En kamp for livet.

[Christina]

Jeg er en pige på 23 år som lider af OCD. Det har jeg gjort i ca. 2 år, men når jeg tænker tilbage startede sygdommen nok for 4 år siden, jeg har bare aldrig været klar over at det var OCD og at det ville udvikle sig.

Jeg er angst for snavs, bakterier og smitte og vasker mine hænder mange gange om dagen. Det er meget svært at foklare og hvorfor kan man ikke bare lade være med hele tiden at vaske hænder.
Mine forældrer ved at jeg har OCD, men kan ikke rigtig sætte sig ind i hvordan det er, de forstår ikke hvorfor jeg ikke bare kan lade være med at vaske hænder.

Jeg bliver angst når jeg ikke får vasket mine hænder, får hjertebanken og bliver helt varm i kroppen. Udover min OCD, lider jeg også af depression og når min OCD er rigtig slem falder jeg ned i et sort hul og kan slet ikke klare dagen. Jeg bliver nødt til at melde mig syg på arbejde og jeg græder hele tiden og har bare lyst til at forsvinde.

Mine hænder klør hele tiden og er røde og tøre af al den vasken. Jeg skal smøre dem hele tiden og har prøvet mange forskellige cremer/ specialcremer. Jeg kan ikke gå nogle steder uden at skulle have min creme med.

Min OCD hæmmer mig meget, fordi jeg hele tiden skal kontrollere hvad jeg rører ved og det er frustrerende at skulle bruge så mange kræfter på tanker og handlinger.

Jeg ville ønske at jeg var normal og bare kunne røre alt uden at skulle vaske hænder og blive angst. Jeg er bange for at miste mit arbejde min familie og venner pga. min OCD, for mister jeg det har jeg snart ikke noget tilbage der er værd at leve for.

Hver dag er en kamp for mig og jeg prøver at gå imod min sygdom hele tiden, men det er enormt svært og jeg tænker tit om jeg nogensinde bliver rask, eller om jeg skal leve med OCD resten af livet.

Er der andre der har det ligesom mig og kan man blive helbredt for OCD? :(

Christina

[Mads]

Hej Christina
Der er er mange OCD-ramte, der har det som dig - det er en meget klassisk form for OCD du har og det er meget normalt at man får depression og andre former for angstlidelser oven i OCD'en.... en form for bonus :(

Er du i nogen form for behandling?

mvh mads

[Christina]

Hej Mads.

Nej, jeg er ikke i behandling og får heller ikke medicin. Jeg vil helst ikke begynde på medicin da jeg har prøvet det mod min depression og har haft nogle dårlige oplevelser med det.. Jeg har gået hos en psykiater med min depression, men hun kan ikke hjælpe med OCDén og har derfor anbefalet kognitiv terapi.

Jeg afventer i øjeblikket en sag fra kommunen om økonomisk hjælp til kognitiv terapi, da jeg ikke selv har råd. Har rykket dem flere gange og det har indtil videre taget 5 måneder og jeg har stadig ikke hørt noget fra dem.

Jeg syntes det er ærgerligt at der ikke er andre former for tilskud og at det skal være så dyrt, for jeg tror der er mange der ikke bliver behandlet pga. deres økonomiske situation, ligesom mig.

Ville gerne starte hos Martin Bergen i Søborg, men der er lang ventetid.
Havde fået en tid i August som jeg aflyste pga. min depression, jeg føler ikke at jeg er klar til at komme i behandling og gi´ det 100 %, men hvornår er man det?

Jeg er nok bange for at det skal krakelere for mig, det at skulle gå imod min OCD, for bare tanken gør mig angst.

Skal man være/føle sig klar, eller bare springe ud i det?

[Lisbeth]

Hej Christina.

Jeg tillader mig at komme med et svar til dit indlæg, selvom du har skrevet til Mads.

Jeg tror ikke, at man nødvendigvis skal føle sig klar. Det er nok en fordel, men hvis du ikke føler, at du er klar, vil det jo være meget modigt af dig bare at springe ud i det. Hvis du springer ud i det, viser det jo også, at du et eller andet sted er bare en anelse klar. Ellers ville du vel ikke springe ud i det?

For mit eget vedkommende, var jeg klar, da jeg valgte at starte op i en behandling for mine forældres regning. Det er ikke lykkedes mig at få dækket mine psykologudgifter. Jeg har forsøgt i 2½ år. Jeg forsøger stadig... Jeg har dog ind imellem perioder, hvor jeg mister modet på at gå imod min OCD og dermed ikke deltager så aktivt i behandlingen. I de perioder trækker min psykolog det store læs og får mig med på banen igen. Jeg tror altid, at jeg vil have perioder, hvor jeg mister modet på at gå imod min OCD. Jeg ved dog samtidig godt, at hvis jeg ønsker mig et andet liv, ja så er jeg nødt til at blive ved med at kæmpe. Det er utrolig hårdt. Det er jo ret naturligt, da man virkelig skal op på barrikaderne. For mit vedkommende føles det som om, at jeg kaster mig ud fra en bro, hver gang jeg skal gå imod en af mine tvangshandlinger. Jeg spekulerer ofte på, om jeg vil overleve det. Det har jeg gjort indtil nu, hvilket jeg agter at blive ved med. Det koster mig blod, sved og tårer, men det giver mig en ufattelig rus, når jeg klarer det. Det føles som om, at man kan svæve. Denne fornemmelse forsøger jeg at have i mine tanker, når jeg skal kaste mig ud i en ny angstprovokerende situation.

Jeg vil lige sige, at jeg også lider af depression, så jeg ved godt, hvordan modløshed føles.

[Christina]

Hej Lisbeth.

Tusind tak for din besked.
Du har nok ret i det du skriver med at være klar og springe ud i det.

hvilken slags behandling for du mod din OCD? Og må jeg spørge hvilken slags OCD det er du har?

Jeg er bare så bange for at jeg skal leve med det forbandede OCD resten af livet, det tager så mange kræfter fra en. Men jeg vil da ikke opgive kampen uden at prøve at få behandling.

Men det at vi også lider af depression kan også nogle gange få det hele til at se håbløst ud og så må man virkelig kæmpe for ikke at bukke under.

Får du noget medicin for OCD/ depression?

Hilsen Christina

[Lisbeth]

Hej Christina.

Det var så lidt. Jeg vil gerne komme med gode råd, når jeg kan og har overskud.

Jeg får kognitiv adfærdsterapi for min OCD hos en psykolog. Det er virksomt. Jeg blev dog slået meget tilbage for snart 10 måneder siden, hvor min søster døde meget pludseligt. Det har betydet, at min angst for at dø er blusset voldsomt op igen. Det forsøger jeg derfor at sikre mig imod. Jeg har mange kontrolritualer og vaskeritualer. Jeg har svært ved at have besøg af nogle i mit eget hjem, fordi jeg frygter, at de slæber bakterier med ind. Jeg har lige haft en elektriker på besøg. Han gik ind i mit badeværelse med sko på. Bagefter var jeg nødt til at gøre gulvet rent og derefter gå i bad. Jeg føler, at jeg bliver beskidt ved at gøre rent. Jeg har også mange tvangshandlinger og tvangstanker omkring sengetid, så jeg kommer ofte først i seng efter midnat. Derudover skal jeg helst gøre alt 110 % korrekt. Det, jeg forsøger at forhindre, er, at jeg dør eller bliver alvorligt syg.
Jeg var for øvrigt med i TV2dok "I tankernes vold" den 12. maj 2005. Den udsendelse har du måske set?

Jeg kender godt til frygten for, at man aldrig bliver fri af sin OCD. De tanker har jeg også. Jeg får især tankerne i de perioder, hvor jeg er meget deprimeret. I sådan en periode bliver alt for mig uoverskueligt, og jeg foretager mig stort set ikke andet end at spise, sove, gå i skole og se fjernsyn.

Du skal ikke opgive kampen før end, du har forsøgt dig med en kvalificeret behandling. Det ville være for dumt. Man går en hård tid i møde, når man skal kæmpe sig ud af sin OCD. Det, kan personer, der ikke har prøvet det, ikke sætte sig ind i. Det er jo svært at forklare, hvorfor man f.eks. får det så dårligt, når man pludselig ikke må tjekke vinduerne mere end 1 gang længere. Det må være svært at forstå, at en person ikke tror på, at vinduet er lukket, når personen har mærket efter 1 gang. Jeg er altid bange for, at jeg husker forkert. Det kan jo også være, at den ikke var lukket alligevel... Det kan jo være, at jeg tog fejl... Det er tvivlen, der hele tiden kommer. Tidligere kaldte man jo også OCD for tvivlesygen. Det er egentlig et meget dækkende navn.

Jeg har fået antidepressiv medicin, fra jeg var 15år - 22år. Jeg får ikke medicin længere. Jeg har aldrig følt, at medicinen hjalp mig. Jeg har stort set aldrig haft andet end bivirkninger. Jeg er meget lettet over at være trappet ud af medicinen og jeg vil aldrig have det igen. Jeg føler, at jeg har fået mere kontakt med alle mine følelser. Jeg har ikke fået det værre af det.

Du har ret i, at det ikke gør det lettere for os, at vi også lider af en depression.

Du må endelig skrive igen.

[Mianserin]

Hej Christina

Ud fra egne erfaringer har jeg gjort mig nogle tanker om OCD og depression. Jeg tror depressionen leder til OCD (og ikke omvendt). I nogle perioder er jeg lykkeligtvis næsten helt fri, men OCD'en viser altid sit grimme fjæs på det tidspunkt af døgnet hvor jeg er en smule nedtrykt. Det gælder altså om at bekæmpe depressionen, og her tror jeg altså på at medicin kan hjælpe. Jeg har selv prøvet mange forskellige præparater, og ikke alle er lige effektive. Hvis du har haft dårlige erfaringer med de moderne SSRI-præparater vil jeg anbefale den gamle traver Marplan. Medicinen udrydder ikke OCD'en, men den kan måske hæve stemningslejet en smule og derved gøre det lettere at tænke positive tanker og føre dig ind i en positiv spiral.

Det er iøvrigt meget vigtigt at du er tryg der hvor du bor. Ifbm. en stor livskrise oplevede at intet medicin hjalp. Jeg boede et sted hvor jeg ikke følte mig tryg...og det kan medicinen altså ikke overvinde.

Mvh. Lars

[Moonlight]

Hej Christina.

Det var så lidt. Jeg vil gerne komme med gode råd, når jeg kan og har overskud.

Jeg får kognitiv adfærdsterapi for min OCD hos en psykolog. Det er virksomt. Jeg blev dog slået meget tilbage for snart 10 måneder siden, hvor min søster døde meget pludseligt. Det har betydet, at min angst for at dø er blusset voldsomt op igen. Det forsøger jeg derfor at sikre mig imod. Jeg har mange kontrolritualer og vaskeritualer. Jeg har svært ved at have besøg af nogle i mit eget hjem, fordi jeg frygter, at de slæber bakterier med ind. Jeg har lige haft en elektriker på besøg. Han gik ind i mit badeværelse med sko på. Bagefter var jeg nødt til at gære gulvet rent og derefter gå i bad. Jeg føler, at jeg bliver beskidt ved at gøre rent. Jeg har også mange tvangshandlinger og tvangstanker omkring sengetid, så jeg kommer ofte først i seng efter midnat. Derudover skal jeg helst gøre alt 110 % korrekt. Det, jeg forsøger at forhindre, er, at jeg dør eller bliver alvorligt syg.
Jeg var for øvrigt med i TV2dok "I tankernes vold" den 12. maj 2005. Den udsendelse har du måske set?

Jeg kender godt til frygten for, at man aldrig bliver fri af sin OCD. De tanker har jeg også. Jeg får især tankerne i de perioder, hvor jeg er meget deprimeret. I sådan en periode bliver alt for mig uoverskueligt, og jeg foretager mig stort set ikke andet end at spise, sove, gå i skole og se fjernsyn.

Du skal ikke opgive kampen før end, du har forsøgt dig med en kvalificeret behandling. Det ville være for dumt. Man går en hård tid i møde, når man skal kæmpe sig ud af sin OCD. Det, kan personer der, ikke har prøvet det, ikke sætte sig ind i. Det er jo svært at forklare, hvorfor man f.eks. får det så dårligt, når man pludselig ikke må tjekke vinduerne mere end 1 gang længere. Det må være svært at forstå, at en person ikke tror på, at vinduet er lukket, når personen har mærket efter 1 gang. Jeg er altid bange for, at jeg husker forkert. Det kan jo også være, at den ikke var lukket alligevel... Det kan jo være, at jeg tog fejl... Det er tvivlen, der hele tiden kommer. Tidligere kaldte man jo også OCD for tvivlesygen. Det er egentlig et meget dækkende navn.

Jeg har fået antidepressiv medicin, fra jeg var 15år - 22år. Jeg får ikke medicin længere. Jeg har aldrig følt, at medicinen hjalp mig. Jeg har stort set aldrig haft andet end bivirkninger. Jeg er meget lettet over at være trappet ud af medicinen og jeg vil aldrig have det igen. Jeg føler, at jeg har fået mere kontakt med alle mine følelser. Jeg har ikke fået det værre af det.

Du har ret i, at det ikke gør det lettere for os, at vi også lider af en depression.

Du må endelig skrive igen.

Jeg ved godt at ovenstående er et gammelt indlæg, men hvor kan jeg bare genkende mig selv i det beskrevne, nærmest 100%...

[Carohh]

Hej Christina.
Jeg ved godt der er længe siden du lavede dette indlæg, men jeg vil alligevel forsøge at få fat i dig!
først og fremmest, åååh ja hvor jeg kender det! jeg kender det så godt, at jeg var ved at græde da jeg læste din historie. Har selv været der. stået tudende med hænderne under det rindende vand for at vaske dem "rene" for gud ved hvilken gang. Jeg brugte samtlige af mine cykelture da det var værst på at planlægge, hvorledes og hvor mange gange jeg kunne vaske mit tøj inden mine forældre kom hjem fra arbejdet. Og nej hvor man prøver. man forsøger at holde 1000 bolde i luften, mens man hører dem falde om ørene på en.
Jeg er ikke klar over, hvornår min historie begynder, men jeg ved, at da det var værst, var det rigtig slemt! Jeg led (!) ligesom dig af overdreven rengøring af mine hænder grundet en irrationel frygt for at blive smittet med HIV.
men nu skal du høre!
for ca 6-7 år siden (jeg er nu 24) trak min mor mig til side og sagde, at hun havde mødt med nogle psykologer der kunne hjælpe. Jeg blev rasende og stormede ud af døren og kom vist ikke hjem i nogle dage. jeg vidste hun havde ret, og jeg ønskede virkelig hjælp! jeg kom dog til fornuft et bar dage efter og sammen gik vi til en psykiater som kunne hjælpe mig. Jeg startede med det samme på Zoloft men samtidig indgik vi aftaler, min psykiater og jeg, om, at jeg fx kun måtte skifte sengetøj en gang om ugen etc.
for at ungå at fortælle hele min historie, kan jeg kun sige at jeg fik det godt igen. siden er det gået op og ned - men helt klart mest op!!!! efter en nedtur ca 3 år efter jeg startede på medicin (jeg stoppede første gang efter ca et år) startede jeg på Fobiskolen i KBH. Der fik jeg hjælp til at komme igennem min angst! vi lavede øvelser, som kan få en hver OCD ramt til at løbe skræmmende væk, men som er det hele værd! jeg lærte at kontrollere min angst for bakterier og snavs. Jeg kan virkelig anbefale dig dette!
desværre tog jeg munden for fuld og sluttede kort tid efter min medicin (for 2. gang). Jeg følte jeg havde det godt og at jeg nu ku kontrollere det. Det kunne jeg også, når det kommer til at vaske hænder. men desværre kom min angst tilbage forklædt som noget nyt. Jeg var lige flyttet hjemmefra og startet på studiet, og jeg tror at denne forandring, var med til at slå mig ud. Min OCD og mine tvangstanker var i denne omgang mere end depression end det var egentlig OCD, men min pointe er, at de to ting er meget tæt konnektede!! det er lige før jeg vil sige, at det er to sider af samme sag. efter ca 4 mdrs indre smerte (on and off) begyndte jeg på medicin og jeg har nu været på det i ca 2 år!
Min historie er længere og mere kompliceret end den forklares her, men jeg skriver for at understrege at du KAN få det bedre! jeg har fået det bedre nu (jeg havde det ikke skidt alle de år fra det startede til nu!). Livet har selvfølgelig sine op og nedture, men nu er de til at håndtere!
Jeg ved ikke hvilken form for medicin du tog for din depression, men jeg synes virkelig du skal prøve at begynde på Zoloft mens du starter på noget kognitiv behandling, fx på fobiskolen!
Der er nemlig én ting jeg har lært af min tid med OCD: Man skal ikke gå på kompromis med at have det godt!, også selvom det betyder at man skal begynde på medicin.
alt det bedste herfra! håber du læser dette selvom det er en gammel tråd!