Forvirret...

[LidtForvirret]

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal starte... Jeg har meget svært ved at få styr på alle de forvirrede tanker og endnu mere svært ved at sætte ord på dem. Sagen er, at jeg frygter, at jeg måske har OCD, men jeg tør for alt i verden IKKE tale om det, da jeg føler mig ydmyget og til grin over at fortælle mine omgivelser om mine ritualer. Så derfor lever jeg med tvivlen og uvisheden... Men nu kan jeg snart ikke holde til mere! Og jeg har et påtrængende behov for at komme ud med mine tanker et sted... Så jeg prøver her.

Jeg er en pige på 20 år. Siden jeg var lille har jeg altid haft en del ritualer, som var en del af min hverdag - især ritualer, der handlede om tal og især tallet 4. Uanset, hvad jeg gjorde skulle det altid gentages 4 gange.
Jeg har altid bedt aftenbøn og på et tidspunkt, da jeg var lille begyndte jeg at lave et bestemt skema for mine aftenbønner sådan forstået, at når jeg bad skulle jeg altid først bede fadervor korrekt og flere gange indtil det føltes rigtigt. Dernæst skulle jeg så huske navnene på en hel masse mennesker, som jeg skulle huske at nævne allesammen i min bøn. Hvis jeg glemte en enkelt måtte jeg begynde forfra.

I skolen har jeg altid været den stille pige, som ingen rigtigt foretrak at være veninder med. Sammen med andre føler jeg mig tit hæmmet og bundet af min egen tavshed. Oven i det er jeg tal-blind (diskalkulisk) og det medførte, at jeg ofte blev til grin i matematik-timerne og i gymnastik-timerne, da min form for talblindhed (diskalkuli) også medfører, at man har svært ved at indlære motorisk. Pga min talblindhed har jeg meget svært ved tal og derfor er det MEGET SVÆRT at skulle holde styr på altid at gøre alting 4 gange. Men jeg føler simpelthen, at jeg ikke kan finde nogen form for indre ro, hvis ikke jeg gør det. Hvis jeg ikke har udført mine tvangs-ritualer i et stykke tid begynder jeg at få det dårligt og blive urolig, og så bliver jeg nødt til at lave ekstra mange for at få det bedre.

For snart 2 år siden blev jeg meget syg i maven og lå på hospitalet i lang tid. Jeg gennemgik en operation og store smerter. Siden da har jeg været vildt angst for at få bakterier ned i maven. Jeg vasker fingre op til flere gange om dagen óg jeg skal altid tjekke holdbarhedsdatoen på maden før jeg spiser den.
Dette er mine forældre begyndt at opdage og de skælder mig derfor ofte ud og undrer sig, hvilket føles meget ydmygende.
Der er meget mad, som jeg ikke tør spise og hvis jeg først har sat mig for, at den mad jeg har er beskidt eller gammel, eller fyldt med bakterier - ja så kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at spise den. Så jeg smider tit mine madpakker ud og sulter med vilje for at undgå bakterierne.
Jeg har det på samme måde med vitaminpiller. Jeg ved, at jeg burde tage dem, men jeg føler simpelthen, at de forgifter mig.

Jeg tør ikke rejse nogen steder hen, da jeg er overbevist om, at jeg så får ondt i maven. Jeg tør af denne grund heller ikke sove ude. Min store angst er mavesmerter og det værste jeg kan forestille mig er at kaste op. Hvis jeg en dag har ondt i maven kan jeg slet ikke kontrollere mine følelser og er overbevist om, at jeg er blevet farligt syg og ikke kan leve videre.

For ikke så lang tid siden døde min søster mor og siden har der været en del døsfald. Jeg er virkelig angst for døden og går nu rundt og ser sammenhænge og mønstre i alting. Jeg er meget overtroisk og tror så, at disse sammenhænge betyder, at der snart vil ske noget forfærdeligt... Derfor går meget af min tid med at overbevise mig selv om, at der ikke vil ske noget forfærdeligt. Men jeg har svært ved at tro det...

Jeg har også mange tvangstanker om min søsters mor og det er næsten det værste. Jeg frygter hele tiden døden og hver gang jeg tænker på hende bliver jeg nødt til at udføre et meget langt tvangsritual.

Derudover har jeg også i perioder tvangstanker om andre ting - som fks. at bestemte ting altid skal stå på bestemte måder og, at jeg altid skal gøre bestemte ting, når jeg går forbi bestemte steder i mit hus.

Alt dette er ikke noget som nogen i min omgangskreds ved... Ikke engang min kæreste har den mindste anelse.

Og alligevel siger folk tæt på mig tit, at de opdager, at jeg er meget bange for bakterier, er meget lang tid om at gå i seng og vasker fingre meget tit.

Min store frygt er, at de skal finde ud af det...

Nu ved jeg ikke mere, hvad jeg skal skrive...Det er jo ikke sådan, at min hverdag er et totalt helvede - tværtimod. Men hver aften, når jeg bare så gerne vil sove og IKKE KAN, fordi jeg hele tiden bliver nødt til at gå ud af sengen og lave ritualer... Tja, så bliver jeg bare så fortvivlet over hele min situation...

Og på samme måde bliver jeg endnu mere fortvivlet, hvis jeg nægter at udføre mine tvangshandlinger - for så føler jeg, at jeg er et utaknemmeligt og dårligt, uværdigt menneske og, at jeg fortjener at blive straffet...


Selvom jeg stadig er glad for mit liv og selvom, at min hverdag bestemt er langt fra et helvede, så må jeg dog indrømme, at jeg efterhånden har det meget skidt... De tanker jeg har er jo sygelige! Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg er bange for, at de er virkelige og, at jeg aldrig kan blive fri for dem uden at mit liv går i stykker... Så jeg bliver nødt til at adlyde dem. Og for det meste skal jeg gentage dem igen og igen, fordi jeg ikke kan slappe af, før det føles rigtigt. Og det føles sjældent rigtigt før jeg har lavet et ritual rigtig mange gange...

Og dette her er jo ikke en holdbar måde at leve sit liv på... Noget må forandres! Men hvad? Og hvordan!?!?!?

Hilsen den forvirrede...

[Lisbeth]

Hej Forvirrede.

Jeg er ikke i tvivl om, at du lider af OCD. Jeg er dog hverken læge, psykolog eller lignende, så jeg har ikke kompetencer til at give dig en diagnose. Jeg synes, det lyder til, at du er meget plaget af dine tvangshandlinger og tvangstanker. Det er også meget naturligt. Det er ulideligt at have det på den måde. Det er derfor meget vigtigt, at du får noget hjælp nu. Jo før des bedre. Du må ikke gå med det helt alene. Det er alt for svært at bære det alene. Jeg synes, du skal starte med at få en tid hos din egen læge. Fortæl lægen hvordan du har det. Hvis det er for svært, kan du evt. printe det ud, du har skrevet herinde og tage det med. Hvis du ikke bryder dig om at snakke med din læge om det, vil jeg gerne give dig navnet på nogle behandlere, der har erfaring i at behandle OCD. Hvis du er interesseret i det, kan du sende mig en mail på: lisbeth@ocd-foreningen.dk og fortælle mig, i hvilken by du bor.

Det er vigtigt for mig at fortælle dig, at du ikke skal være flov over dine tvangshandlinger eller tvangstanker. Du kan ikke selv gøre ved det. Det er en sygdom, som man ikke selv vælger. Man vælger jo heller ikke selv, at man f.eks. får influenza. Du kan få det bedre igen, hvis du får den rette hjælp.

Du må endelig skrive igen. Vi er mange i den samme båd.

[Anette]

Hej Forvirrede

Ja, jeg kan kun give Lisbeth ret...du skal have hjælp meget hurtigt, for der ER hjælp at hente.
Jeg er heller ikke i tvivl om at du har ocd og du er bestemt ikke alene..du er heller ikke tosset eller sindsyg..du har det "lidt" ligesom dem der har sukkersyge..de manger et stof i bugspytkirtlen som hedder insulin, det kan de få tilført ved medicin. DU mangler et stof i hjernen som hedder serotonin og det kan du få tilført med medicin.
Du er også velkommen til at skrive til mig anetteholm@gmail.com, eller ringe på 28494005, hvis du har brug for det. Jeg er selv mor til Sanne på 21 år som har ocd.
Vi har en lokalgruppe i ocd-foreningen i Næstved som er for ocd-ramte og pårørende. Du kan bare spørge hvis du vil høre mere om det.
Hvis du bor i nærheden af mig og ikke har nogen til at gå med dig til lægen, vil jeg gerne hjælpe dig.
Håber dette kan hjælpe dig lidt....pas godt på dig selv og skriv eller ringendelig.

Mange hilsner fra Anette