hjælp søges ang. min datter

[sbt]

Jeg håber jeg her kan få nogle råd.
Min datter er snart 14 år og jeg er i tvivl om vi skal søge hjælp til hende.
Hun vasker hænder hele tiden og har andre ritualer som fek.s hvis hendes bukseben har strejfet toilettet skal hun skifte dem inden hun sætter sig, eller når hun vasker hænder skal hun også vaske vandhanen. Sikkert flere ting, men ikke nemt at få hende til at forklare det, da hun selv er ked af det. Hun siger hun godt kan se det er unødvendigt hvad hun gør, men at hun ikke kan lade være. Jeg ved ikke helt, hvor længe det har stået på, men i alt fald denne vinter. Jeg fandt ud af det ved at hendes hænder er meget tørre og ru og at der bliver brugt så meget håndsæbe. Samt at hun selv er meget ked af det og bekymret for om hun er "normal"
Jeg vil jo ikke sygeliggøre hende, men mener alligevel hun er så plaget af det at vi må reagere.
Skal jeg søge egen læge - og i så fald vil han henvise til noget andet eller hvad er jeres erfaring. Evt behandling er det medicin , psykolog eller?

[Thomaz]

Selv da jeg var i den alder, (nu små 3 år siden, så skal ikke lyde SÅ bagklog ^^), søgte jeg selv til skolens psykolog. At du tilbyder hende denne ide, er en fantastisk mulighed set fra vores' (teenagers') synspunkt. At vi derfor ikke selv bliver 'slæbt' med til den ene læge efter den anden, og vi selv kan bestemme hvornår vi vil opsøge en vi ved vi kan stole på.

Skolepsykologer har også den fantastiske position, at de ikke behøver at fortælle nogen om problemerne. De vil spørge hende (din datter red.) om hun vil have jer oplyst om deres samtaler, og hun kan frit vælge, og sågår vente med at træffe den beslutning.

Jeg fik en masse redskaber fra skolepsykologen jeg selv er gået videre med, og har også fået en 'kontakt' i en professionel OCD-læge, som mange herinde sikkert kender, Marianne Breds Geoffrey. Alle disse ting jeg har fået snakket med skolepsykologen om, har fået mig til at indse og snakke om en masse ting der er næsten umuligt at få sagt som ung til ens forældre, lokal læge, eller nogen anden.
- Jeg selv har endda fået det hele forklaret for mine forældre efter forløbet jeg var til hos psykologen for 3-2 år siden, så jeg kan varmt anbefale det.

- Håber det var et passende og fyldigt svar, ellers er jeg åben for at give masser af nye oplysninger og erfaringer her, eller via. privatbesked

[cyrusy]

jeg vil helt klart anbefale at gøre noget ved det.

jeg har selv OCD og jeg gik med mit i 3-4 år uden at gøre noget ved det, hvorefter jeg søgte phykiater, men nu vil jeg ikke anbefale en phykiater, men en phokolog ellers kan du prøve kognetivt terapi (kan ikke lige stave) det skulle være rigtig godt.

nu har jeg selv ikke prøvet det, men vil helt sikkert prøve det. det koster vidst lidt så derfor jeg ikke har været der endnu.

men for gyds skyld ikke medicin.

det har jeg ikke haft så gode resultater med.

håber du kunne bruge mit svar..

[Annemette]

Jeg levede med ocd i ca. 2 år inden jeg til sidst brød sammen foran min mor og vi sammen gik til lægen. Min læge tog det heldigvis meget alvorligt. Vi havde nogle samtaler og jeg fik medicin. Hun henviste mig til en psykolog indenfor faget og jeg har nu været hos min psykolog i ca. 1½ år.

Du skal gøre noget inden det bliver for sent. jo længere tid tankerne får lov at udfolde sig, jo værre bliver de. din datter skal i behandling hos en, som har forstand på sygdommen og som kan hjælpe hende.

du må endelig skrive, hvis du har nogle spørgsmål. jeg var selv i hendes alder da jeg startede og kan derfor sætte mig ind i hendes (og jeres) sted.

kærligst
anne mette

[sbt]

Tak for jeres svar. Vi ha nu været ved lægen og er blevet henvist til en psykolog. Jeg er dig stadig i tvivl om hvor slemt det er, da det lige nu tilsyneladende ikke er så slemt. Men nu vil jeg selvfølgelig se hvad psykologen siger.

[Moonlight]

Søg hjælp så tidligt i sygdomsforløbet som muligt, det gælder vist uanset hvad man fejler...

Det er dog ikke sandt at ocd'en altid bliver værre hvis man ikke modtager behandling, i mit tilfælde fylder tvangshandlingerne meget under svære livsomstændigheder/stress, men lidt når mit øvrige liv fungerer nogenlunde.