Min historie, del 1

[Helene]

Trods min unge alder, har jeg oplevet en masse. Jeg tror det er nemmest for mig at fortælle min historie helt fra starten af. Jeg har valgt at skrive den ned, fordi jeg tænkte at det måske kunne hjælpe nogen.

Da jeg var helt lille var jeg desværre ekstremt naiv. Jeg troede at hele verden var lyserød. Jeg troede at onde hændelser kun fandtes inde i fjernsynet. Udover det stolede jeg blindt på alle. Jeg troede på alt hvad folk fortalte mig.
Jeg må have været omkring 4-5 år, den dag jeg fandt min mor ligge på gulvet inde i vores stue. Hun var ved bevidsthed, men jeg var alene hjemme sammen med hende. Det var tydeligt at se at hun havde det rigtig dårligt. Hun havde udslæt over det hele. Det kom som et kæmpe chok for mig. Min mor, som jeg var vant til kunne klare alt selv, lå der foran mig fuldstændig hjælpeløs. Hun fik mig til at bringe telefonen til hende, hvorefter hun ringede til sin søster, som derefter ringede efter en ambulance. Jeg kan huske at jeg sad oppe foran i ambulancen. Manden som kørte bilen prøvede at berolige mig ved at fortælle mig at min mor nok skulle blive OK igen. Det blev hun også. Hun havde fået penicillin forgiftning, og blev hurtigt sig selv igen. Min far og søster kom ud og hentede os på hospitalet.

Denne ubehagelige oplevelse havde sat sine spor på mig, men det var ikke noget jeg fandt ud af før meget senere.

Da jeg som otte-årig var ude for en alvorlig båd-ulykke, var der heller ikke meget hjælp at hente. Det var en meget alvorlig drukne ulykke. En klassekammerat og jeg var blevet fanget under en jolle, og vi havde været livløse da folk fandt os. Jeg vågnede op på hospitalet i en respirator. Min klassekammerat lå i lokalet ved siden af, og havde også klaret den. Min søster var heldigvis ikke kommet så galt afsted. Hun havde været tæt på at gå i chok, men lægerne havde heldigvis fået det kolde tøj af hendes krop i tide. Vi var i alt femten mennesker i den båd der kæntrede, og vi blev alle tilbudt hjælp. Min søster, min klassekammerat og jeg gik til psykolog sammen, men da psykologen sagde sit eget job op fordi hun var utilfreds med sin præstation, var der ikke mere hjælp at hente. Eksperterne gik bare ud fra at vi ikke havde brug for mere hjælp. Vores forældre gik ud fra at eksperterne vidste hvad de snakkede om.

Efter ulykken var det ligesom gået op for mig at verden ikke var lyserød. Der skete ubehagelige ting engang imellem. Det var ikke altid at mor og far kunne redde én. Det gik op for mig at jeg ikke var udødelig, og værre endnu, det gik op for mig at min familie ikke var udødelig. Jeg blev angst for at miste dem jeg elskede. Hvis jeg hørte en sirene når jeg var på fritidshjem var jeg utrolig angst for at der var sket enten min mor eller far noget. Jeg åndede altid lettet op når de endelig kom og hentede mig.

Da jeg var omkring 12 år kollapsede hele min verden. Siden jeg var otte år havde en jævnaldrende konstant været efter mig. Hun gik på min skole, så jeg skulle kigge på hende hver dag. Det gjorde mig heller ikke noget, for jeg troede hun var min veninde. Jeg troede jo ikke på at mennesker kunne være onde mod hinanden. Hver dag fik hun fortalt mig at jeg var grim. Hun sagde det aldrig direkte, men hun kunne for eksempel finde på at sige "dine tænder er skæve" eller "dit hår er ødelagt." En dag efter skole var jeg hjemme hos hende. Hun havde lige været på toilettet, da hun kom ind med en kæmpe stor kniv i hånden og så ond ud i ansigtet. Jeg blev bange, især fordi hendes forældre ikke var hjemme. Da hun så mit ansigtsudtryk begyndte hun at grine helt vildt, og så lagde hun kniven fra sig. Jeg ville gerne væk fra hende, men jeg turde ikke sige noget til nogen. Jeg var for chokeret og for bange. Jeg kunne rent ud sagt slet ikke forstå hvad det var der foregik.
Når jeg var i skole og snakkede med mine klassekammerater, blev hun sur på mig. Jeg fik dårlig samvittighed.
Vi var begge glade for at synge. Hver gang jeg var færdig med en optræden, trak hun mig til side for at fortælle mig at jeg havde gjort det dårligt, og at hun følte hun blev nødt til at sige det til mig, når nu vi var bedste veninder. Hun påstod endda at mine forældre løj, når de fortalte mig at jeg sang godt. Hun sagde de kun sagde det for at gøre mig glad.

Det var meget hårdt, især fordi jeg var så ung. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Idag ved jeg godt at jeg burde være gået til mine forældre, men jeg var bange for at de ikke ville tro mig. De var nemlig tilfældigvis venner med hendes forældre. Alt sammen var bare utroligt kompliceret.

Som 12-årig kunne jeg som sagt ikke holde til mere. Jeg fik panik angst. Jeg var utrolig angst for at blive gjort til grin. Min værste frygt var at skide i bukserne foran andre (noget som jeg faktisk havde oplevet før.) Derfor begyndte jeg at blive meget hjemme fra skole. Jeg turde kun at gå på toilettet hjemme hos mig selv, for jeg var bange for at hvis jeg først gik på toilettet ude, at jeg så ville få diarré. Så hvis jeg skulle på toilettet når jeg var i skole, blev jeg nødt til at gå hjem, og det var altså en gåtur på hele 20 minutter. Det værste var dog at jeg blev så nervøs og angst, at jeg rent faktisk fik tynd mave. Det gjorde det hele meget værre.

Mine forældre forstod ingenting. De prøvede at forstå det, men jeg havde jo ikke fortalt dem hvordan min veninde opførte sig overfor mig. Jeg prøvede at undgå hende, når jeg rent faktisk var i skole, men det gjorde desværre kun at hun begyndte at forfølge mig efter skole. Hun skulle altid tjekke om jeg var begyndt at få andre venner. Når jeg var hjemme hos nogen, ringede hun hjem til dem, og påstod at min far lige havde fortalt hende at jeg skulle komme hjem med det samme. Det var ulideligt. Mine forældre prøvede at finde den rette behandling til mig, men det gik bare ikke. Da jeg var 14 år gik det helt galt. Jeg var rædselsslagen for min veninde. Hun var begyndt at blive voldelig, og hver gang jeg havde været sammen med hende, gik jeg i brusebad, fordi jeg følte mig beskidt. Mine forældre regnede den heldigvis ud til sidst. Min mor blev helt overvist da hun så med sine egne øjne at min veninde var voldelig overfor mig.
Min klasselærer gav mig lov til at holde pause fra folkeskolen. Jeg kom aldrig tilbage. Vi prøvede med noget hjemmeundervisning, men jeg gav op til sidst. Simpelthen fordi jeg vidste jeg ikke kunne tage hen på skolen og fuldføre eksamen. På det tidspunkt kunne jeg slet ikke gå udenfor en dør, af rædsel for at blive gjort til grin, og af rædsel for at møde min veninde.

[Helene]

Jeg gik helt i sort. Mit liv stod stille i et helt år. Jeg prøvede nogle forskellige psykologer, men jeg kunne aldrig møde op til samtalerne, ikke engang med en taxa. Til sidst var jeg helt bleg i hovedet, fordi jeg aldrig kom ud i lyset.

Efter cirka et år begyndte jeg at få underlige tanker. De blev ved med at komme tilbage. Jeg så hele tiden billeder af mig selv enten kvæle eller stikke min familie ned. Jeg var hunderæd for at jeg kunne finde på at gøre det, og jeg var hunderæd for at jeg var ved at blive sindssyg. I en måneds tid holdt jeg det for mig selv, men så kunne jeg ikke mere. En aften brød jeg sammen overfor min mor, og fortalte hende om mine tanker. På det tidspunkt var der ingen af os der vidste at det var OCD... så vi var alle sammen ret frustrerede. Min mor lovede mig at jeg ikke var ved at blive sindssyg, men jeg troede ikke på hende... mig som altid havde stolet på folk. Jeg følte slet ikke jeg var mig selv. På grund af den følelse var jeg bange for at jeg var skizofren. Jeg turde ikke sove af frygt for at jeg ville gøre nogen noget mens jeg sov. Samtidig fik jeg et flashback fra ulykken. Jeg kunne lige pludselig huske hvordan det føltes at drukne. Jeg rystede over det hele, og det har nok mest af alt lignet et epilepsi anfald. Min mor blev nødt til at holde mig nede, og begyndte at græde. Jeg lå og skreg som et lille barn, og det hele var bare kaos. Efter en uge i samme ulidelighed tvang min mor, moster og en af vores veninder mig til at tage ud på Bispebjergs skadestue. Det var rigtig hårdt for mig at tage derud. Det var første gang i meget lang tid at jeg havde været udenfor.

Det første de gjorde var at skrive nogle lykkepiller ud til mig. Det næste de gjorde var at vise mig rundt på deres afdeling, fordi de ville indlægge mig. Da gik jeg helt amok, og fortalte dem at det ikke var det rigtige for mig. Jeg fortalte dem at jeg IKKE skulle indlægges. På intet tidspunkt nævnte de OCD for mig, og fordi jeg ikke ville indlægges ville de ikke hjælpe mig. Jeg så unge mennesker rende rundt og kigge ned i jorden, og vidste bare at det ikke var stedet for mig. Jeg blev henvist til en psykolog, og lykkepillerne begyndte så småt at virke. Efter fem gange mente psykologen at jeg havde det bedre.

Jeg kunne pludselig komme ud, jeg kunne pludselig køre i tog og bus. Jeg kunne pludselig en hel masse ting. Men 1½ år efter da jeg skulle til engelsk eksamen på VUC brød jeg sammen igen. Jeg tog ud på Hvidovre Hospital med min mor, og det var en kæmpe skuffelse. De fortalte mig at de ikke havde nogen angst specialister. Jeg måtte tage hjem. Næste dag, da jeg fik et anfald igen tog jeg derfor ud på Bispebjerg. Da fik jeg af vide at jeg hørte til Hvidovre Hospital, og derfor måtte tage derud. Jeg fortalte dem at Hvidovre havde informeret mig om at de ingen angst specialister havde. Til det fik jeg blot af vide at det ikke kunne passe.

Min mor og jeg måtte selv betale taxaen til Hvidovre Hospital.

Jeg kom til at snakke med en læge, som sad og gabte højlydt lige foran øjnene på mig. Han spurgte mig om en helt masse ting, og derefter fortalte han mig at jeg ikke var psykotisk, og at han derfor ikke kunne hjælpe mig, da de ikke havde nogen angst specialister derude. Atter igen blev jeg sendt hjem. To dage efter modtog jeg et brev fra hospitalet med en henvisning til et sted der behandlede skitzofrener. Det var rigtig hårdt for mig at sluge.

Hospitalet gav mig en undskyldning senere hen, men hele episoden satte alligevel sine præg på mig..

Jeg gennemførte eksamen, og derefter gik jeg på nettet for at søge på de symptomer jeg havde. Med det samme dukkede OCD op. Det gik hurtigt op for mig at jeg havde fundet hvad jeg ledte efter. Min mor ringede til en angst specialist, som derefter fortalte hende at det lød meget som om jeg havde panikangst og OCD. Jeg tog ud på OCD klinikken i Søborg, og da fik jeg endelig min diagnose... OCD og panikangst.

Jeg har et nogenlunde normalt liv nu. Jeg har en dejlig kæreste, som jeg bor sammen med. Vi har været kærester i tre år nu. Jeg har en masse dejlige venner. Jeg kan gå ud, og jeg kan køre i tog og bus. Nogengange kan jeg godt mærke angsten, men jeg har lært at kontrollere det. Jeg tager stadig lykkepiller. Hvis jeg stopper med at tage dem går jeg ned. Det irriterer mig, især efter min behandler har fortalt mig at jeg aldrig burde være begyndt på dem. Det er efterhånden ved at være et halvt år siden at jeg har været til behandling, simpelthen fordi jeg ikke har råd til det.

Kommunen vil ikke hjælpe mig, fordi jeg ikke har afprøvet alle ting indenfor det offentlige. Jeg mangler at afprøve Rigshospitalet. Jeg har endelig fundet en behandler som kan hjælpe mig. Hun er den eneste som nogensinde har kunne hjælpe mig. Så selvfølgelig har jeg ikke lyst til at stoppe behandlingen og starte helt forfra.

Én ting er gået op for mig, og det er at systemet simpelthen ikke fungerer. Det skræmmer mig.

Mit liv med OCD... det er okay normalt nu, men jeg indrømmer at jeg tidligere havde det som om mit liv var et mareridt, som jeg bare ikke kunne vågne op fra. Jeg ved hvor hårdt det er, og jeg ved hvor skræmmende det er at finde ud af at de fleste hospitaler ikke engang vil anerkende OCD som en sygdom. Man føler sig fuldstændig hjælpeløs, og jeg håber at jeg en dag kan hjælpe folk som går det helvede igennem jeg selv gik igennem engang. Jeg ved bare ikke lige hvordan jeg skal gøre det.

Men det her var ihvertfald min historie.

Med venlig hilsen
Helene

[Anette]

Hej Helene
Tak for din historie. Den gør meget indtryk på en. Sikke nogle voldsomme oplevelser du har haft.
Det er dejligt at høre, at du er nogenlunde ok nu.
Du skriver, at du mangler at afprøve Rigshospitalet. Der er Tom Bolvig ansat. Han er overlæge i psykiatri og har meget forstand på OCD. Bare til en orientering.
Håber det bedste for dig.
Tak fordi du delte din historie med os.
Mange hilsner fra
Anette

[Mads]

Hej Helene
Glæder mig at høre at det går dig bedre i dag. Og tak for at du ville bruge tid til at skrive din historie her i forummet.

Et par bemærkninger:
# det er uprofessionelt at Hvidovre hospital ikke tilbyder dig (eller andre) en behandling af angstlidelser - men det er ikke første gang, jeg har hørt om det. Det er dybt beklageligt og vi må håbe at de får øjnene op for at der findes andre psykiske lidelser end psykoser. Hvis de ikke selv kan behandle angstlidelser bør de i det mindste sende folk andre steder hen, hvor de kan komme i rette behandling.

# jeg mener ikke, at psykologen i Søborg udtaler sig på et fagligt korrekt grundlag, når han eller hun påstår, at du aldrig skulle være kommet i SSRI behandling, set i forhold til din daværende psykiske tilstand. Det udsagn er mere at betragte som ideologi og obstruktion af en ellers korrekt igangsat behandling. SSRI behandlingen gjorde det jo muligt for dig at få en dag til at hænge sammen trods den voldsomme angst - hvilket må anses som meget vigtigt, fordi det gør at du ikke bliver isoleret og du kan opsøge behandling.

# Rigshospitalet psykiatriske klinik tilbyder behandling af OCD og panikangst og andre angstlidelser. Man går i individuel og/eller gruppeterapi cirka en gang om ugen. For at komme videre i din behandling bør du tage kontakt til dem såfremt du ikke får din nuværende psykolog betalt.

Held og lykke!

mvh mads

[Moonlight]

Puha, det var dog en skrækkelig "veninde" du havde dengang, hvor er det synd at du ikke turde fortælle nogen om hende.

Dét med at en profesionnel sidder og, mere el. mindre, gaber en lige op i ansigtet det har jeg også været udsat for, det er totalt mangel på respekt - og selvrespekt og respekt for sin egen faglighed...!

Det glæder mig at du har en dejlig kæreste og at medicinen hjælper dig.

Held og lykke fremover.