Oprindeligt indsendt af
Drillenissen
Hej
I september sidste år, begyndte min datter på 9 år at vaske hænder hele tiden, hun ville ikke røre ved noget med sine hænder og alt blev gjort med fingrespidserne. Hun spurgte hele tiden om der kunne ske noget ved det ene eller det andet og alt sammen var for at forsikre at hun ikke kunne blive syg. Pludselig var bakterier, angsten for sygdom og andet slemt blevet en enorm stor del af vores hverdag, og vi kontaktede i første omgang vores læge, som til at starte med sagde til min datter, at det var noget i hendes hoved og hun skulle bare tage sig sammen. Dette kunne jeg ikke acceptere og i samarbejde med en psykolog på PPR, fik jeg endnu en tid hos lægen, som efter at have snakket med psykologen henviste os til Børnepsykiatrisk ambulatorium til en akuttid. I december blev hun diagnosticeret og så blev hun sendt retur til psykologerne i PPR, fordi at ventetiden på behandling på børnepsyk. var på minimum 8 måneder. Trods manglene viden om OCD, tog psykologen min datter i behandling. Hun kontaktede kolleger med større viden om OCD, og prøvede ud fra dette at hjælpe min datter. Men efter få besøg, stod det hurtigt klart at hun ikke kunne hjælpe min datter, som virkelig bare fik det værre og værre. Og psykologen var dybt bekymret for hende, og prøvede alt hvad hun kunne for at vi, hurtigst muligt kunne få en ny tid på børnepsyk. Men desværre i vores lille land sidder de praktiserende læger med "magten" hvad angår henvisninger til børnepsyk. Og desværre er der nogle som, absolut ikke har nogen viden om psykiske lidelser hos børn. Til sidst fik jeg en tid hos vores læge hvor vi bad ham om at indlægge vores datter, for vi turde ikke længere tage ansvaret for hende, og psykologen var med og bakkede os op. På det her tidspunkt var min datter konstant ked af det, ville ikke i skole, kunne ikke rigtig tale med os, hver dag var et mareridt for hende og vi frygtede virkelig for at hun med den hurtige udvikling ned af bakke, kunne finde på at gøre skade på sig selv. Og som familie stod vi totalt magtesløse og følte ikke vi kunne hjælpe hende, samtidig med at man ind imellem bliver "tosset" i hovedet når man har et barn med OCD, og ingen redskaber har, og ikke ved hvad der er rigtigt og forkert og gøre.. Og man bliver trukket mere og mere ind i hendes sygdom og det er den som sætter dagsorden i hverdagen.
Mødet hos lægen var endnu en magtesløs oplevelse, for vi blev betragtet som hysteriske og han ville ikke give os ret i at min datter oven i alt andet var blevet depressiv, trods psykologens udtalelse, og han ville bestemt ikke indlægge os, men han ville da lige prøve i løbet af den næste dag og snakke med børnepsyk. for at få en hurtig tid.
Det fik vi så´og 5 dage senere var vi igen på børnepsyk. som straks vurderede min datter så dårlig at der straks skulle sættes et behandlingsforløb i gang, enten hos dem eller hos nogle eksterne, for problemet var stadig den forbandede ventetid. Og så skulle min datter samtidig i medicinsk behandling.
Min datter har noget gået i kognitiv og medicinsk behandling på børnepsyk. siden februar og hun er allerede i bedring. Selvfølgelig er det små skridt hun tager, men langsomt arbejder hun sig op til at kunne bekæmpe og snyde "Drillenissen" som vi kalder hendes tanker. Vejen er stadig meget lang, men vi har tiltro til at det nok skal blive godt, men det var ikke gået så hurtigt hvis vi havde lyttet til lægen istedet for stolet på os selv, og var blevet ved med at presse på. Så et godt råd til alle: Stol ikke blindt på systemet, for især på det her område mangler der viden og forståelse.
Hilsen
Rikke, mor til en OCD-ramt
Min Datter har OCD
Besvar med citat
