Hjælp og gode råd søges....

[Frk. Mansa]

I mandags fik vi stillet diagnosen OCD vedr. min søn på 14 år.

Det sidste 3/4 år er det blevet værre og værre uden at jeg har ville acceptere det og se i øjnene at noget var helt galt.

Jeg har hele tiden håbet at det nok var noget teenage-pjat der snart gik over, men jeg blev klogere.... Det er bare blevet endnu værre.

Min søn vasker hænder MANGE gange om dagen i et bestemt system (fik jeg først af vide da han fortalte psykiateren det i mandags). Og det forgår i køkkenet da han kun opholder sig højest nødvendigt på badeværelset - han synes det er fuld af bakterier trods jeg vasker det rent konstant og hele tiden.
Han rører ikke ved nogen former for håndtag, skuffer el. lign. herhjemme - bruger albuer og fødder.

Han holder sig i flere timer hvis ikke toilettet står klar til han lige kan sætte sig og tisse mv. da han ikke kan røre ved brættet.

Når han ( et par gange om ugen kun) går i bad, tager det min. 1 time og han bruger tons af sæbe.
Han skal altid have et rent håndklæde som han ikke folder ud men kun lige bruger til at dyppe sig tør i ansigtet med og så smider han det for ikke at blive beskidt igen.

Hvis hans rene vasketøj bliver lagt andet sted end på hans skrivebords-stol går han ikke med det førend det er vasket igen, samt er der kun 2-3 bestemte bluser han vil gå med. Alle andre rene bluser er ikke rene nok.

Jeg har ikke fået et kram af min søn i over 1 mdr nu - normalt er vi meget tætte med knus og møs, men nu får jeg højest et næsten uberørligt møs og KUN hvis jeg holder mine egne hænder på ryggen imens så han ikke bliver beskidt af mig.

Det er en enorm lettelse at få en diagnose på hvorfor min søn opfører sig sådan, men samtidig er jeg helt nede over hvorfor lige ham.

Jeg forstår ikke hvordan det er opstået, har jeg gjort noget galt osv osv.

Samtidig er jeg helt knust over min modarbejdning af ham inden jeg indså det ikke var "normalt".
Jeg og min kæreste har skældt ud med bl.a. ordene: "Nu må du fa..... stoppe med at vaske de hænder" og "Ej, stop så det pjat, nu går du sku for vidt" osv i den dur.
Og det eneste vi vel har opnået er vel blot at forværre hans tilstand samt gøre ham ulykkelig.

Jeg er fuldstændig uvidende om denne sygdom. Var min søn selv der havde søgt på netdoktor og kom og bad mig læse om det mon var muligt han led af OCD.
Jeg bestilte så en tid ved vores læge, men kunne først få tid d. 30 april - de mente ikke det var akut.

I mandags bliver jeg så ringet op af min kæreste mens jeg er på job. Han siger til mig at den er helt galt. Min søn har i timerne efter han stod op ikke fortaget sig andet end at skiftevis vaske hænder og sidde i sin stol og stirre ud i luften.
Min kæreste giver mig en opsang - at jeg ikke skal være så autoritets-tro men banke i bordet over for lægen og sige vi skal have en tid NU inden det ender helt galt.

Jeg ringer til lægen igen, siger jeg ikke lægger røret på førend hun har lyttet ordenligt til mig og at jeg skal have hjælp til min søn NU.
Og efter en snak/forklaring får jeg så tlf. til ungdomspsykiatrisk afd. på nordvang.

Ringer dertil, taler med en rigtig sød sekretær der beder mig kører hjem og hente mig søn og komme derud straks.

Som sagt, så gjort - må dog forinden holde ind på en p.plads og tudbrøle. Jeg var så bange for hvad der var/er galt. Havde de sorteste tanker om de ville indlægge min søn, tage ham fra mig, fylde ham med medicin osv osv.

Turen derud gik fint. Min søn og jeg fik en god snak, jeg var positiv hele vejen og beroligede ham så godt jeg kunne.
Han nævnte selv nogle af de ting jeg var bange for de ville gøre ved ham - men vel også kun helt naturligt. Det er jo et helt nyt "område" for os.

Men vi blev bare taget så godt imod.
Og lægen vi talte med var bare så sød.
Alt virkede ganske naturligt for hende, vi - specielt selvfølgelig min søn - kunne ikke fortælle hende noget hun ikke vidste i forvejen og hendes måde at takle det på var SUPER.

Selv mine følelser kunne hun sætte ord. Min frustration mv.
Det var en helt enorm lettelse at møde hende og bagefter var vi begge to rigtig glade.

Tror dog min søns glæde skyldes at jeg fik af vide han har OCD og at det nu er "lovligt" at udføre de handlinger herhjemme som han gør uden brok fra os og så selvfølgelig at han endelig mødte et menneske der havde fuld forståelse for alt hvad han fortalte.

At hun så også fortalte ham at han nu vil komme i terapi-behandling og at det vil koste ham mange energier at blive rask men at det nok skal lykkedes med hans egen hjælp - det virkede han knapt så begejstret for.
Som han selv udtrykte det: "Det lyder nærmest umuligt".

Efter påsken vil han blive taget op til visitation på deres møde, men lægen sagde der ikke var noget som helst tvivl om at han blev godkendt til behandling.
Derefter vil vi så modtage et brev med henblik på behandling i form af - så vidt jeg husker - kognitiv terapi. Hedder el. siger man sådan ?

DESVÆRRE skal vi regne med et par mdr. ventetid - det gode er så at han kan komme i behandling 5-10 min fra hvor vi bor.

Men hvad med mig... Hvordan skal jeg gebærde mig, hvad skal jeg gøre i alt dette her, hvordan kan jeg støtte min søn, hvor kan jeg beklage mine frustrationer og tanker.

Og hvordan takler vi i det hele taget alt dette nu hvor diagnosen endelig er stillet ?

Undskyld mit lange indlæg med jeg har virkelig brug for luft og gode råd.

[Mulle]

Hej Frk.Mansa
Jeg sidder og er ved at tude mens jeg læser dit indlæg.
Det gør jeg fordi jeg for halvandet år siden var i nøjagtig samme situation som du er i.
Min søn der nu er 11år, har lidt af OCD i et par år. I starten troede vi også at det var en eller anden fiks ide` der fik ham til at udfører sine handlinger.
Vi er blevet klogere nu, fordi jeg tilfældigt så et tv pogram der handlede om OCD og pludselig kunne se, at det var alt det min søn indeholdt.
Min dårlige samvittighed over at jeg ikke opdagede det noget før, hænger stadig som en skygge over mit hoved og jeg kommer den nok aldrig til livs.
Sådan er man jo som forældre. Men jeg kan leve med den nu, netop fordi vi i løbet af den tid han har været i behandling, har fået snakket det igennem med både ham og hans psykiater.
Jeg har også haft utrolig stor gavn af disse sider, som jeg ikke kendte til før.
Jeg har fået hurtig respons fra søde mennesker der enten lider af OCD eller er pårørende, og det har hjulpet mig virkelig meget. Blandt andet til at se, at der ER hjælp at få og at man ikke er den eneste i verden der er havnet i fælden.
Min søn har først fået medicin for 3 mdr. siden, og det har givet både ham og os et helt nyt liv. Han fortæller mig åbent om hvordan han har det, og samtidig er han kommet rigtig mange af hans tvangstanker til livs.
Jeg ved at I er på vej i den rigtige retning nu, og håber virkelig at det lykkes for Jer at komme ind på rette spor.
Hilsen
Mulle

[Frk. Mansa]

Hej Mulle

Tusind tak for dit svar.

Jeg er ved at hive håret af mig selv lige nu af frustrationer.

Min søn har ligget syg de sidste 2 dage, han har kun forladt sengen når han vitterligt var nød til at gå på toilettet.

Lige nu er han i bad og har allerede været igang i 45 min.
Imens fik jeg nærmest "instrukser" på hvordan jeg først skulle vaske hans bord af med en helt ren klud, dernæst tage hans beskidte sengetøj af og så tørre hans stænger på sengen.
Så skulle jeg vaske mine hænder og tage nyt sengetøj frem og lægge på.
Hans briller lagde han selv på 2 stk. køkkenrulle på køkkenbordet da bordet jo er rent og hans briller beskidte indtil jeg lovede at vaske dem grundigt i sæbe.
Til slut blev jeg bedt om at vaske hans dørhåndtag af da han havde bemærket jeg havde rørt ved det.

Og i skrivende stund mens min søn er i bad, har han haft kaldt på mig.
Han fortalte han havde ondt i maven, følte det var nyttigløst at stå og vaske sig da der alligevel ikke er nogen bukser i skuffen der er rene nok til han vil tage dem på.
der er kun 2 par han går med og begge er til vask lidt nu. Det ene par fordi de er beskidte - det andet par fordi min kæreste kom til at lægge dem på min søns kommode da han lagde rent tøj på plads.
Og som tidligere skrevet føler min søn kun hans tøj er rent nok hvis det bliver lagt på hans skrivebordsstol.

Jeg kan høre han står og græder og jeg er TOTALT MAGTESLØS.

Hvad fanden skal/kan jeg gøre - jeg søger virkelig hjælp fra nogen af jer herinde nu.

Mulle... Må jeg spørge hvorfor din søn får medicin ?
Jeg forstod på psykiateren at det hun kaldte kognitiv terapi var havde vist sig at være en bedre løsning end medicin.

Hvad gør medicinen, hvordan hjælper den ?

Og hvordan klarede/klare i at komme igennem det her som en hel familie ?

[Mulle]

Hej

Jeg føler virkelig med Jer, for jeg kan bare mærke det hele komme op i mig igen.
Jeg vidste lige så lidt om sygdommen som du gør, og det var jo en af de ting der også gjorde mig magtesløs. Jeg har søgt og suget alt til mig om emnet og det har hjulpet mig en del, men disse sider her har også været en uvurderlig hjælp, så brug dem endelig!
Min søn får nu den medicin der hedder Zoloft, som også hører til gruppen af de såkaldte lykkepiller. Lige netop de præparater går ind og tilsætter det stof der hedder serotonin, som er et af hjernens signalstoffer, og det kan være en forstyrrelse i produktionen af dette stof, som udløser sygdommen.
Det er den forklaring vi har fået af psykiateren.
Hvis du læser nogle af de mange indlæg, vil du også se at de fleste af de OCD ramte tager denne form for medicin.
Den kognitive behandling har jeg også hørt en masse positivt om, men min søn ville ikke kunne klare den form for behandling uden medicin ved siden af.
Før græd han sig i søvn hver aften, fordi tvangstankerne fuldstændig tog magten. Han stod op minimum 50 gange for at tjekke om alt nu var i orden, og når vi endelig fik bugt med en af tingene, startede der bare en ny.
Nu har jeg fået en søn med læssevis af selvtillid, som han ikke ejede mens tvangstankerne var værst. Han kan modarbejde tanker og ritualer og har pludselig fået troen på, at han nok skal blive rask. Og hvis ikke, så kan han leve normalt med den smule der er tilbage.
Jeg har grædt så mange tårer, både når min søn for` rundt og desperat forsøgte at udfører alle sine ritualer, men også så snart han sov, så væltede magtesløsheden ind over mig.
Jeg manglede nogen som kunne forklarer mig hvorfor vores familie var på afgrundens rand, men det er ikke nemt at søge blandt venner og familie. Man skal simpelthen ha` prøvet det for at vide hvad det drejer sig om og hvordan man har det. Vi har skiftet fra en Psykolog til en psykiater undervejs i forløbet, og hun har været et af mine holdepunkter samtidig med, at jeg som sagt har hængt utallige timer på denne hjemmeside.
Det er en hård og meget sej kamp at komme igennem og vi har lang vej endnu, men vi kan som sagt leve med det som det er.
Det håber jeg også sker for Jer.
Mange tanker herfra

[Frk. Mansa]

Hej Mulle

Det føles bare så rart og godt at læse dine ord.

Dels fordi det er helt nyt at der er diagnose på og vi nu skal til at forholde os til det, men særligt også at opdage her på nettet at der er mange andre ligestillede.

Og specielt også at læse indlæg fra jer forældre - at vide jeg ikke er den eneste der går dette igennem med min søn.
Det hjælper indeni til at holde humøret højt så godt som det nu er muligt.

Pt. forstod jeg på psykiateren vi talte med i mandags at hun mener min søn kan klare sig med kognitiv adfærdsterapi.
Men egentlig er jeg fuldstændig ligeglad om det er det ene eller det andet, bare det hjælper ham.

I går efter min søn havde været i bad, oplevede jeg en situation jeg ikke har prøvet før og som gjorde mig virkelig bange.
Han stod på sit værelse og idet han skal tage sin t-shirt på, rammer den hans loftlampe og han bliver fuldstændig hysterisk og gal.
Han pruster af arrigskab, bander og svovler blandet med gråd.

Jeg kunne bare stå uden for hans værelse og intet gøre.
Jeg var så tæt på at ringe til nordvang igen og få fat på en læge. Jeg blev så bange og tanken om at der er et par mdr. ventetid er næsten ikke til at holde ud.
Jeg spurgte ham hvad jeg kunne gøre, fik desværre også tænkt højt for fik sagt at jeg var bange og overvejede et opkald til lægen mht. en eller anden hjælp, måske indlæggelse eller hvad vidste jeg.
Han råbte sure ting til mig, jeg reagerede ved nok at se opgivende og gal ud og tjuhej hvor det gik.

Efter min søn var faldet lidt ned igen, vasket hænder flere gange, vasket sin t-shirt med hænder smurt ind i sæbe og taget den på igen... Sad vi sammen i køkkenet og talte om det skete.

Han var enormt ked af jeg havde nævnt noget om indlæggelse - DUMME DUMME mig - men det var faktisk en rigtig god snak vi havde.
Jeg forklarede ham hvor bange jeg var blevet, hvor totalt magteløs jeg bare stod og følte mig ved at se mit barn lide og intet kunne gøre.
Fortalte ham hvor meget jeg bare havde lyst til at kramme ham hårdt ind til mig og hjælpe ham og at det var min frustration over ikke at kunne alt dette der havde fået mig til at tænkte højt.

Min søn fortalte mig så at han normalt holder raseriet inde ( er vel også frustrationer ) når og hvis han kommer til at ramme sit tøj el. fingre mod noget.
Normalt knytter han så blot sine hænder og presser hårdt sammen til han falder til ro.
Men i går var han blevet så gal på sig selv over blusen ramte lampen at han ikke kunne holde det inde.

Vi blev enige om at grunden til vi endte op med at blive sure på hinanden var gensidig uvidendehed om hvordan den anden har det inden i.
At det er svært for os begge at forstå den andens følelser og frustrationer.
At det forhåbentligt bliver bedre når han kommer i behandling og jeg håber sandelig på at der så også bliver lidt snak med mig som forældre mht. hvordan jeg kan støtte herhjemme og hjælpe min søn.

Det sad bare i mig længe efter, trods vores gode snak.
Jeg er så bange og ked af det.
Bl.a. bange for at det når at blive endnu værre inden han starter i behandling.

Men igen..

hvor føles det altså bare super godt at kunne læse på dette forum, få bekræftet at vi ikke er alene om OCD.
At læse indlæg hvor der bl.a. er "historier" der ligner min søns og så at der er HÅB forude.
Stor stor lettelse men lyset føles bare næsten uopnåeligt pt.

[Frk. Mansa]

Mulle forresten..

Hvad ligger til grund for at din søn ikke ville kunne nøjes med kognitiv terapi ?
Prøvede i det først inden psykiateren besluttede han også skulle have medicin ?

Og får han så kun medicin nu og ingen anden behandling ?

[Mulle]

Hej Frk. Mansa

Hvor jeg kender det du fortæller om raserianfaldet fra din søn.
Jeg gjorde som du, og fik trådt ved siden af rigtig mange gange. Det kan ikke tælles de gange hvor han har råbt og skreget i raseri og fustration, både over hans tanker, men også over at jeg ikke forstod hvordan han havde det inderst inde.
I dag har han en jævnaldrende kammerat fra skolen der har fået samme diagnose, og forleden fortalte han mig hvor rart det var at ha´ en at tale med om det vi andre ikke forstår. Derfor synes jeg at det er vigtigt at din søn også får kontakt til nogle af de andre unge her fra foreningen, så han kan se han ikke er alene.
Med hensyn til den kognitive behandling, gik den psykolog vi startede hos ikke ind for behandlingen, men psykiateren vi kommer hos nu bruger den men mente ikke at den kunne "stå alene" når han havde det så skidt. Jeg ville også ønske at vi var gået med til medicin fra starten, for det havde afgjort været det bedste.

[Frk. Mansa]

Jeg har lige søgt vidre i dette forum og fandt et indlæg med link til en super side.

http://ocd-foreningen.dk/multimedia/

Den giver et rigtigt godt indblik fra både den OCD-ramte men også fra de pårørende.

Jeg har brug for alt den information jeg kan finde lige nu.

Mulle, ved du noget om..

Læste i et andet indlæg at man som forældre til en OCD ramt kunne få stillet 10 timers psykologhjælp til rådighed gratis ?

Jeg tænker blot.. Jeg har jo i den grad også brug for a tale med en læge om hvordan pokker jeg kan hjælpe og støtte min søn på bedst mulig måde og også få bearbejdet min egen frustration over alt dette.

[Mulle]

Vi har været så heldige at ha´ en praktiserende læge der fra dag 1 har hjulpet os 100%.
Dvs. at han henviste os til psykolog med det samme, fordi han selvfølgelig ikke selv havde ekspertisen. Siden hen hjalp han os videre til den psykiater vi går hos nu. Hun havde 9 mdr. ventetid, men ringede os op en dag og sagde at hun var nød til at gi` os en tid, da hun nok ikke slap af med vores læges plagen før hun gjorde noget
Er der noget at sige til at jeg er ham evig taknemmelig?!
Derfor er jeg ikke så meget inde i regler og paragraffer omkring dette her.
Psykiateren tilbød fra start alle os pårørende - både min søns far, min kæreste, min store datter og jeg, alt den tid og støtte vi havde brug for.
Jeg ved at jeg ikke kunne ha` klaret mig uden og derfor skal du da helt klart kæmpe for at få hjælp også. Jeg er af det indtryk, at jeg ikke kunne hjælpe min søn hvis jeg ikke også selv havde fået hjælp.

[Anette]

Hej Frk. Mansa og Mulle

Jeg har lige læst jeres indlæg og det berører mig dybt at læse dem. Mit navn er Anette og jeg er selv mor til Sanne som er 22 år og hun har OCD. Ja, det er os fra OCD-foreningens multimedie....

Jeg syntes bare at I begge tackler det hele rigtig flot og jeg har stor forståelse for jeres frustrationer. Det er svært at vide hvad man skal gøre som forældre, men jeg syntes at det er rigtigt gjort med at du, Fr. Mansa har slået i bordet over for læge og fået en tid så hurtigt...det er super godt gået. Men jeg kan næsten mærke på min egen krop, hvordan du har lidt og været angst...jeg har prøvet nøjagtig det samme selv. Også senere da Sanne var meget selvmordstruet. Jeg turde ikke gå fra hende et sekund og samtidig var det svært da hun ikke bor hjemme, men sammen med sin kæreste Mikkel.

Det er meget vigtigt med kognitiv terapi og samtidig medicin. Det er den bedste løsning og det der er mest erfaring med og bedring for den ocd-ramte.
Der er dog nogen der har svært ved medicinen, men der er flere forskellige præperater som man kan afprøve, men det er selvfølgelig vigtigt at det er psykiateren der kører det løb. Der er mange muligheder for hjælp og jeg vil gerne besvare spørgsmål, hvis der er noget jeg kan hjælpe med.

Det er rimeligt hurtigt at komme til med behandling når det er inden for et par mdr. Men de mdr. kan være frygtelig hårde og lange at komme igennem.

Jeg syntes I begge har haft en rigtig god dialog om det hele og vil meget gerne lige fortælle jer begge, at vi jo i Næstved har en lokalgruppe i OCD-foreningen hvor vi holder møde den sidste tirsdag i hver mdr. Det foregår i Futura Centeret i Ringstedgade I Næstved fra kl. 19-22. Vi er en rigitg god gruppe som består af OCD-ramte og pårørende. Vi har et par fa,ilier med drenge i alderen 14-15 år som har ocd. Drengene har været med til møderne og er rigtig glade for det. Vi har også nogle med børen i aldren 7-8 år. Der er også mogle i alderen 18 til midt 40´erne. Derudover er der en del forældre eller andre pårørende.
Vi snakker om løst og fast og om OCD som sådan og behandlinger og udveksler erfaringer og gode råd.

Jeg ved ikke hvor i landet i bor, men I er hjertelig velkomne. Det hjælper rigtig meget at mødes med ligestillede. Vi har det også rigtig sjovt sammen...

I er altid velkomne til at skrive eller ringe til mig hvis I har lyst eller brug for det. Jeg er kontaktperson for lokalgruppen Næstved og er med i bestyrelsen.

Jeg ønsker jer alle held og lykke...

mange hilsner fra Anette
anetteholm@ocd-foreningen.dk, anetteholm@gmail.com, tlf. 55561505 el. 28494005

[Frk. Mansa]

Hej igen...

Har været på arbejde i dag og må faktisk tilstå jeg lidt synes det var rart at få fokus på andre ting.
Den sidste uge har jeg været helt oppe og køre over min søns diagnose og læst mig grundigt firkantet i øjnene snart.
og så alligevel kan jeg ikke lægge det fra mig, for tog mig mange gange at tænke på om min søn nu var vågnet, lå han mon i sengen og ikke lige orkede at stå op grundet han så skulle i gang med dagens gøremål af vasken hænder, tager han nu noget og drikke/spise - fundet ud af det har lidt med hans humør af gøre i forhold til rene hænder og indtagelse af mad/drikke.

Siden mandag og frem til nu, synes jeg allerede der er sket store ting.
Dels har min søn jo som sagt fået stilelt diagnosen hvilket har været den største lettelse (blandet med stor sorg/frustration over hvorfor lige ham).
Men dels har jeg pludseligt opdaget ved at læse på disse hvor mange andre mennesker der har det som ham mere eller mindre og læst hvordan jeg som pårørende ikke er alene om at have det som jeg har.

Samt har vi pludseligt fået en hel anden åbenhed omkring det herhjemme.
Fra at gå og skælde ham ud, kan vi nu sidde og tale om det på en helt anden måde - hvilket også må være til kæmpe lettelse for min søn.

Som feks. her til aftensmaden.
Jeg fortæller min søn og kæreste at jeg har læst der er møde i Kbh. og om vi ikke skulle deltage.
At min søn så er tilbageholden omkring det og vil vide mere om hvad der sker til et sådan møde, er èn ting... Men bare det at vi nu kan sidde og tale om det med forståelse - den forståelse vi nu kan have da vores viden er meget lille - er så rart.

Jeg har tænkt mig at se tiden an til vi modtager brev med behandling, og går det hen og bliver værre forinden så ringer jeg fluks til nordvang igen og forlanger handling her og nu.
Ikke at jeg tror jeg kan udføre mirakler om forkortelse af ventetid, men så længe jeg ikke handler vil der jo heller ikke ske noget - og bare den beslutning i sig selv føles faktisk ret godt inden i.
Samt tror jeg som sagt vi på bare disse dage er kommet et langt stk allerede ved at vide og have mere forståelse for min søns handlinger.

Jeg har også været åben omkring det på mit arbejde. I mandags da jeg blev nød til at gå midt i det hele for at hente min søn og køre på hospitalet, skrev min leder blot en kort mail til mine kollegaer at sønnike var blevet syg.
Jeg har holdt det skjult på jobbet, var vel bange for hvordan de ville tænke om min søn og samtidig har jeg jo ikke selv kunne svare på hvad der var galt.
Tirsdag holdt jeg fri grundet min søn var vågen det meste af natten, rigtig ked mv. men i onsdag skrev jeg så en lang og forklarende mail til kollegaerne.
Fortalte om diagnosen, min søns handlinger og hvordan det fyldte i vores hverdag og har kun fået positiv respons.

Da jeg mødte ind på job her til morgen lå der en mail fra min chef - trods hun også havde været henne hos mig i onsdag og spørge til min søn på en rigtig dejlig måde - at jeg altid bare kunne komme til hende/ringe til hende privat hvis jeg følte brug for at tale.
Og hvor var det bare en god følelse inden i.

Så alt i alt er jeg lige nu i godt humør.
Fået det lidt på afstand i dag grundet arbejde, fået en god snak med søn og kæreste ved aftensmaden og kan helt klart mærke på min søn han er livet lidt op hvilket jo sandsynligvis skyldes de ting der er sket den sidste uge.

Jeg er klar over situationen kan vende hvert øjeblik i forhold til min søn og hans sindstilstand, men lige i skrivende stund er der ro og lettelse.

Tak for jeres svar, Mulle og Anette.
Jeg sætter enormt pris på den respons jeg har fået på mine indlæg - TAK.