Har jeg OCD?

[moveteam]

Hejsa.

Jeg er en dreng på 14 år, som i et par år har været meget i tvivl om der var noget galt med mig.

Når jeg går med reklamer, er der et hus, når jeg har lagt reklamer i, hvor jeg skal gå forsigtigt tilbage. Jeg kan godt lade være med at gøre det, men jeg kommer for det meste til at tænke på det, medmindre jeg tænker på noget helt andet.
Men det er ikke mit egentlige problem. Når jeg cykler hjem fra skole og ned af en lille bakke, kommer jeg til at tænke på jeg bare kunne give slip på det hele og blive kørt over, uden at jeg vil eller gør det. Kommer bare til at tænke på det. Jeg har også tit tænkt på jeg kunne gøre skade på andre, men vil selvfølgelig aldrig gøre det. Jeg er bare bange for at endda kommer jeg til at gøre det, bare fordi jeg tænker på det (ikke på at gøre det selvfølgelig, men at jeg KAN). Jeg havde læst her på forummet at der var andre der havde det sådan. Jeg er bare bange for at jeg er pisse ond og psykopatisk.

Hvis jeg har OCD, kan jeg ikke overskue at fortælle min forældre det. Hvad ville de tænke? Og er det noget skolen får at vide, mine kammerater skal ikke få det af vide. Højst mine venner.

Jeg læste på forsiden af den her hjemmeside, at det ikke var en sindslidelse. Hvad er det egentlig? 100-150.000 danskere har den, det er meget rart ikke at være alene, hvis jeg har det. :)

Jeg tænker egentlig ikke på det 24 timer i døgnet, det kommer bare lige i splitsekunder engang imellem og så glemmer jeg det igen. Nogle gange kommer jeg til at tænke på hvor frygteligt det er jeg tænker det. Er det normalt? Men som sagt det fylder ikke hele mit liv, kun i perioder får jeg dårlig samvitighed.

Er der en måde jeg i første omgang en metode jeg kan bruge, for at få det væk, så jeg ikke skal involvere forældre osv. Det er altså svært.

Håber virkeligt at det er normalt.!

Mvh Moveteam

[N.J.]

Hej moveteam

Jeg kender godt til de ting du skriver med at komme til at tænke på at skade andre og forestille sig at man gør det uden at man nogensinde kunne finde på det i virkeligheden. Det er svært for man forstår ikke selv hvordan man kan få de tanker.
Jeg tror det er meget normalt ikke at ville fortælle det til sine forældre, venner osv., men man skal overveje om ikke det i det lange løb vil gøre det hele lidt nemmere. Jeg plejer at huske mig selv på at jeg ikke kan gøre for at jeg har tvangstanker og angst som følge deraf og at det ikke er noget at være flov over selvom det kan være svært at lade være med at være det. Det skal så lige siges at jeg også selv overvejer lige nu hvem jeg skal sige det til osv.
Jeg har forresten også selv forestillet mig at begå selvmord selvom jeg aldrig ville gøre det.
Så som du kan se er du ikke alene og mit råd ville være at starte med at prøve at accepterer at du har de tanker og at du ikke kan gøre for det. Og så synes jeg at hvis du stadig ikke vil tale med forældre kunne du måske kontakte din læge og fortælle ham/hende om det.

Du må endelig skrive igen hvis det er, og jeg håber du kan bruge det jeg har skrevet.

Hilsen N.J.

[moveteam]

Hej N.J

Tak for dit svar :)

Nu kan jeg ånde lettet op, hvis du forstår, nu vil jeg bare gå og tage det lige så roligt. Det er egentlig kun værst når jeg tænker på det (!), men alligevel det er ikke 24-timer i døgnet. Et par gange om dagen, måske. Nogle dage tænker jeg slet ikk på det, andre gør jeg det lidt mere.

Men hvis jeg nu ikke snakker med nogle (hvilket jeg tror jeg gør), kan det så skade mig? Kan jeg ikke godt selv kontrollere det, hvis jeg ikke synes det er uoverkommeligt. Kan bare ikke lide de tanker.. Jeg vil bare vide, at hvis jeg ikke får snakket med nogen, kan jeg så i det lange løb "skade" andre og mig selv? Men er egentlig blevet ret god til at ignorere det, og bare tænke "Jeg er ikke den eneste og jeg er ikke ond" Så tror jeg det går. Tror du/I ikke også det?

Mvh Moveteam (Mads)

[Lisbeth]

Hej Mads.

Du er ikke den eneste, der kan have de tanker. Det er 100 % sikkert. Jeg kan også have nogle tanker, der ligner, nogle gange. Tankerne er i virkeligheden bare forestillinger. At man kan have tankerne er ikke ensbetydende med, at man handler på dem. Alle kan få de tanker. Forskellen på personer med OCD og "raske" personer er, at de OCD-ramte tror, der sker noget ved, at de har de tanker. De bliver bange for, at tankerne betyder, de har lyst til at gøre det. Når de bliver bange for det, er det jo i virkeligheden fordi, de tager afstand fra tankerne og aldrig vil kunne få sig selv til at handle på dem. Når "raske" får tankerne tænker de bare nå ja og lader dem passere.

Der sker ikke noget ved, at du ikke siger til nogle, at du har det sådan. Det lyder ikke som om, at du er meget belastet af tankerne (på den måde at du slet ikke kan holde det ud). Hvis tankerne bliver en for stor belastning, eller der kommer flere til, synes jeg, du skal dele det med andre evt. dine forældre, din læge, en lærer eller en anden voksen du har tillid til. Det er vigtigt, at du får behandling, hvis dine tanker begynder at begrænse dig i de ting, du ellers gerne vil. Skolen behøver ikke få det at vide, hvis du begynder i behandling. Det vil dog være noget, du og dine forældre skal afgøre. Som udgangspunkt bliver skolen dog ikke orienteret automatisk om det, med mindre du begynder at tale med skolepsykologen. Det er vigtigt, at du ikke er alene med dine tvangstanker, hvis de begynder at tage overhånd.

Du må endelig skrive igen, hvis du har flere spørgsmål. Jeg skal nok svare dig, hvis jeg kan hjælpe dig, når jeg har overskud. Jeg lider selv af OCD.

Held og lykke med det.

[moveteam]

Hej Lisbeth,

Tak for svar,

Der var faktisk værre for 4-6 måneder siden, der kunne jeg ikke holde det ud, og det var især om aftenen det var værst. Men nu går det som sagt normalt.

Jeg har faktisk snakket med min lillebror, ved godt at han ikke ved så meget om sådan noget, men det var rart nok lige at komme ud med

Det der du sagde med forskellen på OCD og "raske", vil det sige hvis man får de tanker igen, kan jeg bare tænke ligesom dem ,,Nårh jaa!!'' og så går det væk efterhånden. For som sagt det eneste der reelt bemymrer mig er at jeg er (var) bange for at det skulle gør nogle ondt.

Er rigtig glad og lettet lille nu !

Mvh Mads

[Lisbeth]

Hej Mads.

Ja, hvis du lader være med at reagere på tankerne eller tillægge dem betydning, så vil de højst sandsynligt forsvinde. Du vil heller ikke blive angst, hvis du tænker sådan. Når man bliver angst, er det jo fordi, man tror, der er fare på færde.