Viser resultater 1 til 2 af 2

Emne: Mit brev til en sagsbehandler...

  1. #1
    Registreringsdato
    Apr 2006
    Indlæg
    62

    Standard Mit brev til en sagsbehandler...

    Hej Alle.

    En smule impulsivt poster jeg hermed en skrivelse jeg har sendt til en sagsbehandler, vedr. et afslag på hjælp til køb af en tørretumbler.
    Men det kunne i princippet være hjælp til hvad som helst man som psykisk syg iflg. lovgivningen føler sig berettiget til.

    Jeg håber at det er ok at jeg opretter denne tråd, ellers må I bare slette den igen...

    Grunden til jeg opretter denne tråd er, at den måske kan hjælpe nogen af jer på den ene el. anden måde - evt. virke som en inspirationskilde...
    ------------------------------------------------------------------------------------------

    Vedr. afslag på ansøgning om tørretumbler. Cpr.nr.: XXXXXXXX 15.01.2007


    Til XXX.

    Du skriver som begrundelse for dit afslag på hjælp til en tørretumbler, at du ”har lagt vægt på at jeg kan tørre tøj både ude og indenfor som andre, at familien kun omfatter mig og min datter, og at det vurderes at en tørretumbler derfor ikke ville give en stor lettelse i hverdagen”

    Derudover skriver du, at: ”Dette medfører i øjeblikket at du har meget vasketøj, problemer med at få vasketøjet tørret, med at færdes ude med barnevogn, og med kørsel i bus”, og endvidere skriver du: ”I forhold til hele din situation med de mange andre problemer forårsaget af dine tvangshandlinger og undgåelsesadfærd, vurdereres, at en tørretumbler ikke vil medvirke til at støtte op om en normal tilværelse. Dermed menes, at en bevilling af en tørretumbler vil være med til at understøtte en uhensigtsmæssig adfærd forårsaget af en psykiatrisk lidelse.”

    Til ovenstående kan jeg kun sige, at dit fokus er det helt forkerte sted!
    Fokus er ikke på at jeg har ”mulighed” for at tørre mit tøj ude og inde som andre, eller at familien kun omfatter mig og min datter, men at jeg lider af ocd, og at jeg derfor vasker tøj og sengetøj meget mere end folk normalt, og at jeg ikke magter at tørre tøjet udendørs, da dette er mig for angstprovokerende – og desuden har jeg flere gange mindet dig om, at det ofte ikke er muligt at tørre tøjet udendørs om vinteren, pga. regn, blæst og kulde.
    Og at jeg indendørs var meget belastet af at have tørrestativerne til at stå og fylde, af nødvendigheden af at tørre tøjet med en hårtørrer for at kunne følge bare lidt med, af fugten, af mados i det fugtige tøj, m.m., og at stativerne ville udgøre en stor sikkerhedsrisiko for min lille datter, når hun begyndte at kravle – ligesom du med egne øjne så, at tørrestativerne vitterligt fyldte det meste af boligen...!

    Alle disse omstændigheder, og flere til, har du slet ikke medtaget i din vurdering... men hvis du skulle have glemt dem, vil jeg foreslå at du genlæser min forrige ankeskrivelse til dig...!

    Og jeg har forklaret dig meget tydeligt, både mundtlig og skriftligt, at jeg netop ikke har mange tvangshandlinger, men at jeg lider af nogle få tvangshandlinger, der til gengæld fylder rigtigt meget i min tilværelse.
    Og at problemet med tørrestativerne var den omstændighed der belastede min ocd-lidelse mest af alt, da omdrejningspunktet for min lidelse, netop, er muligheden for at kunne rengøre både mig selv og mit tøj, og at graden af min undgåelsesadfærd følges hånd i hånd med muligheden for - uden gener, stress, el. anden besvær – at kunne håndtere mit vasktøj, så problemfrit som overhovedet muligt.

    Og den med ”i øjeblikket” stiller jeg mig helt uforstående overfor; for under dit hjemmebesøg fortalte jeg dig, at jeg siden 12-års alderen har lidt af ocd...

    Så at du kan komme frem til den konklusion, at en tørretumbler skulle være medvirkende til at understøtte en uhensigtsmæssig vaskeadfærd, som jeg har lidt under siden 12-års alderen, er mig ubegribelig – og set i lyset af, at en tørretumbler selv for personer der ikke lider af ocd ville lette hverdagen betydeligt, forekommer din begrundelse for afslaget mig meget usaglig, meget ligegyldig, og meget lidt indlevende...!

    I det hele taget har du, i denne sag, fra start til slut udvist en meget skødesløs attitude.
    Lige fra jeg sendte den oprindelige ansøgning, hvor jeg ikke modtog nogen bekræftelse på at denne var blevet modtaget – og ej heller modtog nogen bekræftelse på at min skrivelse nr. 2 var blevet modtaget, førend jeg over 1 mdr. senere ringede og rykkede dig for den - til dit hjemmebesøg, hvor det fra din side kun drejede sig om én ting, nemlig at du kunne få lavet din ”sagsbehandling” så nem og bekvem for dig selv som muligt.

    Dvs. at du overhovedet ikke gik i dialog med mig ang. hvorledes min ocd-lidelse begrænser min dagligdag, og selv om du fik en kopi af min seneste lægelige statusattest, og jeg dermed sparede kommunen 250 kr. for selv at indhente den, blev du alligevel fornærmet fordi jeg ikke ville udlevere dig resten af mine journaler, selv om jeg forklarede dig, at jeg pga. min ocd-lidelse ikke havde det godt med at udlevere dem, og at du derfor selv måtte lave arbejdet med at indhente dem.

    En anden ting er, at du efterfølgende valgte slet ikke at indhente de – meget relevante – oplysninger... Dvs. jeg måtte altså selv, over for Nævnet, genfortælle og dokumentere begrundelserne for min ansøgning, selv om jeg havde brugt tid og kræfter på selvsamme, over for dig...!

    Hver gang jeg prøvede at trænge igennem til dig, svarede du bare at: ”jamen, du Har jo forklaret det hele så fint i din skrivelse”... men den skrivelse – og den efterfølgende - har du så, åbenbart, glemt alt om, ligesom du åbenbart heller ikke tillægger udtalelsen fra psykolog XX, og udtalelsen fra min daværende bostøtte nogen værdi...!

    Hvad er meningen med at aflægge hjemmebesøg, når du alligevel ikke vil lytte til borgeren...?!

    Tænk over at du, i kraft af din stilling, har stor indflydelse på svagere borgeres tilværelse, når det kommer til ansøgninger om hjælp og støtte.
    For de personer er det af afgørende betydning at du udfører en anstændig sagsbehandling, og reelt lytter til de personer...!!

    I min skrivelse nr. 2 gjorde jeg opmærksom på, at du direkte havde fejlciteret mig, da jeg henviste til kommunens egen §84-vurdering af, at min ocd-lidelse er varig. I din skrivelse til Nævnet skrev du, at det ikke er sandt(!) at kommunen har vurderet min lidelse til at være en varig lidelse, samtidig med at du forvekslede min §84-ansøgning med den aktuelle ansøgning...
    Men da jeg pr. telefon gjorde dig opmærksom på denne fejl, mente du ikke, at den ”havde nogen betydning”...!! Dvs. at arbejdet med at rette dine fejl, endnu en gang blev overladt til mig!


    Jeg vil afslutte med at nævne, at jeg ikke har fået meddelt at jeg for nogen tid tilbage, fra anden side, modtog hjælp til en tørretumbler i mit hjem, da mit behov herfor var ”af uopsættelig karakter”!
    Tumbleren har lettet min hverdag så utroligt meget, og jeg har nu fået meget mere overskud til min lille datter, og til at indgå i et kognitivt terapiforløb...

    Desuden er min §84-ansøgning nu omsider blevet afsluttet, og jeg får udbetalt med tilbagevirkende kraft for de seneste 16 mdr. Dvs. at jeg ikke længere føler behov for at have en §98-sag kørende i Det Sociale Nævn, hvilket jeg har meddelt Nævnet.

    Vedlagt: Min forrige skrivelse til XXX.

    NB:

    Begge skrivelser bedes vedlægges mine øvrige sagsakter, under mit cpr.nr.

    Jeg anmoder din afdelingsleder om at læse aktuelle skrivelse.

    En skriftlig bekræftelse på at dette brev er modtaget, læst af din afdelingsleder, og vedlagt mine øvrige sagsakter udbedes – gerne inden 14 dage...
    Sidst redigeret af Moonlight : 16. March 2007 kl. 23:40

  2. #2
    Registreringsdato
    Apr 2006
    Indlæg
    62

    Standard Sv: Mit brev til en sagsbehandler...

    Hej igen.

    Jeg har lige korrigeret indlægget, og fået rettet diverse fejl... små ting m. stor betydning...

Lignende emner

  1. OCD-foreningens brev til Folketinget og svar fra sundhedsministeren
    By Mads in forum OCD-foreningen om politik og behandling
    Svar: 1
    Nyeste indlæg: 15. August 2006, 14:57

Regler for indlæg

  • Du kan ikke oprette nye tråde
  • Du kan ikke skrive svar
  • Du kan ikke indsende vedhæftninger
  • Du kan ikke rette dine indlæg
  •