestemmer "farten", men at du fortæller ham om dit savn. Jeg tror det er vigtigt for ham at vide, at du har brug for ham og at have fysisk kontakt med ham. Samtidig ved vi jo også, at jo længere tid der går, jo sværere bliver det at tage initiativ igen.

Ja, jeg ved det ikke, det var bare et forslag, men du har sikkert selv tænkt det allerede.

Husk I/du er meget velkommen i vores lokalgrupper...lige nu kan jeg ikke huske hvor I bor, men vores lokalgruppe er i Næstved.

Du er også meget velkommen til at ringe til mig hvis du har brug for en snak...

55561506 el 28494005....

Pas godt på jer selv og mange tanker herfra

Anette

[Frk. Mansa]

Hej Anette

Tak for dit svar.

Det lyder måske lidt fjollet, men det hjælper faktisk at læse at der er andre forældre der har stået i lign. situationer og har haft det/følt det som jeg gør pt.
Så bekræftes jeg lidt i at det er helt ok at jeg føler jeg er ved at falde fra hinanden indvendig.

Jeg kan godt huske du har en datter med OCD - rent faktisk har jeg så sent som i morges sendt et link til min chef via mail med den hjemmeside hvor du og din familie medvirker.
Jeg føler mig nødsaget til at give den viden jeg selv kan videre til mine omgivelser så forhåbenligt vil kunne forstå bare en lille smule af hvad det vil sige at have et barn med OCD og hvordan det påvirker de pårørende.
Også netop i forhold til mit arbejde.

Jeg har ikke lagt skjul på overfor min søn hvor meget jeg savner et kram.
Jeg fortalte ham også i går aftes hvor vi havde en rolig snak gennem hans dør, at jeg blev lidt - mor 4 år - når han giver hånd til lægerne men ikke kan røre ved sin mor.
Men jeg sørger også for at sige det med et smil på læben og jeg har hver gang gjort det meget klart for ham at han ikke må få skyldsfølelse eller dårlig samvittighed over det - jeg kan godt vente.
Men jeg har også bedt ham sige til straks han føler sig i stand til at nærme mig igen, for det jeg ønsker mig allermest pt. er virkelig bare et stort dejligt kram af min vidunderlige søn foruden selvfølgelig at han kommer i bedring.

Anette - tak igen for dine ord.
De gør godt i en svær tid.

Jeg vil straks på tirsdag bestille en tid hos min egen læge og bede om en henvisning til en psykolog.
Jeg kan godt mærke at jeg i den grad trænger til at få luft og tude ud.

Forøvrigt...
Jeg kan se på de papirer vedr. Zoloft vi har fået med hjem til læsning at det er meget dyrt.
Ved du om der er nogen mulighed for at søge tilskud fra kommunen og hvordan forholder jeg mig i så fald ?

God pinse.

[Anette]

Hej Anette

Tak for dit svar.

Det lyder måske lidt fjollet, men det hjælper faktisk at læse at der er andre forældre der har stået i lign. situationer og har haft det/følt det som jeg gør pt.
Så bekræftes jeg lidt i at det er helt ok at jeg føler jeg er ved at falde fra hinanden indvendig.

Jeg kan godt huske du har en datter med OCD - rent faktisk har jeg så sent som i morges sendt et link til min chef via mail med den hjemmeside hvor du og din familie medvirker.
Jeg føler mig nødsaget til at give den viden jeg selv kan videre til mine omgivelser så forhåbenligt vil kunne forstå bare en lille smule af hvad det vil sige at have et barn med OCD og hvordan det påvirker de pårørende.
Også netop i forhold til mit arbejde.

Jeg har ikke lagt skjul på overfor min søn hvor meget jeg savner et kram.
Jeg fortalte ham også i går aftes hvor vi havde en rolig snak gennem hans dør, at jeg blev lidt - mor 4 år - når han giver hånd til lægerne men ikke kan røre ved sin mor.
Men jeg sørger også for at sige det med et smil på læben og jeg har hver gang gjort det meget klart for ham at han ikke må få skyldsfølelse eller dårlig samvittighed over det - jeg kan godt vente.
Men jeg har også bedt ham sige til straks han føler sig i stand til at nærme mig igen, for det jeg ønsker mig allermest pt. er virkelig bare et stort dejligt kram af min vidunderlige søn foruden selvfølgelig at han kommer i bedring.

Anette - tak igen for dine ord.
De gør godt i en svær tid.

Jeg vil straks på tirsdag bestille en tid hos min egen læge og bede om en henvisning til en psykolog.
Jeg kan godt mærke at jeg i den grad trænger til at få luft og tude ud.

Forøvrigt...
Jeg kan se på de papirer vedr. Zoloft vi har fået med hjem til læsning at det er meget dyrt.
Ved du om der er nogen mulighed for at søge tilskud fra kommunen og hvordan forholder jeg mig i så fald ?

God pinse.

Hej Frk. Mansa

Det er rigtig godt som du har sagt det til din søn. Men det var jeg egentlig godt klar over at du sikkert havde. Du har efter min mening tacklet det hele på den mest fantastiske måde...

Også rigtig godt at vidergive viden til familie, venner kolleger og evt. senere skole, kammerater, når din søn vel og mærke er klar til det. Jo flere i den tætte kreds der ved hvad det handler om, jo nemmere er det. Men det er selvfølgelig helt klart et spørgsmål om, om din søn vil fortælle om det eller vil have at andre ved det. Nogen gange kommer det stille og roligt med tiden.

Ja, medicinen kan være temmelig dyr. Du kan søge jeres sagsbehandler om hjælp til medicin og da din søn er under 18 år, er der en særlig paragraf for kronisk syge børn. Kan bare ikke huske hvad den hedder, paragraffen. Jeres læge eller psykiateren kan hjælpe med at udforme papirerne til ansøgningen.

Min datter får noget der hedder Fluoxetin, af og til får hun kopi-præp. af dette, dem tåler hun fint. Hun har aldrig haft bivirkninger af nogen art, medicinen koster kun 51,- kr. pr. mdr. og hun får ingen tilskud. Det er prisen for det præp.

Tillykke med at du går til lægen ang. psykologbeh.

Held og lykke og alt godt til jer....

Anette

[Lisbeth]

Hej Frk. Mansa.

Jeg håber ikke, du føler dig stødt over mit tidligere indlæg. Det var i hvert fald ikke min mening, hvis du gjorde. Jeg ville blot fortælle, hvordan man som OCD-ramt kan føle, når ens forældre vil have en i behandling. Jeg følte mig nemlig ikke syg dengang. Jeg var blevet så vant til det, så jeg kunne virkelig ikke se det. Jeg troede blot, at jeg skulle affinde mig med at have det på den måde. Det fandt jeg dog hurtigt ud af, at jeg ikke skulle.

Jeg er meget glad for, at din søn er så åben omrking hans tanker og handlinger. Det havde/har jeg meget svært ved at være. I dag har det også noget at gøre med noget fejlbehandling, jeg har været udsat for. Da jeg var 15 år, var det mere fordi, jeg følte mig så ufattelig alene. Jeg var i et år også blevet mobbet i skolen, så til sidst følte jeg bare slet ikke tillid til nogen.

Der er mange andre end din søn, der har haft det som ham, da de skulle starte med at tage medicin. De har følt sig mere syge, når de fik den besked. Det virker dog som om, at din søn har været hurtig til at abstrahere fra de tanker. Det er godt.

De første gange i løbet af et medicinår er Zoloft meget dyrt. Jeg tror, man af sygesikringen starter med at få 15% i tilskud. Det er dog sådan, at man i slutningen af medicinåret(hvis man får meget medicin), ender med at have en meget lille egenbetaling. Det har noget med tilskudsreglerne at gøre.

Derudover har du dog også mulighed for at søge tilskud til medicin på kommunen. Nu hvor din søn er under 18 år, kan du søge tilskud efter Merudgifter til børn. Du kan læse om paragraffen her: http://www.social.dk/ministeriets_om...2-7963845ab734

Du kan ringe ned til kommunen og bede om en samtale med din søns sagsbehandler. Hende/ham skal du så forklare situationen og sige, at du har behov for noget hjælp til at få medicnen betalt.
For voksne kan man også søge om tilskud til medicin efter en paragaf om enkeltudgifter, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved, om denne paragraf også er gældende for børn.

[Frk. Mansa]

Hej Lisbeth...

Nej nej, blev bestemt ikke stødt over dit indlæg.
Ville såmænd blot redegøre for hvordan min søns situation er og forklare at "historien" ikke helt kan sammenlignes.

Og værdsætter skam at du giver dit besyv med, for muligvis vil der måske være andet fra dine indlæg jeg vil kunne forholde mig til.
Så skriv endelig videre

Og tak til både du og Anette mht. svar på mit spørgsmål vedr. tilskud til medicin - jeg vil straks undersøge det link du har sendt, Lisbeth og ringer til vores kommune på tirsdag og forhøre mig.

Tak Anette, for din opbakning til hvordan jeg takler tingene herhjemme - det har jeg brug for at læse.
For som sagt.. Det er - trods lys forude - stadig bare enormt hårdt at være midt i og ingenting kunne gøre andet end nu blot at vente på behandlingen går i gang og så en virkning derefter.

Så tak begge to

[Lisbeth]

Hej Frk. Mansa.

Det var godt at høre.
Jeg skal nok blive ved at skrive, men min tid er knap fra nu og 1½ uge frem, da jeg læser til eksamen. Jeg skal op i 2 HF enkeltfag.

Jeg havde ikke lige fået læst Anettes sidste indlæg, inden jeg skrev mit. Paragraffen, hun henviser til, er den, jeg har sat et link ind til.

God kamp til dig og din søn

[Frk. Mansa]

Så har jeg lige talt med Peter Jantzen pr. tlf. og fortalt min søn har givet grønt lys mht. medicinsk behandling.

Han indtlf. medicinen så vi kan hente den senere i dag på apoteket.

Puha - det er noget blandende følelser jeg har i skrivende stund.

Jeg er jo absolut enormt lettet over vi er nået hertil og at min søn har indvilligt i medicin, men kan mærke jeg er trist inden i.
Synes bare det er så svært at finde en mening med hvorfor det skal overgå min søn - der er nok slet ikke mening med det - sikkert blot noget jeg skal have styr på i mine egne tanker.

Jeg har en feriedag i dag da vi jo også skal ud og have taget blodprøver, men må ærligt indrømme jeg føler et pres mht. at tage på arbejde i morgen.
Lige i denne situation ville jeg nok helst være i nærheden af min søn så jeg kan obsevere hvordan han reagere på medicinen.

Hvor længe skal vi ca. regne med der kan gå inden der opstår en virkning mon ?

Og jer der har fået Zoloft, fik i nogen slemme bevirkninger i starten ?

Min søn har ikke været i skole i 2 uger nu og er lidt i vildrede mht. om jeg skal forsøge at få ham i skole i morgen el. om han blot skal have lidt ro de næste par dage, da jeg er ret sikker på han selv vil gå og gruble/mærke efter når han har taget den første pille.

Jer, hvis børn der har fået medicin - fortsatte i blot den "almindelige" hverdag i opstartsfasen el. ?

[Anette]

Så har jeg lige talt med Peter Jantzen pr. tlf. og fortalt min søn har givet grønt lys mht. medicinsk behandling.

Han indtlf. medicinen så vi kan hente den senere i dag på apoteket.

Puha - det er noget blandende følelser jeg har i skrivende stund.

Jeg er jo absolut enormt lettet over vi er nået hertil og at min søn har indvilligt i medicin, men kan mærke jeg er trist inden i.
Synes bare det er så svært at finde en mening med hvorfor det skal overgå min søn - der er nok slet ikke mening med det - sikkert blot noget jeg skal have styr på i mine egne tanker.

Jeg har en feriedag i dag da vi jo også skal ud og have taget blodprøver, men må ærligt indrømme jeg føler et pres mht. at tage på arbejde i morgen.
Lige i denne situation ville jeg nok helst være i nærheden af min søn så jeg kan obsevere hvordan han reagere på medicinen.

Hvor længe skal vi ca. regne med der kan gå inden der opstår en virkning mon ?

Og jer der har fået Zoloft, fik i nogen slemme bevirkninger i starten ?

Min søn har ikke været i skole i 2 uger nu og er lidt i vildrede mht. om jeg skal forsøge at få ham i skole i morgen el. om han blot skal have lidt ro de næste par dage, da jeg er ret sikker på han selv vil gå og gruble/mærke efter når han har taget den første pille.

Jer, hvis børn der har fået medicin - fortsatte i blot den "almindelige" hverdag i opstartsfasen el. ?

Hej Frk. Mansa

Ja, jeg kender godt situationen. Sanne fik jo Fluoxetin, men det er jo stort set det samme som zoloft. Hun mærkede en klar bedring allerede efter et par dage, men som regel siger man en opstartsfase på 4-6 uger. Flere i vores gruppe har mærkey bedring hurtigere, ligesom Sanne.
Vi fortsatte hverdagen som vi var igang med, men Sanne har da fortalt at hun gik og mærkede efter om der kom bivirkninger og jeg kan huske at jeg havde hele mit alarmberedskab klart. Men det vi mærkede var en enorm lettelse, for Sanne syntes hun fik det bedre selvom det gik langsomt. Hun var jo også indstillet på at det ville virke, ligesom din søn er nu.

Det jeg lagde mærke til var, at jeg kunne begynde at kende lidt af den "gamle" Sanne igen og det var så stor en lettelse, at jeg kan huske jeg græd en hel del af glæde...

Når nu din søn ikke har været i skole i 2 uger, så kunne du jo spørge ham, om han har lyst til at blive hjemme i et par dage...evt. sammen med dig og så hygge jer lidt. Det kunne I jo nok begge trænge til. Hvis han ønsker det, så tag da og bliv hjemme.....det vil kun være helt fint efter min mening...men I kan jo snakke om det....det nytter ikke at presse, men måske kærligt skubbe lidt på en snak om det og hvad han og du føler for, er rigtigt for jer nu i denne situation...

Jeg ønsker jer held og lykke med det hele og er sikker på, at I har truffet den rigtige beslutning og at I hurtigt vil blive glade for det. Der kan jo komme lidt bivirkninger, men det varer ikke så længe....men skriv endelig eller ring.

Knus fra Anette

[Frk. Mansa]

Sidste nyt:

Min søn har ikke været i skole 3-4 uger nu.
Ilfg. psykiateren er det okay, vi må ikke presse på.
Jeg har også en rigtig god dialog med hans skolelærer som heldigvis kender til ocd fra egen familien og er helt på det rene med hvad det vil sige og hvilken lidelse det er for min søn og os som pårørende.

Jeg er i dag blevet ringet op mht. samtale-terapi.
Jeg fik af vide min søn har fået bevilliget 12 samtaler - 2 pr. uge - og derefter skal vi selv betale for en psykolog fremover.

Fik samtidig et. tlf. til en klinik i Kbh. hvor jeg kan henvende mig mht. at få min søn igang dèr, når han er færdig med de samtaler det offentlige kan tilbyde.

Jeg fik af vide det vil koste 8-900 kr pr time, når vi selv skal til at betale.

Jeg har selvfølgelig kontaktet vores kommune og de ringer tilbage fredag, jeg bliver simpelthen nød til at krydse fingre for der er noget tilskud at hente når vi skal til selv at betale.

Jeg troede faktisk at når psykiateren havde vurderet der var stort behov for samtale samt medicin, at så var det uden problemer igennem det offentlige.

Godt nok nævnte hun at der kunne være tale om flere års samtaler og at det ikke var normalt at de tog en klient ind som de nu gør med min søn, så det priser jeg mig selvfølgelig lykkelig for.
Og HELDIGVIS skal han starte op allerede på tirsdag i næste uge til første samtale.

Men hvordan med jer ?
Betaler i også selv for psykolog samtaler, får i evt. tilskud fra kommunen og er der noget jeg skal lægge specielt vægt på at få sagt når kommunen ringer retur til mig ?

[Lisbeth]

Hej Frk. Mansa.

Jeg er godt nok skuffet over det svar, du har fået af psykiateren. Er det ikke på en psykiatrisk afdeling

Jeg er/var så naiv, at jeg troede, børn kan få behandling på afdelingerne, så længe de har behov for det. Det fik jeg da, dengang jeg var under 18 år. Jeg kom på et ungdomspsykiatrisk Ambulatorium 1 gang ugentlig i 3 år.

Når kommunen ringer tilbage, skal du lægge stor vægt på, at der ikke er langvarig behandling for din søn at få i det offentlige system.
Jeg er altså virkelig chokeret over at høre det. Det kommer fuldstændig bag på mig.
Må jeg spørge hvilken klinik, de har givet dig telefonnummeret på?
Jeg kom lige til at tænke på. Det vil være rigtig godt, hvis du kan få din søns nuværende psykiater til at skrive, din søn kun kan få 12 timers samtale hos dem. Det brev skal du vedlægge ansøgningen til kommunen.

Jeg betaler selv mine behandlinger. Det har jeg gjort i 3 år nu. Det vil sige mine forældre har. Jeg er 24 år og har ikke selv pengene, da jeg langt fra er i stand til at arbejde. Hvis jeg var det, ville det også være meget tvivlsomt, at jeg havde råd. Jeg kæmper stadig for at få overbevist kommunen om det urimelige i, at de ikke vil betale. Det er en sej kamp.

[Frk. Mansa]

Jeg forstår ikke helt hvad du mener - skal jeg sige til kommunen at de ikke kan give min søn den langvarige behandling han skal have eller ??
Psykiateren jeg talte med i går fortalte mig jo netop at den grad af OCD min søn har, ville kræve at han går til samtaler gennem flere år for at kunne få en tilværelse der er til at holde ud.

Her er linket til den klinik i Kbh. vi er henvist til efter de 12 samtaler, men spørgsmålet er jo om kommunen vil godtage den eller om de selv disker op med en psykolog som vi skal bruge - er så bare bange for det er èn som ikke til dagligt har af gøre med OCD ramte.

http://www.kognitivpraksis.dk/

Jeg vil meget gerne have nogle gode råd i forhold til hvordan jeg skal forholde mig til kommunen, evt. hvilken paragrafer jeg skal henvise til.

God dag.

[Lisbeth]

Hej Frk. Mansa.

Hvilket sygehus er det egentlig, din søn skal starte i behandling på?

Det, jeg mente i mit tidligere indlæg, er, at som en af begrundelserne for, at kommunen skal betale din søns behandlinger, der skal du understrege overfor dem, at det offentlige system(sygehuset) kun vil give din søn 12 behandlinger. Det vil jo sige, at han ikke kan få behandling i det offentlige system - efter min mening svarer det næsten til, at behandlingsmulighederne i det offentlige system er udtømte.
Forstår du, hvad jeg skriver nu? Ellers vil jeg gerne prøve at uddybe det på en anden måde.

Jeg mener, at du kan søge behandling til din søn efter samme paragaf, som du kan søge medicin efter: her: http://www.social.dk/ministeriets_om...2-7963845ab734
Jeg har altså ikke tjek på det, da jeg aldrig har anvendt paragrafferne, der bruges til børn og unge under 18 år. Et godt sted at søge hjælp ellers er hos Den uvildige konsulentordning på handicapområdet: http://www.dukh.dk
De yder gratis rådgivning. Jeg har selv benyttet mig af tilbudet et par gange. De er rigtig søde. De kan også oplyse dig om paragraffer. Kommunen bør dog tage det ansvar på sig, da de jo helt klart bør vide, hvilke paragraffer man kan anvende. Det er jo bl.a. derfor, man har en sagsbehandler. At de så ikke altid mener det er en anden snak.

Der findes andre der kan behandle OCD end lige den klinik, du har fået oplyst.

Skriv gerne igen.