Efter at have læst en masse om ocd er jeg ret sikker på, at jeg selv lider af det. Men er bare bange for det er noget jeg bilder mig ind. Har været meget i tvivl om jeg skulle prøve at skrive, men nu prøver jeg:
Jeg kan genkende mange af de ting folk fortæller; de ubehagelige tanker, bange for at nogle jeg holder af skal dø, tjekke om jeg nu har låst (har været mange gange op og ned af trappen for at tjekke om jeg nu har låst, og når jeg kom ned igen kunne jeg ikke huske om jeg havde tjekket), mit eget ulykkes tal og en milliard andre ting der har gjort/gør min hverdag besværlig og trist. Det begyndte da jeg var ca. 11-12 år (måske før, er ikke helt sikker). Efter nogle tætte familiemedlemmer døde, og jeg (eller noget inde i mig) sagde at det var min skyld. Siden den dag har jeg gjort alt rigtigt og aldrig overtrådt regler (både dem der gælder for alle, og dem der gælder for mig).
Fra jeg gik i 9. klasse og fremad er det gået bedre, men jeg havde det langt fra godt. Det skyldes højst sandsynligt, at jeg mødte nogle mennesker, som var søde mod mig (gik i en dårlig folkeskoleklasse), og at jeg fortalte min bedste veninde om mine mærkelige tanker og hun var smadder sød. Problemet er nu at jeg igennem de sidste 2 år har fået nogle gode venner/veninder, men jeg tør ikke åbne mig for dem. De ved egentlig ikke ret meget om mig. I går var jeg meget ked af det, fordi jeg igen havde fået det dårligt, og for første gang var der nogle der lagde mærke til det og spurgte hvad der var galt. Jeg havde sådan lyst til at sige det, men tør ikke… Har besluttet mig for at fortælle det hvis jeg for konstateret ocd. Selvom jeg synes, at jeg kan genkende mange ting som folk fortæller, er jeg dog ikke sikker på at jeg lider af det! Har nemlig været sikker på at jeg har lidet af mange sygdomme gennem tiden. Lige efter problemerne dukkede op, har jeg været til lægen meget fordi jeg troede jeg fejlede dit og dat (fysiske sygdomme). Er jeg helt ude i skoven, eller kunne det godt passe at jeg lider af ocd? Problemet er så om jeg skal fortælle mine venner det nu eller senere? Står nemlig med et ret akut problem. Tror nemlig jeg er blevet forelsket! Problemet er så, at jeg ikke tør. Jeg er bange for, at han synes jeg er mærkelig. Har ikke været forelsket i hundrede år, fordi jeg (eller noget inde i mig) ”dræbte” følelserne end de rigtig begyndte. Men synes virkelig jeg har fortjent en.
Håber der er nogle, der har nogle forslag! Har altid troet jeg var helt alene i verdenen. Føler jeg på en eller anden mærkelig måde kender alle…
Hilsen Cathrine


Besvar med citat