Sådan blev jeg fri af ocd
Hej du
Når jeg vælger at fortælle min historie, så gør jeg det fordi jeg har en indsigt og viden som kan være til hjælp for mennesker som lider på en eller anden måde. Jeg kan ikke fortælle hele min historie her, det ville være for omfattende, men jeg kan oplyse at min historie i sin fulde længe indholder svar på, hvad der går galt, på hvilken måde det går galt i det danske system og hvilken ting man ikke kan få behandlet i terapi m.m. noget jeg meget gerne vil fortælle om via foredrag og igennem en bog som jeg arbejder på.
Min historie her er stærkt reduceret, fordi jeg kun har lagt vægt på at fortælle sammenhængen i hvordan jeg blev fri fra ocd, angst og depressioner.
Begyndelsen på mine problemer startede før jeg overhovedet blev født, det kan lyde mærkeligt men det er fordi der er tale om en social negativ arv, som aldrig blev brudt. Ser du, da min far blev født, blev han givet væk 2 gange inden for det første år af hans levetid. Han blev bortadopteret og fik to forældre som begge havde alkoholproblemer. Jeg har fået fortalt at han skulle tørre op efter sin mor når hun havde drukket og det løb den ene eller den anden vej ud. Om det var derfor han blev sendt på børnehjem, ved jeg ikke, men det gjorde han.
Min mor blev også sendt på børnehjem, det var efter at hun havde overværet hendes mors død i barselssengen,dengang hun var 3 år. Det var på børnehjemmet mine forældre mødte hinanden. Børnehjem dengang var langt fra hvad børnehjem er i dag. Pædagogisk og psykologisk sans eksisterede slet ikke. Dengang slog man børn og jeg har fået fortalt at man tvang børn til at spise deres eget opkast når de var syge. (dette er blevet bekræftiget via en udstilling i svendborg for kort tid siden).
Det siger sig selv at med sådanne en opvækst må man få problemer og det fik de. Meget unge, fik de min storebror, to år senere fik de min store søster. Da hun blev født ændrede min fars ellers gode forhold sig til min bror. Som treårige blev han sendt i skammekrogen og mange, mange problemer tog til. Min far slog både min bror og min mor. Sjældent blev vi andre (vi var 7) også slået, af begge forældre. Engang knækkede min mor en grydeske på min bror da hun slog ham. Min far skar malerier i stykker, han løb også engang efter min mor med en kniv, imens hun bar min lillle bror på armen. Det var meget voldsomt og en del af mine problemer blev til angst. Men små børn kan ikke rumme angsten hvis det betyder forkastelse fra sine forældre så jeg "valgte" at være bange for krig istedet for mine forældre. Det betød at jeg kunne gå i månedsvis og være bange hvis jeg hørte ordet krig. Med så store problemer forsvinder angsten ikke den forstærkes og "smitter af" på andre ting, så jeg begyndte at blive bange for næsten alt, hunde, mennesker, at gå over gaden osv.
Mine forældre søgte ganske vist at få hjælp igennem systemet, det lykkedes aldrig. Min mor lærte mig at det med GUD var noget værre vrøvl, alligevel så bad jeg til GUD når jeg havde det dårlig, selvom jeg ikke vidste om der var en GUD eller ej.
Som 14 årige stak min bror af hjemmefra og levede på gaden. Han lave kriminalitet og begyndte også at drikke. Det fik problemerne hjemme til at exploderer. Det fik min mor til at tage en beslutning om at ville skilles og det blev de. Men hun var aldrig blevet involveret i hvordan økonomien hang sammen, så det blev vores nye problem. Vi havde dage hvor der ingen mad var i huset og vi mærkede virkelig hvordan det var at sulte.
Jeg begyndte at tro at jeg måtte være djævlens barn. Min kontrol som var startet tidlig med ikke at træde på streger, farver som blev systematiseret i min hjerne og andre mærkværdige ting, blev meget forstærket. Jeg isolerede mig fra andre og da jeg endelig flyttede hjemmefra afskar jeg mig også fra min familie. Min regøringsvanvid som var startet ved at mine forældre havde rost mig for at være god til at vaske op, blev værre og værre. Da jeg indgik et parforhold var det med til at holde min mand hjemmefra og måske med til at han udviklede et alkoholproblem. Det blev en ring af besværligheder og da jeg var ca. 24 år begyndte jeg for alvor at tænke over min situation. Jeg ville have en løsning og jeg vidste godt at problemet lå hos mig, jeg vidste bare ikke hvordan. Min søgning gav resultat via alternative behandlings metoder. Det etablerede system havde aldrig ville hjælpe mig når jeg havde søgt der. De havde simpelhen ikke forstået hvor alvorlig problemet var. En læge sagde engang til mig, at jeg bare skulle gå en tur når jeg havde det dårligt, og det er kun et af mange eksempler på hvor dårlig jeg blev behandlet. Da jeg begyndte på den alternative vej, stiftede jeg bekendskab med astrologi, pendulering, gestaltterapi, syvstjernen, healing, clairvoyance, kortlæsning og meget mere af den slags. Det sidste fra den alternativeverden var min Nlp uddannelse, som jeg efterfølgende arbejdede en del med i forskellige foreninger. Der skete det, at min bror efterhånden havde fået et meget forfærdeligt liv og han truede med selvmord. Jeg kunne på det tidspunkt ikke se at der var noget som helst at leve for i hans liv. Derfor bad jeg GUD om at han måtte dø. Det gjorde han faktisk, meget kort tid efter min bøn. Hans død, tog jeg som et bønnesvar og jeg begyndte at tro at der måtte være mere mellem himmel og jord. Derfor begyndte jeg at komme i en kirke og langsomt blev nogle af mine problemer løst. Men jeg vidste ikke om det var nlp eller kristendomme der gjorde det. Derfor bad jeg til GUD om at vise mig om han var der, for som jeg sagde til ham alle siger at de har en GUD og deres er den rigtige. Jeg var total forvirret. I nlp arbejdede jeg meget med mig selv og her blev også mange af mine problemer løst. Undtagen angst og rengøringsvanvid, det turde jeg ikke arbejde med. Men efter at have brugt en del år på at klaregøre mig til at tage fat på problemet, gik jeg i terapi hos en nøje udtænkt terapeut. Der skete det, at jeg blev guidet direkte ind i en dødsangst og min angst forstærkede terapeutens angst, som slog tilbage på mig. Jeg var stærkt overbevidst om at nu skulle jeg dø, jeg har aldrig haft det så dårligt før. Det er den mest forfærdelige oplevelse i mit liv overhovedet, og det selvom jeg ved at det er en af de dygtigste terapeuter der findes. (Jeg har været hos mange)
Efter denne oplevelse poppede min angst op igen og igen. Det skete også en dag da jeg havde været på arbejde i en terapeutisk forening. Jeg skulle hjem og en veninde tilbød at jeg kunne køre med. Pludselig fik jeg et meget alvorlig angstanfald og jeg bad min veninde om straks om at sætte mig af, selvom vi kørte ude på en stærk befærdet vej. Mens hun kørte skreg jeg inde i mig selv "JESUS hjælp mig" og straks kom der en stemme som sagde "FRYGT IKKE" Jeg var fuldstændig målløs, det var som om personen sad ved siden af mig, men jeg kunne ikke se nogen, jeg hørte kun stemmen som sagde "FRYGT IKKE" Bagefter kørte min veninde ind på fortorvet og satte mig af. Min angst var væk, den har aldrig været der siden. Det samme gælder min ocd og min depressioner. Men min historie stopper ikke her. Der skete nemlig det at efter ca. 14 dage mødte jeg igen min veninde og hun sagde til mig "Du kan ikke have GUD inde i dit liv, sådan som dit liv er og iøvrigt sagde GUD til mig den dag du kørte med mig ; FRYGT IKKE." :idea: :idea: :idea: :o
Jeg var virkelig, virkelig målløs, min veninde havde hørt det også. Jeg kan stadig næsten ikke forstå det, selvom jeg ved det og alle de ting der efterfølgende er sket vidner om at det er sandt. Jeg er blandt andet begyndt at køre bil, efter at jeg ikke turde køre i 22 år, selvom jeg havde kørekort. Jeg har også 2 store hunde, hvilket var utænkelig for bare fem år siden.
Det var min meget forkortede historie, jeg håber at du kan bruge noget af det. Jeg har ihvertfald fået liv.
:wink:
VH LS
