Tør man stole på sig selv, med OCD i bagagen?

[Simone]

Jeg tror og stoler ikke på min intuition længere. Jeg er sikker på at alt hvad jeg tænker kan bunde i OCD'en.
Men hvad har man tilbage når man ikke længere stoler på sig selv, og er det OCD'en som får en til at tvivle. Jeg kan stadig gennemtænke alt så meget så der til sidst hverken er en ret eller vrang, men inden min diagnose der vidste jeg da om jeg var syg. Jeg mente også at jeg var klar over hvornår jeg havde ret og hvornår andre eller jeg selv gjorde noget rigtigt.

Men nu stoler jeg overhovedet ikke på mig selv, jeg føler også at alle andre stiller spørgsmål ved hvad jeg siger. Min mor tror at mine bivirkninger fra medicinen kan være indbildte, så jeg faktisk ikke i virkeligheden får stød, men forstiller dem. (jeg kan jo ikke mærke smerter som ikke er der pga. OCD) Jeg ved dog at det er en bivirkning og at den kun kommer når jeg glemmer medicinen.

Min kæreste er også skeptisk ved hvad jeg siger, f.eks. tror han overhovedet ikke på muligheden for kræft, men anser mig vitterlig for at være hypokonder.

Så hvad siger i, tør i at stole på jer selv? Og hvordan skælner i mellem "syge" tanker og kroppens signagler, jeres egen intuition?

[VOF]

Hejsa, ja jeg synes selv jeg har det lidt sådan. Jeg er blevet udskrevet fra sygehuset sidste uge og har nu endelig fået konstateret OCD. Både en lettelse og en belastning. For nu lægger jeg ekstra mærke til alle ting jeg gør og vejer det om det er tvangspræget eller ej. Det har nu medført at jeg tilbringer mere og mere tid i min seng, da jeg ikke tør gøre noget som helst af frygt for at det vil føre mig ind i en ond cirkel af systemer. Så heller lade være med noget som helst og blive i sengen i stedet.

Jeg ved snart ikke hvad der er rigtigt og forkert, op eller ned, sygt eller raskt... Jeg stoler ikke længere på mine handlinger da jeg jo bare så gerne vil være "normal" og forsøge at bryde mine mønstre. Men når jeg nu ser mønstre i alt jeg foretager mig er det voldsomt deprimerende. - Som at se OCD-spøgelser alle vegne.

[Thomaz]

Jeg ved egentlig ikke selv. Jeg stoler ikke på mine egne tanker, og slet ikke mine beslutninger. Kan tage minutter, sågar timer, at beslutte selv de mindste ting...

- Mvh

Thomas

[Kaela]

Hejsa

Jeg kender godt problemstillingen - efter at jeg er blevet diagnosticeret, så har min omgangskreds, specialt min nærmeste familie en tendens til at skyde al skylden på min sygedom. Føler jeg mig forurettet eller ked af noget, får jeg altid afvide, at det er noget jeg bilder mig ind. Det gør jo, at man som OCD-ramt begynder at tvivle mere og mere på sig selv og ens intuition. Ja, jeg har tvangstanker, men det betyder jo ikke, at jeg ikke bliver ked af det eller sur, når jeg ikke bliver respekteret eller får mine følelser anerkendt. Det gør "normale" mennesker jo også...

Men jo, jeg har tit en ubehagelig tendens til at bebrejde mig selv kraftigt, når noget går skævt kommunikationsmæssigt, hvilket jo er med til at fasthollde mine tvangstanker, så det er en rigtig ond spiral...

[pepper]

ja hvorfor skal man tage flere timer om at beslutte noget...åh det har jeg det træls med;0( bare at handle gør mig helt mast og træt....valg valg-
kender nogen til det-og hvad gør i

[Ida '96]

Hej,

Jeg finder det ærgerligt på dine vegne, at du har det sådan.
Personligt tror jeg på mig selv, for hvorfor skulle jeg ikke det?
Mit selvværd var enormt lavt engang, men det er det ikke mere, for jeg kæmper for at få et godt liv, og jeg tror på, at en dårlig fortid kan blive til en god fremtid, hvis man har sin vilje med sig.
Kh

Ida

[Karen]

jeg bliver ked når jeg læser Simones tekst - ked fordi jeg også er så langt væk fra at turde støtte mig til egne tanker, følelser, fornemmelser og opfattelser.... jeg kan ikke overskue ansvar mere - føler mig kun sikker når andre jeg stoler på er med i alt jeg foretager mig

[masoe]

når jeg ser kaela skriver at hendes familie skydlder skylden på hendes ocd hele tiden er meget forkert af dem. Vi allr går rundt med noget inde i os selv og det er meget normalt. Os der er ramt af ocd fremviser det bare på en anden måde. Vi føler ikke vi kan styrer vores tanker. det er vores krybdyrs hjerne som tager over og ikke tænker som vi gerne vil tænke, hvis man kan se det for sig på den måde.
Jeg er en af dem som er så bange for døden og det med at få kræft. Jeg prøver at finde mulligheder til at tænke på noget andet, men det kommer op igen og igen.
Jeg er startet til psykolog for at få hjælp, for det er ikke rat at gå og tænke de tanker og man har sine forstillinger om at man sikkert bliver ramt af det en dag.

De redskaber jeg har fået og prøver at bruge er at finde noget i ens liv som man ser positivt på. Jeg sætter stor pris på at lytte til musik der går ind og rammer mig, hvor jeg bliver glad og glemmer de dårlige tanker. men der er selvfølgelig også mange mange ting endnu jeg gør for at skal få min hverdag til at fungere uden at tænke og gøre de ting jeg gør. Men man bliver tit fortvivlet på om man stoler på sig selv og tør man at gå ud i verdnen og vise hvem man er og blive accepteret.

[masoe]

Det med at di kæreste ikke forstår dine tanker og det med at du er bange for kræft er hårdt. Min kæreste forstår heller ingenting og forstår ikke hvorda jeg kan have sådan nogle "syge tanker",men han ville forstå det vis han selv prøvede det. Men ci er desværre så uheldig stillet at de ikke kommer til at forstå det uanset hvad næsten. Men kan tryste dig med at vi forstår hinanden herinde. Og jeg vil sige at min trang til at min kæreste forstår det er ikke så stor efter jeg er startet til psykolog.