Kognitiv adfærdsterapi - Kan det lykkes?

[løven]

Er der nogen som har er faring med at kognitiv adfærdsterapi rent faktisk virker? Jeg kan godt med meget besvær, gå imod mine tvangstanker og handlinger, men kort tid efter (alt fra min til et par timer) så vælter det frem med kendte og ukendte tvangstanker og handlinger. Jeg føler det er helt uoverskueligt og kan være i tvivl om det hjælper, når konsekvensen er at jeg får nye tvangstanker heletiden.

Det er lykkes mig med enkelte tvangstanker at få dem ryddet af vejen i løbet af nogle måneder. Men pludselig 1-2 måneder efter de er forsvundet så kommer de igen. Kan det overhovedet lykkes? Jeg er temmelig opgivende efterhånden!

Jeg går ved en psykiater der går meget op i kognitiv adfærdsterapi og jeg får også antidepressiv medicin.

:cry:

[løven]

Jeg ved at kognitiv terapi har hjulpet nogle, men er med ang. min egen ocd meget skeptisk ang. om kognitiv behandling kan hjælpe mig. Det kræver i hvert fald en psykiater der har Erfaring med den metode, og som jeg har en god kemi med. Tror ikke på behandlingen, fordi jeg ikke har tvangstanker, men "kun" handlinger. Og metoden går jo netop ud på at arbejde med tankerne... Da du lider af tvangstanker, tror jeg godt, at kognitiv terapi kan hjælpe dig, og du er heldig at have en psykiater der går op i den metode; de som jeg har mødt indtil nu, har nemlig ikke virket som om de havde nogen som helst erfaring el. interesse for den...

[løven]

Hej Mai.
Det er lidt sjovt, for jeg lider kun af tvangstanker, men jeg har lidt den samme holdning som dig, til kognitiv terapi. Som jeg opfatter det, så er kognitiv terapi baseret på, at en (tvangs)tanke opstår, og det fører til en (tvangs)handling. For at forhindre handlingen går man ind og spørger, "... hvad sker der hvis du ikke udfører handlingen...) og så skal man derigennem finde ud af, at man ikke bliver smittet, dør eller at verden ikke går under af det. For (tvangs)handlingen opstår jo ikke uden tanke, eller?
Jeg har fået diagnosen OCD for et par år siden, men som sagt kun tankerne.
Og det resulterede så i en indlæggelse, hvor jeg havde et kortvarigt forløb med en terapeut (kortvarigt fordi jeg kun var i DK i 5 uger).
Under en af samtalerne begyndte hun så, at spørge ind til tankerne. Tankerne handlede (handler) om at gøre mennesker tæt på ondt fx. skære halsen over på dem, kvæle dem i en plastik pose eller ledning etc.
Og da hun så spurgte, spørgsmålet lå nok på rygradden "Jamen, hvad ville der ske hvis du gjorde det...". Jeg må indrømme, der tænkte hun nok mere på lærersætninger, end på den situation hun rent faktisk var terapeut i, da løftede jeg et lille øjebryn. Hun skulle jo nok have fokuseret på, at jeg jo ikke gør det i situationen, selvom tankerne er der. Men det får ikke tankerne til at forsvinde, men gør det en lille smule mindre angstpræget at have dem. Men det er stadig hårdt også kun at have tankerne.

Mvh
Caja

[løven]

PS.
Jeg har samme opfattelse om psykiatere, som Mai (ikke at jeg har den store erfaring, men har løbet ind i én der kun var interesseret i at skrive recepter ud).
Så jeg synes, at det er positivt at høre om en, som gerne vil noget samtale. Jeg ville også ønske at tankerne ville stoppe, lige nu føler jeg at, de er kommet for at blive og de kræver sku al for meget energi. Men hvis du får held med den kognitive terapi, vil det være rigtig rart at høre.

Mvh
Caja.