Om mig og min værste fjende

[Linda]

Hej jeg hedder Linda og er 22 år. Jeg er netop blevet medlem i dette forum i dag, og har i den anlednig lyst til lige at fortælle lidt om mig selv og min historie.
Jeg har haft OCD i 7 år, men indtil for et par måneder siden var læger og psykiatere de eneste her i verden der vidste det. Jeg skammede mig simpelthen for meget til at sige noget, ville ikke belemre nogen med noget, ville ihvert fald slet ikke have at nogen skulle få skyldfølelser, og så havde jeg jo i øvrigt altid fremstået som hende den stærke, hende der bare klarede alt på trods af meget modgang - et image som jeg nødig så krakelere. Alt sammen tanker som man i virkeligheden slet ikke skal belemre sig selv med når man har nok i at kæmpe sit livs kamp mod sin værste fjende!
Men det var altså hvad jeg gjorde, jeg led i stilhed og håbede og troede virkelig at jeg snart ville få symptomerne under kontrol. Jeg søgte heller ikke særlig meget hjælp. Jeg gik hos en psykiater, som udelukkende fyldte mig med virkningsløs medicin og ja så bestemte jeg mig for, at det her skulle jeg nok klare alene. STOR fejltagelse! For et halvt år siden eskalerede min sygdom i en sådan grad, at jeg ikke længere kan passe min skole. Det eneste jeg kan passe er mine egne opslidende tanker. Jeg isolerer mig enormt meget og kan mærke hvordan jeg mod min vilje langsomt skubber alt socialt ud af mit liv. Jeg er vidne til hvordan mit liv langsomt falder i ruiner..
Først da tingene stod så slemt til, og jeg oven i hatten havde fået en depression indså jeg at, det her kunne jeg vidst ikke klare alene. Facaden var så småt ved at krakelere, og for nylig fortalte jeg altså for første gang om min OCD. En beslutning som er en af de bedste jeg nogensinde har taget. Den støtte, opbakning og medfølese jeg har fået fra især min mor er guld værd og det føles som om en stor sten er faldet fra mit hjerte.
Jeg er nu i professionel behandling og forhåbentlig på vej mod bedre tider..
Men hvordan ser min OCD så ud? Den har ændret meget karakter i løbet af årene. Den viste sig første gang ved at jeg en dag pludselig skulle huske en bestemt lejlighed i ekstreme detaljer. Siden hen skulle jeg tage mit tøj af og på flere gange, tænde og slukke for stikkontakten, stirre på ting, sætte og rejse mig fra stolen og sørge for at alting stod helt perfekt.
Men i dag ser min OCD helt anderleds ud, og det har den gjort længe. I dag har jeg de såkaldte mentale tvangshandlinger, og de er bestemt ikke lettere at håndtere end de fysiske. Hele dagen lang skal jeg gentage de samme tanker om og om igen i mit hoved. Sommetider skal de blot gentages med det formål at det skal føles "godt", andre gange skal de gentages fordi de indeholder "forkerte" ord som kunne sige noget om mig som person eller være en forudsigelse af fremtiden. Det er som med alle former for OCD et helvede at befinde sig i, og sommetider føler jeg mig meget alene fordi det er mit indtryk at denne form for OCD ikke er særlig klassisk.. Jeg vil derfor rigtig gerne høre fra andre der har mentale tvangshandlinger, men selvfølgelig også fra alle jer andre :)
Jeg håber at jeg med min fortælling har givet et lille indblik i hvem jeg er og hvad jeg kæmper med, samt givet en kærlig opfordring til at søge hjælp i god tid, og være åben om sin sygdom selvom det kan være svært. Det er en god investering i sig selv..
Til sidst vil jeg bare sige, at jeg er glad for at være kommet ind i forum hvor der er mennesker som befinder sig i samme båd som mig selv. Kampen mod OCD er lang, hård og sej, men jeg giver aldrig op! Det håber jeg heller ikke I gør!

Keep on fighting

Linda.

[Mianserin]

Hej Linda

Godt at du "sprang ud" med din sygdom. I dag er psykiske lidelser ikke så tabubelagte som de var i min tidlige ungdom. Jeg har haft tvangstanker siden jeg var 12 år i 1983. Dengang var der ikke noget der hed OCD, og jeg havde forestillingen at jeg måske var den eneste i hele byen der havde "mærklige tanker". Det var frygteligt pinligt for mig, og jeg kunne ikke drømme om at fortælle andre om det end min far. Jeg turde ikke at søge professionel hjælp, da dette ville stemple mig som "sindssyg". Sådan havde jeg det faktisk indtil en depression gjorde at jeg tog mig sammen og gik til psykiater i 1995. Jeg fik ordineret Seroxat, og kort tid efter forsvandt depressionen og dermed tvangstankerne næsten fuldstændigt.

I min tidlige ungdom følte jeg at jeg skulle foretage mig forskellige mærkværdige handlinger for at forhindre ulykker, en gang skulle jeg f.eks. spise af bortkastede madrester. Andre gange tillod jeg ikke mig selv at spise slik og chips. Ikke fordi det var usundt, men simpelthen fordi jeg ikke tillod mig selv den glæde. Jeg forestillede mig de frygteligste ting hvis jeg spiste slikken.

Senere fik jeg faktisk bugt med tvangshandlingerne til trods for at jeg stadig havde sygeligt negative tanker. Jeg kunne pludselig godt indse det fjollede i at udføre mærkværdige handlinger, selvom jeg altså stadig havde tvangstanker. I mit tilfælde optræder tvangstankerne kun ifbm. depressive perioder. Desværre har der været en lang række sådanne perioder, men siden 1995 har antidepresiv medicin været medvirkende til at jeg har kunnet bekæmpe depressionerne.

Der skete dog det forfærdelige i 2004 at jeg havnede et sted hvor jeg overhovedet ikke følte mig tryg. Jeg blev atter deprimeret og så tog OCD'en for alvor fat igen. Medicinen svigtede nu, og her var det jeg oplevede at jeg skulle tænke positivt på en bestemt "intensiv" måde. Jeg ved ikke om dette kan kaldes rituelt eller bare sund fornuft. Jeg mener, det er da logisk nok at man skal tænke positivt. Men det var sigende at det skulle udføres specielt "intensivt" og ofte skulle gentages flere gange før det virkede. Det var forøvrigt ikke før end jeg flyttede til et mere hjemmevant sted at jeg fik styr på depressionen og for alvor begyndte at kunne bekæmpe tankerne. Jeg fandt virkelig ud af på en meget hård og dramatisk måde at tryghed betyder mere end jeg umiddelbart havde forestillet mig.

Håber du får styr på tankerne!
Mvh. Lars

[Moonlight]

Hej Linda.

Hele din forhistorie kunne være skrevet af mig selv - dog lider jeg ikke af tvangstanker, men "kun" tvangshandlinger, og undgåelsesadfærd - hvilket betyder at jeg, ligesom dig, har isoleret mig gennem mange år, og til dels stadig gør.
Nu har jeg så født en datter der snart fylder 1 år, og for hendes skyld har jeg indvilget i at starte i kognitiv adfærdsterapi... desværre tror jeg bare ikke på at det kan hjælpe mig...

Medicin ser ikke ud til at hjælpe mig...

Føler at den bedste "behandling" for mit vedkommende er en tilværelse uden stress af nogen art... så jeg kan finde overskud til at knytte nære kontakter til andre mennesker, udover min datter - så får mit liv mere mening, og ocd'en fylder dermed også mindre...

[Heidi-Klump]

Hej Linda

Jeg er 20 år og er lige blevet ny bruger herinde. Jeg kan sagtens genkende en masse af mig selv i det du skriver.
Jeg har selv tvangstanker og handlinger. Jeg har haft dem i ca. 2 år nu, og har endelig (for et par måneder siden) indrømmet det overfor mig selv og mine forældre, og er nu i behandling.

Oveni det har jeg også det med at skulle genage mine tanker i mit hoved. Netop det som du skriver, at jeg er bange for at de skal være en forudsigelse af fremtiden eller at jeg tænker noget forkert.

Jeg ved ikk rigtig hva' jeg mere skal skrive, er bare rigtig glad for at se at der er andre der har det ligesom mig. Man kan nemt føle sig alene med det her...

Det ville oz være rigtig rart at have nogen at snakke med om alt det der foregå, det kan nemt være uoverskueligt, især når man ikk har nogen at snakke med om det...

Hvis du skulle vlre interesseret i at snakke om det (eller andre der læser det her :) ), så skriv endelig tilbage :)


Hilsen Heidi

[Linda]

Hej Heidi.

Hvor er det dejligt at høre, at der er andre herinde der kæmper mod det samme som en selv. OCD kan være rigtig svært at tale om med mennesker der ikke selv har haft sygdommen tæt inde på livet, så jeg vil meget gerne skrive lidt frem og tilbage med dig Synes i øvrigt det er meget possitivt at du endelig har erkendt din sygdom over for dig selv og noget af din familie. Da jeg første gang gjorde det føltes det som en kæmpe lettelse, og jeg er efterhånden begyndt at blive noget mere åben omkring min sygdom. Hvordan reagerede dine forældre da du fortalte det? Er du glad for at du gjorde det?
Selv er jeg i behandling med paroxetin og går til psykolog en gang hver 14. dag. Jeg er efterhånden, langt om længe, begyndt at få det rigtig godt. Hver dag er stadig en kamp mod mine indre djævle som jeg kalder det, men jeg er nu i stand til at leve et normal liv og fortsætte med min uddannelse. Det i sig selv er en kæmpe succes og er med til at give mig endnu mere styrke til at bekæmpe tvangstankerne, eksperterne siger at jo mere man går imod sine ritualer jo mindre betydningsfulde vil de langsomt blive, og det har faktisk vist sig at være rigtigt! Det kræver selvfølgelig at man får hjælp til at kunne gøre det, men når man først er nået dertil hvor man er i stand til, at stå imod af og til er det en kæmpe oplevelse!
Hvor går du egentlig i behandlig henne og synes du at det hjælper? Fylder din OCD meget?
Hvis du stadig har lyst så skriv endelig Kunne i hvert fald godt tænke mig at høre mere om dine symptomer. ( også fra andre selvfølgelig..)

Hilsen Linda.

[Heidi-Klump]

Hej Linda

Ja det er nemlig rigtigt, det er ikk altid lige nemt at snakke med andre som ikk rigtig kender til sygdommen. De kan ikk forstå det på samme måde.

Jeg er rigtig glad for at keg fortalte mine forældre om det. Det var svært, men samtidig også en stor lettelse for mig. Nu behøver jeg ikk længere at skjule ting eller lyve om hvordan jeg har det.
Mine forældre blev selvfølgelig meget chokeret over at høre det, men de støtter mig meget og vil gøre alt for at hjælpe mig. Og det vil resten af min familie også, så det er dejligt :)

Jeg synes det er rigtig flot at du er nået så langt at du kan begynde at have en nogenlunde normal hverdag igen :) Har du på noget tidspunkt været væk fra din uddannelse eller arbejde pga. af sygdommen?
Hvordan reagerede dine forældre og familie da du fortalte dem om det?

Jeg går hos en psykiatere i Roskilde, som er rigtig god. Jeg har kun været der få gange, så det har ikk hjulpet så meget. Men håber meget at det vil. Jeg har været i behandling med Cipralex, men er begyndt på Cymbalta nu, da det andet ikk havde nogen virkning.
Min OCD fylder rigtig meget, hele min dag. Jeg er sygemeldt fra mit arbejde, for det kan jeg ikk klare nu. Det er svært bar at komme igennenm dagen, fordi det fylder så meget, og især i mit hoved.

Du må endelig spørge hvis der er noget du vil vide :) Jeg sys bar det er rart at kunne snakke med andre i samme situation.

Sys du at din OCD fylder mindre nu, hvor du kan klare hverdagen bedre?


Hilsen Heidi

[Linda]

Hej Heidi.
Det er trist at høre, at du ikke er i stand til at passe dit arbejde - jeg har selv været der hvor jeg ikke kunne noget som helst, og det er ikke ligefrem noget der gavner selvværdet. For 4 år siden startede jeg på en uddannelse, men måtte hoppe fra da jeg ikke kunne følge med fordi jeg i timerne koncentrerede mig om alt andet end det læreren stod og sagde. Når jeg kom hjem tog det mig utallige timer at læse, fordi jeg hele tiden skulle læse de samme linier om og om igen, selvom jeg udmærket godt forstod det der stod. Samtidig skete der en masse andet i mit liv som gjorde at jeg ikke kunne klare det.
For knap 2 år siden startede jeg så på samme uddannelse igen og det kørte bare for mig. Jeg havde tankerne nogenlunde under kontrol, fandt jordens dejligste kæreste og ja jeg var glad selvom jeg stadig havde en del at slås med, hvilket der ikke var nogen der vidste.
Mit forhold til kæresten begyndte imidlertid at gå galt, og det endte med at han gik fra mig i sommerferien. Jeg var KNUST, hele min verden brød sammen, og her begyndte min OCD så for alvor igen. Den dominerede hele min dag, jeg lavede faktisk ikke andet i løbet af en dag end at udføre ritualer, og da skolen startede igen mødte jeg ikke op. Jeg havde det simpelthen så dårligt, var ked af det, havde mange tvangstanker, udviklede en depression og begyndte at få enormt lavt selvværd, var også ved at blive indlagt en enkelt gang. Facaden begyndte her at krakelere og jeg fortale så min mor hvad der var galt med mig. Hun var dybt chokeret og græd meget. Hun troede også at jeg var blevet sindssyg da jeg fortalte hende nogle af de ting jeg gjorde. Først da hun fik sat sig ordentlig ind i sygdommen tog hun det lidt mere roligt og hjalp mig med at komme i behandling.
Udover min mor er det kun ganske få i min familie der ved jeg er syg. Selvom jeg synes man skal prøve at være åben omkring det, er der stadig nogle mennesker som jeg ønsker at beskytte mod at skulle bekymre sig yderligere.
Den psykolog som jeg startede hos viste sig at være helt suveræn, og da jeg samtidig begyndte at tage medicin, kunne jeg mærke hvordan jeg langsomt fik mit liv tilbage. Jeg startede i skolen igen efter at have været væk et par måneder. Jeg følte at jeg nu var klar igen, og efterhånden opdagede jeg også at jo mere jeg holdt mig beskæftiget jo mindre fyldte tankerne.
Så i dag vil jeg sige at jeg efter omstændighederne har det rigtig godt, og klarer hverdagen som alle mulige andre. Jeg ved dog også at der ikke skal så meget til før læsset vælter igen og derfor prøver jeg at lade være med at stresse for meget.
Jeg håber virkelig at du også snart vil få det bedre. Jeg ved det kan lade sig gøre for det er jeg et levende bevis på, og jeg har endda fået vurdret min OCD til at være ekstrem.
Hvis du har lyst, vil du så ikke fortælle mig hvad det feks. er for nogle tanker du har, hvad det er for nogle tanker du skal gentage og hvorfor du skal? Det gør ikkke noget at det fylder meget, nu har jo nærmest skrevet en roman om mig selv idag
Håber at høre fra dig.

Linda.

[Heidi-Klump]

Hej Linda

Ja det er rigtig æregeligt at jeg ikk kan passe mit arbejde. Jeg er heller ikk særlig god til at være alene hjemme. For så går det tit galt, og jeg har gjort skade på mig selv når jeg var helt oppe at køre pga. mine tanker og ritualer. Så derfor skal jeg helst have nogen hjemme hos mig. Så jeg er i en svær tid lige nu, og håber meget at det bliver bedre.

Er du blevet behandlet med adfærdsterapi? Det har jeg bar læst mange steder at det skulle være godt.

De tanker jeg har, handler om at der skal ske noget forfærdeligt, enten med mine forældre, eller andre familiemedlemmer, eller vores hus.
Det er lidt svært at forklare. Men hvis jeg f.eks. kommer til at tænke en tanke hvor der sker noget slemt med nogen, skal jeg gentage ordene: "Hold op", "Der må ikk ske noget", rigtig mange gange inde i mit hoved. Og det er rigtig svært at stoppe det igen. Eller hvis jeg hører eller læser ord som f.eks., død, sygdom, ulykke, brand mm. Skal jeg gentage det samme. Og det er noget der fylder så meget i mit hoved, dagen lang. Jeg har tit svært ved at holde en samtale i gang eller koncentrere mig om noget, fordi jeg hele tiden har de tanker og ord i hovedet. Jeg får rigtig dårlig skyldfølelse hvis jeg af en eller anden grund ikk får gentaget det jeg skal, eller får gjort det nok gange. Det sker også hvis jeg ser ting eller læser noget der er sket for andre personer. Der skal jeg igen gentage ordene i mit hoved, for jeg er bange for at hvis jeg ikk gør det, vil det ske for nogen tæt på mig.

Det er lidt svært at forklare, men håber du kunne forstå det lidt? Ellers må du bar spørge til det :)
Hvis du vil, vil du så fortælle mig og de tanker du skal gentage? Er det noget af det samme som mine, eller kan du genkende noget af det?


Hilsen Heidi

[Linda]

Hej Heidi.
Du må undskylde at jeg har været så længe om at skrive tilbage.. Har bare haft enormt travlt med at få afsluttet mit 3. semester som sygeplejestuderende, hvilket nu er lykkedes. Dette er jeg selvfølgelig meget stolt over eftersom jeg for ikke så lang tid siden var parat til at droppe det hele!
Jeg genkender meget af det du skriver. Specielt det med at have svært ved at holde en samtale igang pga. et stort tankespind. Jeg har ofte dårlig samvittighed fordi jeg ikke hører ordentlig efter hvad folk siger til mig, ikke fordi det ikke interesserer mig, men simpelthen fordi jeg får angst hvis ikke jeg får udført mine mentale ritualer. Det er som du selv siger svært at beskrive ritualerne, specielt fordi de for mit vedkommende er meget forbigående - Når jeg først har fået "ordnet" dem glemmer jeg hurtigt hvad de egentlig gik ud på.
Men jeg vil dog forsøge: Hvis jeg feks. kommer til at tænke en "forkert" tanke som indeholder et "forkert" ord, er jeg nødt til at tænke det HELE forfra, hvor jeg så denne gang bruger det "rigtige" ord. Et eksempel kunne være at jeg en dag er sur på min mor og tænker en masse ting om hende, bla. bitch. Bitch er ikke et særlig pænt ord, og derfor bliver jeg nødt til at tænke ALt forfra i kronologisk rækkefølge og bytte ordet bitch ud med et pænere ord. Gør jeg tilgengæld ikke dette, tror jeg at jeg fra nu af er stemplet som et dårligt menneske til den dag jeg dør! Ingen vil som et resultat heraf elske mig, og jeg vil blive ulykkelig resten af mit liv!
Tror også at tanker jeg tænker kan blive til virkelighed. Det er derfor "farligt" at tænke noget ubehageligt, og når det sker må jeg så på samme måde som før tænke det om på den helt rigtige måde for at sikre mig at katastrofen ikke sker.
Dette var blot få eksempler på det der foregår i mit hoved. Jeg er som sagt sagt blevet meget bedre til at lade være med at rette mig efter ocd stemmen, men det kan stadig være ubeskrivelig svært nogen gange.
Får på nuværende tidspunkt kognitiv adfærdsterapi i kombination med midicin, og det har en god effekt for mig.
Hvordan har du det i øjeblikket?

Kærlig hilsen Linda.

[Heidi-Klump]

Hej Linda

Tillykke med at du har afslutte dit semester :) Jeg sys det er rigtig flot klaret, også når man tænker på hvordan du har og har haft det.

Jeg kan også genkende det du fortæller om tankerne. Jeg har det også med at jeg tror mine tanker kan blive til virkelighed. Så hvis jeg tænker noget "farligt", skal jeg gentage ord i mig selv, så der ikk må ske noget forfærdeligt. Og hvis jeg ikk får det gjort, bliver jeg helt panisk.

Det går ikk så godt med mig lige nu... Min behandling sker der ikk rigtig noget med. Men vi skal kontake en psykolog der har med kognitiv adfærdsterapi at gøre. Så jeg håber der kan ske noget der.
Har du god erfaring med den slags terapi?


Hilsen Heidi

[Linda]

Hej Heidi.

Er ked af at det ik går alt for godt med dig.. Men synes tilgengæld det er godt at du vil opsøge en psykolog der har med kognitiv adfærdsterapi at gøre. For mit vedkommende er det den behandling der har virket bedst. Synes også at psykologer er dygtigere (og dyere :-( end psykiatere, men det er selvfølgelig en smagssag..

Har du prøvet at lave en aftale med dig selv om, at du kun må lave ritualer i et bestemt tidsrum på dagen? Sådan at du udskyder ritualerne hele tiden.. det er VILDT svært at overholde, men super effektivt hvis man kan. På den måde blir de langsomt mindre og mindre betydningsfulde. Men det kræver ØVELSE!! Er ikke selv så god til det endnu..

Du kan også prøve at meditere for at skabe lidt ro i sindet. Har en øvelse som er ret god. Du skriver bare hvis du vil høre om den

Kærlig hilsen Linda.

[Heidi-Klump]

Hej Linda

Ja det er ikk så godt med min benhandling for tiden sys jeg... men nu har vi prøvet at kontakte en kognitiv adfærsd psykolog, og så håber jeg meget at han/hun kan hjælpe mig. Og ja det er jo lidt dyrere med psykologer, men der jo desværre ikk så meget andet at gøre hvis man vil have hjælp... Og jeg har også læst og hørt mange steder at den slags psykologer er rigtig gode til folk med OCD. Hvor går du egentlig til behandling henne?

Nej sådan en aftale har jeg slet ikk tænkt over... Jeg tror ikk jeg ville kunne overholde det... Jeg kan godt se det er effektivt, men oz svært som du selv siger. Er det en øvelse du prøver at have med dig selv?

Jeg vil meget gerne høre om den øvelse du har omkring meditation, hvis du vil fortælle det :)


Kærlig hilsen Heidi

[Mads]

@ Heidi
Prøv evt at få din praktiserende læge og/eller psykiater til at indstille til kommunen at de betale hele eller dele af behandlingen....en studehandel kunne være fifty-fifty

@Linda
Tillykke med gennemførelsen af semesteret! Hvad med at blive psykiatrisk sygeplejerske - dem kan vi godt bruge nogle flere af i psykiatrien

[Linda]

Hej Mads.
1000 tak! Er også ret stolt! Har faktisk overvejet at arbejde inden for psykiatrien, men det er samtidig min opfattelse at man skal ha det godt med sig selv for at kunne hjælpe andre mest muligt. Selvom jeg er rimelig godt på vej, er der stadig et godt stykke vej endnu...

Du nævnte at man kan få hjælp til psykologregningerne.. Kan ens læge virkelig hjælpe en med det?? Troede at man selv skulle tage kontakt til kommunen..

Håber du kan hjælpe mig med at få det afklaret..

Hilsen Linda.

[Heidi-Klump]

Hej Mads

Tak for rådet :) Det vil jeg da helt sikkert overveje at gøre så, kunne jo være rart at få lidt tilskud til regningerne :)


Hilsen Heidi