Dokumentar på TV2 om OCD, den 12. maj 2005, 20.00

[Lisbeth]

Jeg tror, datoen er ved at være sikker nok nu, til at jeg kan fortælle den.
TV2 har gennem de sidste mange måneder arbejdet på en dokumentar omhandlende OCD. De sætter fokus på, hvad det vil sige at have OCD, fejlbehandling og kampen med systemet for at få den rette behandling. Jeg og 4 andre medvirker i udsendelsen.

Udsendelsen bliver sendt torsdag den 12. maj klokken 20.00. Hvis der kommer ændringer, som jeg bliver oplyst om, noterer jeg det her.
Jeg har lige fundet en side på TV2´s hjemmeside, hvor de skriver noget om udsendelsen. Adressen er her: http://sites.tv2.dk/tv2dok/

God fornøjelse

VH
Lisbeth :wink:
-redaktør-


Tilføjelse den 15. maj 2005 af Mads Chr. Jensen, administrator
Udsendelsen kan nu ses/genses på TV2 Sputnik (kræver betaling (20,- kr.))

Link til TV2 Sputnik: http://sputnik.dk/

Direkte link til udsendelsen på TV2 Sputnik:
I tankernes vold

[løven]

Det var en rigtig fantastisk udsendelse, håber det kan sætte gang i noget. Jeg lider af ocd, men har endnu ikke søgt behandling, men kunen kende mig selv i SÅ mange af tanker i de 4 personer i udsendelsen. Tak fordi i ville medvirke og være med til at hjælpe andre til at søge behandling og det offentige til at få øjnene op, mange tak!

[løven]

Først og fremmest: TAK!
Udsendelsen rørte mig dybt, fik mig til at græde. Synes det var forfærdeligt at se den kamp du/i må kæmpe både mod systemet og OCD´en. Er selv stort set helbredt af min OCD og lever fint med de få rester der er tilbage, men får kuldegysninger ved tanken om, hvor jeg havde været hvis min kommune/læge ikke havde ønsket at hjælpe mig.
Jeg håber, at der kommer fokus på sygdommen og behandlingsmulighederne nu, så folk kan få den hjælp de har brug for og få et værdigt liv...

K

[løven]

Der skal også herfra lyde en kæmpe tak til jer, der var med i udsendelsen. Hvor jeg dog ønsker, at det sætter fokus på den rystende inkompetence der er i det danske behandlersystem!

Mange hilsener

Allan

[løven]

Hej

Nu er det da vist på tide at det offentlige system begynder at behandle mennesker med OCD ordentligt.

Jeg blev måløs da jeg i aften (12/5) så udsendelsen om OCD.

Hvorfor skal disse mennesker have denne negative særbehandling??

Nu må ansvarlige politikere se at få styr på dette, så alle bliver behandlet lige. Jeg vil gerne støtte en underskrift indsamling med krav om retfærdig og lige behandling for alle.

Mange hilsner og gode tanker

Michael

[løven]

Hej
Jeg så udsendelsen på TV2 og kunne nikke genkendende til mange af de tanker og den angst der var hos de medvirkende. Jeg har aldrig hørt om diagnosen OCD, men mens jeg gik på gymnasiet begyndte jeg at frygte snavs, bakterier, blod og havde en utrolig frygt for at blive syg, men også for at smitte andre, hvis jeg nu allerede var syg. Rengøringsmidlerne var min ven, men samtidig en utrolig fjende. Hvis jeg fik dem på mig kunne det jo være farligt, men samtidig kunne jeg fjerne bakterier i min lejlighed. Det fyldte utrolig meget i min hverdag og jeg var konstant styret af tankerne. Jeg følte mig utrolig hæmmet og kunne ikke forestille mig, hvordan jeg nogensinde kunne lade være med at være styret af mine tanker, som jeg jo inderst inde godt vidste var urealistiske.

Sådan havde jeg det i 3-4 år. Jeg har aldrig været til psykolog eller lign. For ca. 1½ år siden stoppede jeg med mine p-piller og på samme tid følte jeg, at al min spekulation og frygt forsvandt. Det var som om, at en sky gik fra solen og jeg kunne slappe af i mit hoved. Jeg holdte hurtigt op med at være bange for alt ting og tro at jeg var syg. I dag føler jeg ikke længere at jeg har dette problem(OCD) og jeg gør ting som jeg dengang ikke ville kunne uden at blive angst.

Jeg har ikke forstand på sygdommen, men når jeg tænker tilbage begyndte det hele, da jeg startede med at tage p-piller og sluttede da jeg stoppede igen. Jeg har en ide om, at hormonbalancen kan have en indflydelse på hjernen, som gør at man kan få disse symptomer.

Jeg ved at det er noget af en påstand, og at det muligvis er helt forkert, men samtidig føler jeg bare at jeg bliver nød til at skrive det, hvis nu andre vil opleve det samme ved at droppe p-pillerne. Det kan jo være og jeg ved hvor strenge det kan være.

Venlig hilsen
Pernille

[løven]

Jeg er ked af at sige det, men som person helbredt for tvangstanker må jeg sige :"Hvis I ikke får medicinsk behandling bliver I *aldrig* raske".

Jeg gik selv i flere år med smerter som i virkeligheden var indbildte, og jeg er sikker på jeg aldrig ville være blevet rask hvis det ikke var for antidepressiver. Nu tager jeg Seroxat sammen med Lamictal, men måtte igennem mange kombinationer af medicin før jeg for alvor fik det godt.

Nu så jeg kun den del af programmet der handlede om pigen fra Kolding der ugentligt tog til psykolog i København. 2 års behandling havde efter min bedømmelse kun ringe effekt, og selvom tvangsfænomenerne kan bedres, ændrer sygdommen sig bare til depression istedet, det er ihvertfald det jeg oplevede efter jeg erkendte mine 'fysiske' smerter var indbildning.

Kommunen handler formentlig ud fra pengemæssige grunde; men min mening er nu at nok så mange års psykologbehandling ikke ville gøre fra eller til. Jeg har selv prøvet dette, og det var spild af penge, ihvertfald på det sygdomsmæssige plan. Jeg forstår dog godt at det hjalp pigen til at bibeholde håbet; uden håb går man ned.

Vi I ikke godt bortkaste alle ideer om at det er forkert at 'springe over hvor gærdet er lavest', at psykofarmaca er forkert, farligt mv. I ødelægger Jeres liv således, blot på grund af tåbelige menneskers foragt for 'lykkepiller'. Det kræver formentlig lang tids medicinering, høje doser og vedholdenhed at nå frem til det rigtige resultat. Jeg har selv fået Fontex, Tolvon, Efexor, Seroxat og Lamictal (sidstnævnte er epilepsimedicin med markant virkning på min depression/tvangslidelse), i doser helt op til 5 stk Fontex dagligt. Det tog næsten 3 år at finde kombinationen af Seroxat og Lamictal der gjorde mig rask, jeg *ved* der er en medicinering der kan hjælpe og helbrede Jer derude. Men glem psykologi, det er spild af Jeres kostbare liv.

[Lisbeth]

Jeg er ked af at sige det, men som person helbredt for tvangstanker må jeg sige :"Hvis I ikke får medicinsk behandling bliver I *aldrig* raske".

Jeg gik selv i flere år med smerter som i virkeligheden var indbildte, og jeg er sikker på jeg aldrig ville være blevet rask hvis det ikke var for antidepressiver. Nu tager jeg Seroxat sammen med Lamictal, men måtte igennem mange kombinationer af medicin før jeg for alvor fik det godt.

Nu så jeg kun den del af programmet der handlede om pigen fra Kolding der ugentligt tog til psykolog i København. 2 års behandling havde efter min bedømmelse kun ringe effekt, og selvom tvangsfænomenerne kan bedres, ændrer sygdommen sig bare til depression istedet, det er ihvertfald det jeg oplevede efter jeg erkendte mine 'fysiske' smerter var indbildning.

Kommunen handler formentlig ud fra pengemæssige grunde; men min mening er nu at nok så mange års psykologbehandling ikke ville gøre fra eller til. Jeg har selv prøvet dette, og det var spild af penge, ihvertfald på det sygdomsmæssige plan. Jeg forstår dog godt at det hjalp pigen til at bibeholde håbet; uden håb går man ned.

Vi I ikke godt bortkaste alle ideer om at det er forkert at 'springe over hvor gærdet er lavest', at psykofarmaca er forkert, farligt mv. I ødelægger Jeres liv således, blot på grund af tåbelige menneskers foragt for 'lykkepiller'. Det kræver formentlig lang tids medicinering, høje doser og vedholdenhed at nå frem til det rigtige resultat. Jeg har selv fået Fontex, Tolvon, Efexor, Seroxat og Lamictal (sidstnævnte er epilepsimedicin med markant virkning på min depression/tvangslidelse), i doser helt op til 5 stk Fontex dagligt. Det tog næsten 3 år at finde kombinationen af Seroxat og Lamictal der gjorde mig rask, jeg *ved* der er en medicinering der kan hjælpe og helbrede Jer derude. Men glem psykologi, det er spild af Jeres kostbare liv.

Hej Henning

Jeg er pigen fra Kolding. Jeg er i medicinsk behandling. Jeg har været det i 7 år, uden jeg har fået den store virkning ud af det. Du skal passe på med at udtale dig om noget, du ikke ved med sikkerhed. Nogle hjælpes meget af den medicinske behandling. Vi er dog også en stor del, der opnår en meget ringe effekt ved det. Den psykologiske behandling hjælper mig. Det er ikke spild af tid. Den redder mit liv. Det er også forskningsmæssigt bevist, at den rette psykologiske behandling har en rigtig god virkning. Den forkerte gør det værre, som man i dokumentaren kunne se, var tilfældet for mig.

VH Lisbeth

[løven]

Hej!

Det var en fin udsendelse. Det var flot, at I turde medvirke

Jeg har selv gået en masse i almindelig samtaleterapi, hvilket hjælper et stykke tid, men så er den gal igen. Jeg vil meget gerne i kognitiv adfærdsterapi, men må selv betale, fordi der ikke er nogen offentlige tilbud. Hvordan kan man overse sådan en sygdom :shock:
Jeg har prøvet medicin. Den hjalp måske i starten, men efterhånden blev bivirkningerne værre og værre, så selve den positive virkning af medicinen var meget lille. Jeg har ikke fortrudt min beslutning om at stoppe med medicin. Nu vil jeg gerne i behandling, gider ikke snakke mere om min barndom, familerelationer osv osv. Jeg vil have noget, der virker.

Venlig hilsen Mig :)

[løven]

Jeg er ked af at sige det, men som person helbredt for tvangstanker må jeg sige :"Hvis I ikke får medicinsk behandling bliver I *aldrig* raske".

Jeg gik selv i flere år med smerter som i virkeligheden var indbildte, og jeg er sikker på jeg aldrig ville være blevet rask hvis det ikke var for antidepressiver. Nu tager jeg Seroxat sammen med Lamictal, men måtte igennem mange kombinationer af medicin før jeg for alvor fik det godt.

Nu så jeg kun den del af programmet der handlede om pigen fra Kolding der ugentligt tog til psykolog i København. 2 års behandling havde efter min bedømmelse kun ringe effekt, og selvom tvangsfænomenerne kan bedres, ændrer sygdommen sig bare til depression istedet, det er ihvertfald det jeg oplevede efter jeg erkendte mine 'fysiske' smerter var indbildning.

Kommunen handler formentlig ud fra pengemæssige grunde; men min mening er nu at nok så mange års psykologbehandling ikke ville gøre fra eller til. Jeg har selv prøvet dette, og det var spild af penge, ihvertfald på det sygdomsmæssige plan. Jeg forstår dog godt at det hjalp pigen til at bibeholde håbet; uden håb går man ned.

Vi I ikke godt bortkaste alle ideer om at det er forkert at 'springe over hvor gærdet er lavest', at psykofarmaca er forkert, farligt mv. I ødelægger Jeres liv således, blot på grund af tåbelige menneskers foragt for 'lykkepiller'. Det kræver formentlig lang tids medicinering, høje doser og vedholdenhed at nå frem til det rigtige resultat. Jeg har selv fået Fontex, Tolvon, Efexor, Seroxat og Lamictal (sidstnævnte er epilepsimedicin med markant virkning på min depression/tvangslidelse), i doser helt op til 5 stk Fontex dagligt. Det tog næsten 3 år at finde kombinationen af Seroxat og Lamictal der gjorde mig rask, jeg *ved* der er en medicinering der kan hjælpe og helbrede Jer derude. Men glem psykologi, det er spild af Jeres kostbare liv.

Hej Henning!

Du har selvfølgelig lov til at have din egen holdning, men man skal nok passe meget på at generalisere, da mennesker jo nu én gang er forskellige. Min søn og jeg medvirkede også i tv-programmet og selv om han efter filmoptagelserne fik tilbagefald med både lampeolie og optænding, så har han det faktisk godt. Og vi skal nok komme videre! Og han har på intet som helst tidspunkt været medicineret. Vi har klaret det udelukkende ved hjælp af kognitiv adfærdsterapi. Og han er altså virkelig kommet langt. De, som har gavn af medicinen, skal selvfølgelig have den, men der er jo ikke nogen grund til at medicinere, hvor det ikke er nødvendigt. Der er jo trods alt også bivirkninger ved medicinen.

Jeg håber, at udsendelsen skaber den debat, der er nødvendig for, at der endelig kan gøres noget for de OCD-ramte, der ikke kan komme i behandling uden selv at skulle betale for det. At der nu vil blive uddannet flere terapeuter, der kan give den rette behandling.

Vores begrundelse for at medvirke var at give håb til andre, der måske synes, at det virker håbløst og udsigtsløst. Der er behandling, der virker og som kan medvirke til, at man får et tåleligt liv. Måske oven i købet et godt og indholdsrigt liv uden at være styret af sine tvangstanker og handlinger.

Det gjorde dybt indtryk på mig at se de øvrige medvirkende og man kan virkelig fundere over hvor lidt det i virkeligheden ville koste samfundsøkonomisk at betale for psykologbehandling contra en førtidspension i 40 år eller mere. For slet ikke at tale om den forpligtelse samfundet har overfor mennesker, der er syge. Kære politikere, det må sørme kunne gøres bedre!!!!

Med venlig hilsen

Bente

[løven]

Til alle jer i TV udsendelsen.

Jeg synes i gjorde det rigtig godt, ligeså synes jeg det er meget modig gjort
at fortælle om sine "hemmelige, pinlige" tanker, og så i TV.
Nu ved naboen, skolekammerater, købmanden og mange andre
hvad i går og bøvler med.
Jeg var også blevet spurgt, men jeg turde ikke, fodi jeg har to
teenager, de ville være meget kede af at
:oops: DERES MOR :oops: stod frem på TV.

Inger.

[løven]

Til Lisbeth og andre

Jeg er glad for at du har forsøgt medicinsk behandling, jeg vil også opfordre moderen til lampeolie-drengen (må være Bente), til at forsøge med medicinsk behandling. Jeg mener selv, ud fra bla. egne oplevelser, at tvangssyndromet er forbundet med depression, og bortset fra selvmordsrisikoen som er reel ved tvangstanker og -handlinger, er det spildte dage i ens liv at være syg når man kunne være rask.

Det er ikke nok at have et tåleligt liv, man kan godt forlange at være rask. Jeg troede aldrig det ville lykkes mig, men det gjorde det altså. Jeg må derfor sige hvis jeg kunne blive rask, så kan I og Jeres kære altså også. Men næppe med psykologhjælp; ligesom bulimi og anoreksi er det tilstande der er så knugende at samtale ikke kan ændre den.

Lisbeth, du siger at du har været 7 år i medicinsk behandling. Måske reagerer visse mennesker ikke på medicinering, men for mig var det altså også en lang række forsøg der til sidst faldt heldigt ud. For at rekapitulere:

Fontex, Tolvon, Efexor, Seroxat og Lamictal

- min egen læge ordinerede i starten et antipsykosepræparat da hun formodede jeg var skizoid (altså småskizofren). Heldigvis var det ikke tilfældet, men jeg fik det *meget* dårligt heraf. Jeg har også fået et præparat hvor jeg følte mig beruset, hvilket ikke var rart.

Det tog mig 3 års forsøg før jeg reagerede på kombinationen Seroxat og Lamictal. Selvom Lamictal er et epilepsipræparat, var det den ingrediens som hjalp mig. Kun en dygtig psykiater kunne få den ide, ellers havde jeg stadig været meget syg.

Således: Det er *meget* vigtig ikke at opgive før man har gennemgået en kavalkade af medicintyper. Lisbeth, 7 år er meget lang tid, men for at kunne sige du har udnyttet dem bedst, skal du helst have gennemgået en 10-20 kombinationer vil jeg mene.

Min dygtige psykiater, som forresten nærmest er anti-psykolog, dvs. stærkt medicinsk orienteret, hedder Mogens Undén:

Falkoner Allé 112, 1.
2000 Frederiksberg
Telefon: 35373721

- hvordan, hvornår og hvorledes man skal bo mv. for at kunne gå hos ham, ved jeg ikke, men jeg ville måske oprette en proforma-adresse i København hvis det var nødvendigt for at være rask.

Og husk: rask er når *hver* dag er som andre menneskers, stil Jer ikke tilfreds med mindre.

[løven]

Hej Henning

Glæder mig du har fået det godt.

Det lyder spændende med det epilepsi-middel, du får. Hvordan siger din psykiater, det virker?? Altså hvad er årsagen til, at det også virker på din OCD/depressivitet?????

OG MEGET VIGTIGT!!!!!
Behandling er individuel. Nogen har slet ikke gavn af medicin, nogen får en grad af dæmpning af deres symptomer, og endelig er der en gruppe, der bliver symptomfrie af medicin alene. Nogle reagerer dårligt på fx. Zoloft men godt på Seroxat, Cipramil osv. Det er MEGET individuelt. Derfor beder jeg dig om ikke at generalisere. Jeg har talt med folk, der ingen gavn har haft. Hverken af kognitiv adfærdsterapi eller medicin.

Sagen er den at medicinen kun dæmper/fjerner angsten...... Hvis man så stopper med medicinen kan det ske at komme tilbage igen. Derfor er det yderst vigtigt at man lærer nogle redskaber til at håndtere angsten. Det er ved adskillige forsøg blevet bevist at terapien har samme effekt som SSRI.... Det handler om at kunne håndtere angsten. Jeg fraråder kraftigt, at man bruger medicin alene. Der er jo også ulemper ved medicinen som fx. bivirkningerne, der kan være meget generende.

Kort sagt: kognitiv adfærdsterapi arbejder på at fjerne ukrudtet MED rødderne, mens medicinen bare plukker det synlige af ukrudtet væk og sørger for, at det ikke gror igen...... Hvis man så stopper med medicinen kan OCD'en meget vel komme igen.

Så mit råd er helt klart: Få en professionel til at lære jer nogle redskaber, der kan bruges mod angsten. Medicin bør ikke stå alene. Dette er også rådet fra de førende danske forskere på området, som Per Hove Thomsen, Elsebet Steno og Tom Bolwig.

Så lån en masse bøger om OCD'en, så i ved præcis, hvordan i bedst håndtere sygdommen.

Bedste hilsener

Næstformand i OCD-foreningen

[joakimkasper]

Tilføjelse til ovenstående indlæg!!!

Var ikke logget ind..... Kasper Østergaard hedder jeg.......

Jeg er på forum igen i morgen aften........

[løven]

Først en vigtig rettelse: Det er ikke Seroxat, men Paroxetin jeg tager, undskyld misforståelsen.

Lamictal, Lamotrigin eller Lamotrigine, er ifølge denne side http://remedyfind.com/rm-2821-Lamictal.asp (på amerikansk) blevet godkendt som epilepsimedicin i Amerika 1998, og først senere (2003) som antidepressiv. Ifølge min psykiater augmenterer, dvs. forstærker, Lamictal antidepressivets effekt, personligt er jeg gradvist gået fra 80mg Paroxetin og 200mg Lamictal til 20mg Paroxetin+200mg Lamictal, uden at mærke markant forskel. For mig er det som om det er Lamictal der er det virkende.

Lægen indrømmer gerne at effekten ikke kan forklares, men det virker ihvertfald for mig. Psykiatrifondens folder http://www.psykiatrifonden.dk/overhe...Depr.serie.pdf indeholder lidt om Lamictal; søg evt. efter ordet, eller kig på side 90 og fremefter.

Ovennævnte genvej http://remedyfind.com/rm-2821-Lamictal.asp som for så vidt ser ud til at indeholde troværdig vidnesbyrd fra patienter, men som alligevel virker en smule 'amerikansk' i udtryksformen, indeholder flere interessante ting, bl.a. http://remedyfind.com/rem.asp?ID=12577 (Paxil/Paroxetine). Overkategorien 'tvangstilstand' eller ocd, http://remedyfind.com/hc-Anxiety-OCD.asp henviser til diverse typer af medicin og de er så kategoriseret efter brugernes effektivitetsvurdering. Prøv at trykke på de enkelte typer.

--
Jeg er ikke enig i vurderingen af medicin kontra samtaleterapi:

Først, for mig er det ligemeget om mit liv er godt pga. medicin eller samtale, jeg har nogle bivirkninger, men er alligevel 1000x mere tilfreds med at være rask med bivirkninger, end at være dødsenssyg. Når mine indlæg kan være en smule skarpe er det for at ruske op i folk som har angst for medicin; for mig virker det som en slags selvpålagt askese, hvor kun den 'korrekte' raskhed tæller, og hvor medicin er den sidste udvej. Personligt ville jeg gerne have valgt elektrochok hvis det var kommet på tale; jeg er nemlig mere bange for sygdommen end for behandlingen, det er det budskab jeg vil lære andre. En særlig patientkategori som jeg har indtryk af er skrækslagne for medicin, er spiseforstyrrelserne, anoreksi og bulimi. Disse sygdomme virker på mig også som tvangshandlinger, og de står på i årevis. Nogle gange bedres de, andre gange forværres de, men i det lange løb består de. Det er især disse pigers skæbne som får mig til at slå så hårdt på medicinering, det er simpelthen en tragedie at de lever år efter år af deres liv i en miserabel tilstand, og samtidig fornægter medicin ud fra dels medicinangst og en ide om at man skal bearbejde problemerne ud. Det er netop den ide du udtrykker med billedsproget med ukrudt.

Dernæst, efter min erfaring fjerner samtale ingen af årsagerne til tvangstanker- og handlinger, men fænomenerne kan muligvis afhjælpes. Som en anden vandlækage finder sygdommen dog en anden udtryksform, f.eks. depression, angst osv. Endelig er jeg bange for at bedringen tit er midlertidig, og selvfølgelig bliver personen dybt modløs når den hårdt tilkæmpede bedring smuldrer efter et par måneder. Generelt læser man om patienter med fobier, som går på fobiskole i årevis, men kun langsomt får det bedre, og oftest må slå sig til tåls med at være invalidepensionister.

Sidst; det er min forståelse at tvangssyndrom bliver sværere at slippe af med jo længere tid man har det (i udbrud). Derfor mener jeg at man ikke bør afslå medicinsk behandling mens man prøver om samtale hjælper. Tag istedet og kør hårdt på med medicinering, og eksperimenter så med nedtrapning efter man har fået det godt. Man kan langt bedre arbejde med samtaleterapiens positive muligheder hvis man er rask, så hvis man mener samtaleterapi er det rigtige, kan man jo på den måde lade det komme an på en prøve.

--

Pernilles indlæg ovenover understøtter en biologisk/biokemisk sygdomsbegrundelse, og jeg tror hun har ret i det med p-pillerne. Tvangssyndrom forsvinder altså ikke af sig selv efter 3-4 år! Jeg mener også at kunne huske Johannes Møllehaves depression skyldtes et medikament som han fik i forbindelse med hjerteproblemer, dette medikament er kendt for at kunne fremkalde depressioner.

Jeg husker hvor rædselsfuldt jeg havde det i 5-6 år, og jeg blev rask. Husk blot at jeg var igennem en lang række medicinkombinationer, så giv det ihvertfald 5-10 års medicinsk eksperimentering før I vedtager at medicin ikke virker på Jer.

[løven]

Hej Henning.

Jeg er glad for at høre at medicin virker så fremragende på dig, og at du har fået det rigtig godt. Men alle andre er ikke som dig, og der kan derfor ikke dannes konklusioner ud fra dit individuelle sygdomsforløb. Adskellige undersøgelser er lavet med OCD-ramte som viser at nogen får det bedre med behandling andre med medicin og rigtig mange har brug for begge dele. Så jeg synes personligt der er en dårlig opfordring til folk at man bare skal prøve sig frem på medicin i flere år. For at understrege, så er det altså ikke sikkert at det hjælper på alle andre bare fordi det har hjulpet hos dig.

Det handler altså ikke om at være asketisk eller andet, men blot at jeg synes adfærdsterapi er at foretrække i første omgang og hvis det gennem længere tid ikke virker kan man evt. ty til medicinen. Det er i hvert fald mit råd når folk retter henvendelse til mig.

Venlig hilsen Louise

[løven]

Hej Henning!

Jeg håber da, at det er i bedste mening, at du opfordrer "lampeoliedrengen", som du kalder min søn!! til at blive medicineret. Jeg forstår godt, at du gerne vil give dine gode erfaringer videre, men kære ven vil du ikke nok forstå, at det, der hjælper på den ene ikke nødvendigvis er det rigtige for den anden. Du skriver også om forskellige psykiske sygdomme i flæng og behandlingsmetoderne er altså ikke ens for OCD, depression, skizofreni og spiseforstyrrelser! Du skriver også om den psykologiske behandling som samtaleterapi! Det er netop IKKE samtaleterapi, men kognitiv adfærdsterapi, som er noget ganske andet. Man sidder IKKE og behandler traumer i barndommen og forfejlet pottetræning!!! Og jeg kan stå inde for, at det er en behandling, der allerhøjeste grad virker. Så hvorfor i himlens navn skulle jeg så fylde min søn med medikamenter, når han har et godt liv uden? Skulle jeg så også tage det i håb om, at jeg kunne blive lidt lykkeligere??

Der skal ikke herske tvivl om, at hvis min søn skulle blive så forpint, at han ikke kan leve et normalt liv uden medicin, jamen, så ville jeg da ikke tøve et sekund med at tage imod den medicinske behandling. På den måde er jeg overhovedet ikke modstander. Men jeg er modstander af den forherligelse af medicinen som det eneste rigtige - og at alle, der ikke tager imod er nogle tåber!

Det er fint nok, at du sætter gang i debatten og du gerne vil ruske op i nogle, men din generalisering kan man ikke bruge til forfærdelig meget.

Mener du virkelig, at vi i stedet for kognitiv adfærdsterapi, som har gjort min søn stort set symptomfri på et år, i stedet skulle have eksperimenteret med forskellige medicinkombinationer i flere år?? Skulle et dreng (på dengang 11 år) fyldes med alle disse stoffer? Mener du virkelig det? Er det dog ikke bedre, hvis man kan blive rask uden at fylde sig med kemiske stoffer?
Og som en skriver - adfærdsterapi fjerner nemlig ukrudtet med rødder, hvor medicinen kun tager det synlige, som stikker af jorden og ikke rødderne. Det er meget godt og præcist billedsprog.

Men tillykke til dig at du har så god effekt af medicin - det er dejligt for dig, men jeg vil opfordre til dig ikke at docere i forhold til andre - det skal man altså være yderst forsigtig med, når man end ikke kender den enkeltes baggrund.

Du behøver ikke retfærdiggøre, at du har brug for medicin - det er rigtigt for dig. Men ikke nødvendigvis for andre - og så er den ikke længere.

Og vil du så ikke nok vise lidt større respekt for andre mennesker og ikke kalde dem for f.eks. "lampeoliedrengen". Det må jeg indrømme, støder mig!

Med venlig hilsen

Bente

[løven]

Hej Henning og Bente!

Jeg ville nok være en smule skeptisk overfor en psykiater, som kalder sig "anti-psykolog" :shock:
Mine erfaringer med medicin er ret dårlige, så jeg forstår godt, at Bente ikke ville give sin søn en masse underlige stoffer, som han ikke behøvede.

Venlig hilsen gæsten!

[Henning]

Jeg har foerst lige set Jeres svar nu, jeg har ellers vaeret inde og se adskillige gange, men siden fortsaetter aabenbart paa naeste -blad-

Bente:
Det har aldrig vaeret min mening at kalde nogen for noget nedsaettende, saa jeg siger oprigtigt undskyld for min misforstaaelse. Desvaerre saa jeg kun sidste halvdel af udsendelsen, saa jeg fik ikke fat i din soens navn. Atter en gang undskyld.

Kognitiv terapi har saa absolut en effekt, jeg har anvendt det paa mig selv, desvaerre var den psykolog jeg proevede ikke meget vaerd, saa jeg laerte det via en bog. En temmelig vanskelig sag, men naar der er nok paa spil kan alt lade sig goere. Min sygdom kalder psykiateren en maskeret depression.

Du spoerger retorisk om du skulle tage medikamenterne selv for at blive lykkeligere. At der overhovedet findes medicin der permanent kan goere mennesker lykkelige, tvivler jeg paa. Tager man antidepressiver kan man forvente bivirkninger i form af seksuelle forstyrrelser, svimmelhed, kvalme mv er lang, og normale. dvs. ikke medicintraengende mennesker kan ikke forvente at faa anden effekt af medicinen end bivirkningerne. Jeg har selv en fornemmelse herfor, idet jeg ved enhver medicinreduktion ikke har fornemmet ret meget bortset fra i de 3 uger dosisaendringen er maerkbar. Antidepressiver tager man derfor kun hvis det er noedvendigt, og ja, det er en lykke at vaere rask.

Jeg har selv i starten af mit sygdomsforloeb proevet at tage Cisordinol; det er et antipsykotisk praeparat som i virkeligheden er for skizofrene. Det er meget ubehageligt, og tager man dette praeparat faar man det som om man blev lukket inde i en kasse. Jeg har tvaertimod oplevet at naar jeg havde det daarligt, var det som om jeg befandt mig i en osteklokke, fuldt klar over omverdenen, men faldt snart igen ind i egne tanker, tankecirkler eller repetitioner af problemer, fremtidsangst og den slags.

For oejeblikket er jeg ved at trappe ned fra 20 mg paroxetin til 10 mg, og jeg maerker de samme forstyrrelser optraede igen. Dette er almindeligt (for mig} ved dosisaendring, men det goer mig alligevel nervoes. Som vel enhver herinde ved, saa hjaelper almindelig resoneren, som naar man siger til sig selv 'tag dig sammen, det er jo bare i dit hovede', ikke. Netop derfor er det jeg personligt foeler medicin er loesningen; med den forsvinder aarsagerne til forstyrrelserne netop. For mig personligt fjerner medicinen netop roedderne, som for mig er en 'falden ind i mig selv', mens samtale om raesonnen i tanker mv. ikke kan paavirke mit hovedes faktiske adfaer, desvaerre.

Bente: har du ogsaa fornemmelsen af at din soen har det bedre de foerste 5-10 min. efter han er vaagnet? Disse 10 minutter var de bedste jeg havde, senere gik det kun ned ad bakke. Hvis det er tilfaeldet, ja saa er den menneskelige reaktion trods alt ikke helt individuel.

Bente, ingen er taaber, og specielt ikke folk der er i en kvie de kun selv kan forstaa. Naar nu terapien hjaelper, saa vaer opmaerksom paa om depressive symptomer viser sig, i saa fald er det muligt at tvangssymtomet har fundet en anden udtryksform, psykiatrisk er der accepteret at angst, panikangst, fobi, depression, tvangssymptomer, er familiaere sygdomme, maaske i virkeligheden en og samme sygdom, udtrykt individuelt i hvert menneske.

Selvfoelgelig er det bedst uden medicin, deri er vel alle enige. Men 'hjernemedicin' goer for antidepressivernes vedkommende ikke folk anderledes eller virkelighedsfjerne (dvs. det kan forekomme, men saa er der bedre alternativer til den paagaeldende medicintype}.

Louise: Som jeg skrev i tidligere besked, saa kraever medicin taalmodighed. Tvangssymptomer bedres naeppe paa mindre end 1 maaned, og derfor kan det tage flere aar at finde en god medicinkombination. Beskrivelsen af min psykiater staar for min egen regning, han har aldrig kaldt sig selv antipsykolog. Jeg haaber, bortset herfra, at dette forum kan laere os alle noget. Jeg vil ihvertfald gerne hjaelpe saa godt jeg kan, det er derfor jeg er dukket op herinde.