En dag da jeg sad og læste i en bog, var der pludselig en tanke (et ord) som blev ved med at vende tilbage, og på den måde forstyrrede læsningen. Det irriterede mig, og jeg lagde bogen tilside, da jeg alligevel ikke kunne koncentrere mig. Jeg troede at det ville gå over af sig selv, men da jeg de næste dage igen gav mig til at læse, vendte tanken tilbage hver gang. Jeg blev nu ikke bare irriteret, men også bekymret, og til sidst bange for mine egne tanker. Først da begyndte jeg at tænke(!) på, om det kunne være en tvangstanke, og jeg søgte informationer på Internet. Det bekræftede mig i, at der var tale om tvangstanker, altså også kaldet OCD. Beskrivelsen af tvangstankerne passede fuldstændigt. Imidlertid er der ingen deciderede tvangshandlinger forbundet hermed. Når jeg tænker tilbage på mit liv, kan jeg se flere symptomer på OCD, men det er først for nylig at jeg egentlig har haft en tvangstanke.

Symptomerne giver sig til udtryk ved ubehag ved snavs, urenheder, ting der er skæve, ridsede, krøllede osv. og angst i forhold til at blive smittet eller forgiftet på forskellige måder, især i forbindelse med hvad jeg spiser eller drikker. Hygiejne i forbindelse med madlavning er derfor af yderste vigtighed for mig, samt det at vaske hænder (MEN jeg har vitterligt ingen tvangshandlinger i forhold til at vaske hænder, som ellers er et meget kendt symptom).

Så vidt jeg kan forstå er der ikke ret mange, som har tvangstanker, men ikke tvangshandlinger. Jeg vil dog gerne høre om der findes selvhjælpsgrupper for denne kategori, og hvordan de fungerer. Eller om der findes andre unge / forholdsvist unge (jeg er selv 28) her, som kunne være interesseret i at starte en form for selvhjælpsgruppe indenfor dette.