Hypokonder - Eller OCD?

[Tobias]

Jeg vil starte med at indrømme at jeg er meget bange i det jeg skriver dette, bange for at jeg skriver noget forkert (på alle tænkelige måder).
Anyway, back to topic: Jeg har fulgt lidt med fra sidelinjen i et stykke tid, men nu fik jeg samlet mod til selv at deltage her på forummet.

Jeg læste på et tidspunkt om Aspergers Syndrom, hvordan folk med det oplevede "dagen", på det tidspunkt kunne jeg genkende det meste af hvad de skrev, derfor fik jeg overbevist mig selv om at jeg led af det, så jeg kom i en kontakt med en psykiater, blev deprimeret (er jeg stadig). Anyway, senere læser jeg så om "generel" autisme og kan også ligge kende til det. Senere er det så OCD jeg læser om, og også kan genkende, derfor er jeg lidt i tvivl om jeg bare er hypokonder, men nu vil jeg forklare hvordan jeg har det, og så må vi jo håbe at I kan fortælle mig om jeg lider af OCD eller ej.

Jeg har så længe jeg kan huske, altid haft MEGET i mod "fejl", tilbage i folkeskolen skulle jeg allerede i børnehave klassen altid kommentere hvis der var noget galt, hvis læreren sagde noget forkert, skrev noget forkert eller hvis en anden gjorde det. Det fortsatte gennem hele mit skoleforløb og lærerne opfattede det som om jeg kun gjorde det for at irritere. Det var ikke kun i skolen at jeg rettede på folk, det var også f.eks. på nettet hvis en person lavede en stavefejl, grammatik fejl, et eller andet. Samtidig kunne jeg slet ikke fordrage hvis en person rettede på mig, jeg gjorde hvad jeg kunne for at forsvare min fejl, hvis ikke den kunne forsvares, prøvede jeg at skabe en ironisk distance.

Når jeg læser en tekst, så ser jeg fejlene før indholdet. Det er først for et par måneder siden at jeg har kunne stoppe mig selv fra at rette enhver, jeg ser stadig fejlene, og jeg tænker stadig på dem, men jeg undlader nu at fortælle folk om dem. De gør mig næsten utilpads...

En anden ting jeg er, vil næsten sige "bange" for, er små "papirstumper", små plastik stykker, altså f.eks. et stykke køkkenrulle der er revet midt over, eller de "trævler" (er dét det rigtige ord) der sidder på kanten. Eller f.eks. embalagen fra en tygge-gummi pakke. Det er meget svært at sætte ord på disse ting, men er meget bange for dem, tør f.eks. ikke spise karameller indpakket i papir, af frygt for at der stadig sidder rester på, frugt med klistermærker på, også af frygt for at der stadig sidder noget tilbage. Kan ikke fordrage flasker med "afrevede" mærkater, pålægs-embalage der er åbnet forkert. Tror jeg er bange for at få det i munden, men jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle være det. Bare at se på sådanne små "stumper" gør mig utilpas, vil helst ikke røre ved det, så forsøger at skjule det.

En anden ting jeg er MEGET bange for er ost, tør ikke engang røre en ost der er pakket ind i, jeg ved ikke hvor mange, plastikposer eller andet embalage. Jeg vil helst ikke være i nærheden af det, forsøger at holde været for ikke at indånde oste-lugte (eller hva' det nu hedder), men det er ikke fordi jeg er bange for at blive syg.

Kan heller ikke fordrage at få skidt eller andre ting på hænderne, vil f.eks. helst ikke røre ved skraldespande, de skal gerne åbnes med et eller andet, hvis jeg har rørt ved en af mine "fobier" skal der vaskes hænder, men ud over det vasker jeg ikke så meget hænder...

Jeg bør lige nævne at jeg kun er 17 og har gået til psykiater en gang hver 5. uge siden Oktober (vi har ikke diskuteret dette endnu), pga. min depression, men "kom til" ham da jeg troede jeg led af Aspergers syndrom. Min psykiater ville gerne have at jeg skulle have taget en "personlighedstest", så har for nylig talt med en psykolog der skal foretage den.

-Tobias

PS: Jeg er MEGET bange for at blive misforstået, og bliver det ofte, så jeg prøver at udtrykke mig klart og tydeligt, og bruger en gang imellem alt for mange anførselstegn, men tag jer ikke af det. Jeg tror det er fordi jeg er bange for hvad folk tænker om mig, men det er bare et gæt.

PSS: Har gået hjemme siden jeg fik konstateret min depression i Oktober, så jeg tænker meget, hvilket vel godt kan have forvrænget mine tanker lidt, så der kan godt være tale om ren indbildning (vil jeg tro).

[N.J.]

Hej Tobias

Først vil jeg lige starte med at sige at jeg også er forholdsvis ny her. Jeg skulle også lige følge lidt med i hvad andre skrev før jeg selv kastede mig ud i det. Men det er et rart sted hvor jeg har fået nogle gode råd og svar når jeg har skrevet noget. Jeg kender godt det med at være bange for at blive misforstået når man prøver at fortælle noget om sig selv.

Nå, men nu til sagen:

Det med at reagere meget kraftigt på andres fejl er noget jeg kender alt til. Den beskrivelse du giver passer perfekt på hvordan jeg selv er. Jeg kan blive helt flov / pinligt berørt på andres vegne hvis de laver en fejl og kan som du siger heller ikke selv lide at blive rettet på. Det er også noget som jeg har måttet kæmpe med gennem hele min skoletid og nogle gange har det været så galt at jeg har holdt mig for ørerne hvis jeg hørte for mange fejl. Det sender selvfølgelig et virkelig dårligt signal til omgivelserne, især til den det går ud over, men jeg har ikke kunnet styre det.

Så du er slet ikke alene eller unormal hvad angår det med at rette på andre. Det er sjovt at du nævner Asperger Syndrom fordi jeg også selv har overvejet om det kunne passe på mig. Eller måske en anden diagnose på autisme-spektret som det hedder. Har også altid været meget omhyggelig med hvad jeg foretog mig og kan nogle gange være lidt socialt handicappet i min omgang med andre mennesker.

Nå, men jeg har i hvert fald diagnosen OCD og en anden diagnose som hedder Selektiv Mutisme (tavshed i udvalgte situationer), og så er der også lige en let depression. Jeg opfatter bestemt ikke mig selv som hypokonder og vil heller ikke kalde dig det. Måske er det lidt ligesom med mig selv, at du gerne bare vil have undersøgt hvad det kan være fordi du selv har en helt klar fornemmelse af at der er et eller andet? Sådan har jeg det selv, men jeg ved ikke om det er nogen hjælp?

Lige til sidst kan jeg sige at jeg kan følge dig fuldstændig i din angst for skraldespande. Det er også noget af det værste jeg ved. Træner i øjeblikket ikke at vaske hænder når jeg har puttet noget i en skraldespand!

Håber meget at du kan bruge det her til noget og du er velkommen til at skrive til mig hvis du vil!

Mange hilsner

N.J.

[Tobias]

Mange tak for dit svar, N.J.

Jeg føler at jeg er "anderledes", at jeg har et problem, og først den dag jeg ved hvad mit "problem" er, kan jeg få behandling. Så på en måde ønsker jeg faktisk at være syg, jeg tror det er derfor jeg mener at mine dømmekraft er væsentligt svækket. Jeg er dog glad for at høre der er en anden der har det (næsten) ligesom mig. Med det mener jeg ikke at jeg er glad for at DU er syg, men bare at jeg ikke er alene.

Jeg skal tale med den psykolog der skal "undersøge" mig igen her den 19, jeg tro det ville være godt hvis jeg printede dette ud og tog det med til hende (eftersom at jeg ikke kan få mig selv til at sige det).

Igår "skrev" jeg med en jeg mener at have opført mig meget dårligt over for for et år siden, jeg ved egentlig godt at han garanteret er ligeglad med det og har glemt det, men jeg kunne ikke få det ud af hovedet og følte næsten at jeg blev "nødt" til at undskylde, så det gjorde jeg jo så, flere gange. Sådan har jeg det med det for det meste hvis jeg gør noget dumt. Anyway, tilbage til min pointe, igår var første gang jeg egentlig overvejede at det at undskylde var en tvangshandling jeg udførte for at slippe af med en tvangstanken om at "ih-hvor-har-jeg-været-ond". Kan der være noget om det, eller er det noget jeg bilder mig ind?