kæreste med OCD

[løven]

Hej,

Jeg har lige mistet min forlovede gennem halvandet år. Nogen negative oplevelser satte en process igang hvor min forlovede ikke kunne se hvordan vi skullle komme videre. I og med at der var masser af kærlighed, og efter et halvt års intens samtale, snak etc., stadig ingen logisk forklaring på hendes tanker. Hun kunne ikke selv finde hoved og hale, men ville ikke være med til at søge behandlng. Det mønster hun har fulgt er en nøjagtig gentagelse af min. hendes to sidste forhold. Det mest sørgelige er at for et år siden fortalte hun mig, at skulle noget som dette ske, så skulle jeg sige det, fordi hun kunne mærke at det var os to der skulle være sammen for altid. Vi har indtil bruddet haft det fantastisk, og fokuseret på at problemet ikke relaterede til problemer mellem os, men et traume (måske) efter en abort, og så hendes tvangstanker.

Vi har nærmest snakket det hele ihjel, men jeg har ikke kunnet komme nogen vegne. Hun vil ikke søge hjælp, med eller uden mig, er fastlåst i at hun selv må klare noget for en gangs skyld. Hun har fået en skyldfølelse fordi hun føler jeg har været der alt for meget for hende og grebet når hun faldt. Hun har direkte sagt at jeg fortjener bedre. Jeg har selvfølgelig tænkt på hvad der kunne trigge de tanker, og spurgt om hun føler jeg bebrejder, eller på nogen måde giver hende den følelse af at skylde mig..... Vi har talt meget om vores forhold, det dybe ingen af os før har oplevet på den dybde.... Og at man er der for hinanden uanset at det i stort set hele forholdet har været hende der faldt igen og igen. Ja det har nærmest sat en lavine igang hvor hun ser mig som ham med balance, ro og styrke til at "bære over" med hende, og hende der er svag og uligebyrdig.

Uligebyrdighed har vi brugt meget tid på at tale om, og hun erkender at det er tanker der kommer indefra og ikke en ydre påvirkning. Det hele er blevet en ond cirkel hvor jeg til sidst ikke har kunnet komme videre, og måttet acceptere at hun ikke kunne se hvordan vi skulle komme videre....

Jeg er dybt ulykkelig over at det koster os et forhold der stadig indeholder masser af betingelsesløs kærlighed for os begge, men pga af andre omstændigheder og især hendes OCD er tvunget ned i en mørk kasse og gemt væk.... Hun har gennem de sidste 10 år haft store problemer med alkohol. ikke i det daglige som sådan, men når hun først havde fået 1 øl, så kørte hun på indtil hun væltede, uanset det kostede brudte aftaler, forsømmelse af arbejde etc.... bliven væk om natten etc.... Dagen efter sådan en tur havde hun det meget skidt og var selvbebrejdende. Jeg forsøgte at styrke hende, sætte nogen mål for forandring på en måde der ikke appelerede til dårlig samvittighed og ikke bebrejde. I den sidste ende kom det desværre tilbage på den måde at hun følte jeg havde været for god ved hende, at jeg skulle have været hårdere. Jeg ved dog fra familie og de ting jeg selv oplevede, at det hjalp at trykke på de grønne knapper frem for de røde. At hendes samvitighed var stærk, og gav hende nogen ting der hjalp med at finde lidt balance og styrke. Hun stoppede for ca. 3 måneder siden med alkohol. Var til en enkelt samtale med mig hos alkohol rådgivningen, men nægtede derefter at tage imod behandling. Hun vil selv. Har lyst til alkohol, men lader være. Det syntes jeg selvfølgelig er rigtig flot, omend jeg ved hvor meget tankerne og lysten må plage hende. Falder hun i, ved jeg hvor meget bagslag det vil give, men hun har nægtet at tale om det og søge en mere langsigtet løsning. Jeg forståpr delvist godt hendes behov for at vise at der er noget hun kan klare selv. De ting hun har klaret selv mens vi var sammen, sluppet af med utryghed, angsanfald, maniske reaktionsmønstre etc. ser hun ikke, og får det dårligt når jeg bekræfter og ropser hende for, tvinger hende til at se nogen af sine egne styrker... hun nægter dem når vi taler om dem..... der er mange flere aspekter til historien, men dette er overordnet situationen. Jeg selv er ved at være slidt ned, og har ikke kunnet skjule min indre sorg.... Det har desværre også givet bagslag og fået hende til at føle skyld fordi hun ikke kan finde andre årsager til det hele end at hun er et uansvarligt og egoistisk menneske der ikke kan tage vare på sig selv, men ødelægger alt omkring sig.... det prøvede jeg ditto at tale med hende om, og slutresultatet blev bare igen at jeg var for god ved hende. Det kostede en masse respekt for mig... Få gange har jeg valgt den hårde måde, men hun er umulig at trænge ind til, og den eneste konsekvens hun har haft respekt for, var ved at sætte hende stolen for døren og vælge mellem f.eks hendes drikkeri eller mig.... Det er ikke min stil at være så hård, og in mente at jeg har set den positive effekt af de grønne knapper, at bakke hende op og arbejde selv fremfor at sætte kasser op, så føler jeg ikke det vile ændre noget til det bedre at have været hårdere.....

Jeg står nu selv i et tomrum efter at være flyttet fra hende, kan se hendes job smuldre fra hende, hendes verden styrte, se hende få at vide af hendes læge at hun er ved at få et mavesår.. Vi taler sammen flere gange ugentligt, men der er distance. Jeg kan mærke at hendes gamle mønster får mere og mere magt. Hun flyver som en bi til en ny blomst hun kan suge honning fra... det er medicin for hende at få det kick og rush... det at der hele tiden sker noget, skal ske noget..... og jeg har det så skidt med det.... både fordi jeg kan mærke kærligheden når vi er sammen, og høre hende erkende den, og fordi jeg ved vi drømmer de samme drømme, og at hun derinde bag hendes tvangstanker, OCD påvirkning og fordrejede syn på en masse ting, ikke vil det her. Hun sagde det jo til mig tydeligt for et år siden, at det ikke skulle få lov at ske igen, at jeg skulle få hende til at tage medicin igen hvis det skete.... Jeg kan ikke trænge igennem længere, slet ikke efter at være flyttet. Hun havde behov for mere rum til at finde sig selv, og da jeg var flyttet klappede hun sammen som en østers og er nu helt umulig at nå ind til.....

Hendes familie er ikke meget værd i denne sammenhæng. Jeg har tit været forundret over hendes forældres måde at gribe det an på. Hun fik konstateret OCD som helt lille, men set fra min vinkel har de ikke været der for hende, eller forstået hvad det handler om. De snakker hende oftest efter munden, og gør det hele yderligere kompliceret. Hun har en søster jeg overvejer at kontakte i håbet om at hun vil kunne trænge igennem. Jeg ved hvor meget smerte og tilbagegang det vil koste hvis ikke hun kommer i behandling. Jeg er nået dertil at det er ligegyldigt om hun kommer ud på med følelserne til mig i behold, eller om det er definitivt slut. Det ligger mig blot meget på sinde at gøre noget fordi jeg ved hvor fantastisk et menneske der er derinde bag hendes OCD fængsel. Jeg vil så inderligt gerne befri hende for noget af den smerte og se hende finde ro indeni igen.

Men jeg aner ikke længere hvad jeg skal gøre ?

[løven]

Jeg tror, at du skal til at leve dit eget liv - ikke for at lyde kynisk, men det lyder til, at hun fylder hele dit liv, og at du tillægger hende en masse tilstande, som måske i virkeligheden mest findes inde i dig selv. Fordi det altid er lettere at prøve at redde andre, end at forholde sig til sig selv.
Udover OCD lyder det også til, at din ex-kæreste har en del andre problemer, men uanset hvad, tror jeg hun har taget afstand til dig, fordi du mere er blevet hendes "terapeut" end hendes kæreste.
Kan godt se, at din ex har alvorlige problemer, men så længe hun ikke selv vil erkende dem, kan du intet stille op - og ocd er sekundært i forhold til hendes alkoholdproblem. For tre mdr. på måtten... det er flot, men i det store perspektiv, er det kun meget kort tid - og alkohol kan sagtens forværre psykiske problemer...

[løven]

Hej 'Gæst'

Har du læst mit indlæg: 'OCD vedr kæreste' :?:

Er det sådanne tanker din kæreste går med :?: Jeg har været så angst for at miste kontrollen og føre min tvangstanke ud i livet. Altså at gøre det forbi med min kæreste. Derfor har jeg, ligesom din kæreste, sagt til min kæreste, at hvis jeg sagde noget i den retning, så skulle han ikke se det som sandheden. Det er en del af min sygdom.

Er din kæreste deprimeret :?: Depression og OCD går nemlig hånd i hånd, og når man er deprimeret er det normalt, at man mister interessen for sine nærmeste, og får utrolig stor skyldfølelse og ikke at give kærlighed nok til sin samlever. Dette kan jo være en forklaring på hvorfor din kæreste siger, at du har fortjent bedre end hende.

Hvis det er sådanne ting der præger din kæreste, så mener jeg bestemt at det er angsten og depressionens stemme som styrer hende i øjeblikket. Mit bedste råd vil være at gøre alt hvad du kan for at få din kæreste i behandling for sin OCD og evt. depression. Så længe hendes verden er farvet af disse sindslidelser, skal man ikke træffe en så drastisk beslutning, som jeg mener et brud er.

Håber du kan bruge dette til noget.

Hilsen Pia.

[løven]

@ Mai.... Hvis det fremstår som om jeg ikke lever mit eget liv, så vil jeg gerne tilføje at vi begge er/var individualister og fungerede rigtigt godt i det daglige og havde plads til at dyrke os selv og andre interesser. Egentlig så havde vi det rigtigt godt i det daglige, men når OCD, og de ting det fører med sig, som f.eks et alkoholmisbrug der bruges til at flygte etc kommer til at fylde så meget, jamen klart, så bliver fokus i de problemer man taler om ikke på en selv. Selvfølgelig er man der for sin elskede og for mit vedkommende havde jeg ingen problemer med at fokus var mest på hende. Så længe det var en tilstand man kunne se ville ændre sig, eller måske blot håbede ville ændre sig og id et mindste noget man var enige om at man netop snakkede om for at ændre på, samt at kæresten gav klart udtryk for at hun selvfølgelig ville være der i lige så høj grad skulle jeg få brug for det, så var det helt ok. Men du har ret i at alt snakken har været for meget. Tro mig det har hængt mig ud af halsen. "Desværre" så har jeg læst psykologi, og flere gange blev snak fremlagt som værende pga af det. For mig har der dog aldrig været 1 sek tvivl. Jeg har gjort hvad jeg har af kærlighed og handlet udfra min kærlighed, og aldrig andre perspektiver som f.eks psykologi etc. Jeg har forsøgt at få hende i behandling uden held, bla fordi jeg under ingen omstændigehder ville fremstå som hendes terapeut fremfor kæreste. Jeg har ofte fortrudt at jeg overhovedet nævnte psykologi. Når jeg tænker tilbage så var det noget hun meegt tidligt i vores forhold spurgte ind til, og idag ved jeg selvfølgelig hvorfor. Måske var hun bange for at jeg ville se hende som en "case" og ikke en kæreste. Jeg har aldrig valgt udfra andet end kærlighed, og gjort alt for at vi begge skulle kunne forblive individualister med 100% tillid til hinanden, også udover det sædvanlige. det at kunne være sig selv er en grundsten i min livsfilosofi, og den har jeg stået fast på uanset de problemer jeg/vi rendte ind i.... Men du har måske ret alligevel. Når problemerne fylder så meget, afføder så ulideligt meget snak, så kommer det let til at føles sådan... desværre. Dine tanker om tilstande der findes inde i mig selv forstår jeg dog ikke helt. Jeg har ikke tillagt hende noget, tolket eller dømt, men konsekvent forholdt mig til tingene efterhånden som de er sket. Jeg har handlet af kærlighed, ikke for at redde hende, eller på nogen måde forsøge at undgå at forholde mig til mig selv. Hvis du læser mit indlæg igen håber jeg du vil kunne se at jeg aldrig ville kunne være nået så langt, eller gået så langt uden at forholde mig endog kraftigt til mig selv, mine egne grænser, behov og respekt.


@ Pia.... Jeg har læst dit indlæg. Jeg kender ikke min eks- inderste tanker omkring bruddet, tingene har været usammenhængende. Hun har for mig at se efter bruddet lignet en depression, men selvfølgelig ikke villet høre tale om det, og i og med at hun nu er en eks- jamen klart, så kan jeg ikke være der for hende på samme måde eller blande mig hvis ikke hun ønsker det. Jeg er blot umådeligt ked af at det er slut på grund af disse ting og er i tvivl om jeg bør gøre noget. Tankerne omkring skyld er meget tydelige både i udtryk og ord. Der findes ikke nogen forklaring på bruddet direkte udover at vi klart har snakket og slidt hårdt mentalt pga af alle disse problemer (dog aldrig skændtes) især pga af en intim blokering som omtalt der fik tingene til at køre af sporet. Det at hun selv har omtalt OCD og hendes "mønster" med at flygte når den første forelskelses rus har lagt sig, har satte disse tanker igang hos mig. Er det virkelig det her hun vil, eller er det hendes OCD og deraf affødte ting der har afgjort det...

[løven]

Hej igen.

Du skriver at du lige har mistet din forlovede gennem 1 1/2 år - derfor kan du næsten umuligt tænke klart. Hvis du læser dit indlæg igen når der er gået et halvt el. helt år, forstår du måske hvad jeg mener.
Det jeg skrev med, at du måske tillægger din ex nogle tilstande, som i virkeligheden mere findes inde i dig selv, gik mere på, at du måske selv har en stor indre smerte (ved godt det lyder så plat...), som du bedre kan forholde dig til via en anden person med en "masse problemer". For mig at se, prøver du at redde hende, og klart du gør, da du stadig elsker hende - men den måde du skriver på, vidner for mig om, at du ikke respekterer dine egne grænser, selv om du gør det af egen "fri" vilje. At du så længe har fundet dig i en person, der har været afhængig af alkohol, og som er psykisk syg, men som intet vil gøre for at søge hjælp, og som i den grad fremstiller sig/fremstår som "bare" et stakkels offer - for sin sygdom, og fx. hendes alt for tolerante familie, og hvor er det dog synd for hende at de ikke er barske i stedet, osv, er ikke at respektere sine egne grænser. Du vender alt til, at det er synd for hende, og at alt skyldes omstændigheder i hendes liv, og ikke hendes egne valg.
Og jo mere tid og energi du lægger i hendes liv, jo sværere bliver det at "opgive", fordi du har givet så meget af dig selv, at det vil føles som om du opgiver en stor del af dig selv også. Håber du forstår, selv om jeg lyder lidt gammelklog, håber jeg du kan bruge det til noget....

[løven]

Hej Mai,

Jeg forstår hvad du mener. Der er ingen tvivl om at hendes problemer i høj grad blev mine problemer, og det er nok det du dybest set mener ? ... Jeg har som sådan ikke ondt af hende, og vil også gerne slå fast at hun ikke selv har forsøgt at fremstå som en stakkel. Tværtimod så har hun følt skyld over at det altid var hende der faldt, og mig der samlede op. Jeg gjorde havd jeg kunne for at undgå den skyldfølelelse, og især fastholde ligebyrdigheden, forvente at hun var der på samme måde for mig. Gjorde klart at jeg ikke gik forrest og åbnede nogen døre, men va rbagved til at gribe hvis hun faldt.. er man ike det for en man elsker ? .. Men at det var hendes krig, og hende der skulle rette op på de ting hun følte var forkert (især relateret til alkoholmisbrug) Og her til sidst har hun da også insisteret på at det var noget hun måtte klare selv.

Hun skulle have været i behandling for længe siden, og den manglned ebehandling betød uanset overnståedne alligevel at min rolle ofte blev alt andet end bare at være hendes kæreste.... Det ulykkelige er at hun for et halvt år siden sad og så tilbage og sagde oprigtigt til mig at hvis jeg nogensidne fik en følelse af at hun trak sig ind i sig selv, forsøgte at flygte, finde grunde til at flygte, så skulle jeg sige det, så ville hun begynde at tage medicin. Hun ville ikke miste dette forhold pga af sygdommen. At der i det sidste halve år var ekstemt stress fra hendes arbejde og andre faktorer der burde ringe en klokke. Selv hendes forældre kan se at det hele er history repeating, men ingen kan trænge ind til hende. Den tilstand hun er i nu, er hoppet på en ny hest og forsøger at flygte hurtigere er skræmmende, og til tider nærmest psykotisk set udefra.
Jeg har givet slip og bedt forældrene tage fat. Jeg er afklaret følelsesmæssigt, men tanken om hvad der er derinde bag OCD facaden og kaoset følger mig.... hendes forældre mener ikke at det er det her hun vil, forstået sådan at det er sygdom og ikke hendes vilje der har gentaget historien. Omvendt forstår og respekterer de fuldt ud at at jeg må give slip og søge videre i mit eget liv.

Jeg ved et eller andet sted at de følelser og bånd der var, er derinde bag den tykke facade og spørger mig selv om det var rigtigst at opgive, stoppe og søge videre. Der er næppe tvivl om at omstændigehderne var forkerte at stoppe det under, og visheden om at hun få dage før bruddet udtrykte sine dybe følelser, og forvisede forældrene om at vi ikke gik fra hinanden fordi vi flyttede hver til sit en tid, at vi skulle ringforloves som et symbol på det vi følte for hinanden etc., gør det svært at forholde sig til hvordan alting kan forandres med et slag på få dage. At faderen havde forudset at hun ville bruge det til at lukke helt i kan jeg ike bruge til så meget andet end at det bekræfter mine egne tanker.

Kan en person der står midt i et OCD kaos "udbrud" selv vurdere om behandling er rigtigst/nødvendigt ? Kan familie etc. overhovedet trænge igennem, eller vil det gøre det værre ?

Det er klart at en person der er syg har det svært når en der står tæt på kan kigge igennem facaden på den måde, jeg forstår når jeg ser tilbage over den sidste måned at hun følte sig presset og at det nærmest blev en sort cirkel der eskalerede.

Jeg tænker disse tanker fordi jeg ønsker hende det bedste, ikke fordi jeg ønsker at redde hende, føler et ansvar, eller føler det er lettere at forholde mig til hendes problemer end tænke på mig selv. Jeg er bare meget i tvivl om det er det rigtige der er sket. Tænker tanken at derinde bag facaden er stadig den pige jeg elskede, og i hvor høj grad de konsekvenser hun har ført ud i livet er styret af sygdom og ikke hendes egentlige vilje... Om det giver hende ro, og om hun selv vil kunne se at behandling er nødvendigt, og hvis ikke, hvordan trænger man så igennem ?

Hvis jeg kunne bidrage til at få stoppet den onde cirkel, og en cyklus hvor historien gentager sig, så gav jeg gerne noget af mig selv for det. Jeg har set hvor meget smerte, skyld og kaos virklighedsflugten fører med sig. Og igen, det er ikke lig med at jeg gerne vil redde hende, eller forholder mig til hendes problemer fremfor at tænke på mig selv.