Fri mig for livet!

[Simone]

Jeg har snart ventet meget længe på at jeg skulle forandre mig. Jeg troede det,at jeg havde fundet ud af hvad jeg fejlede, ville være det første skridt.
Til grin jeg er, alt er som det altid har været. Hvis der er sket noget er det bare blevet værre. Jeg er godt nok ikke bange mere, og ved da også at jeg ikke er pædofil. Men jeg er stadig en skod mor, jeg er vanvittig træt og formår nærmest slet ikke at dukke op i skolen.

Det er derfor at jeg faktisk stærkt ovevejer at forlade min lille familie. Min kæreste er en fantastisk far, og det eneste som jeg bidrager med er ødelæggelse. Hvis jeg ikke var en del af familien tror jeg virkelig at det ville være en byrde mindre. Min datter lader ikke til at have den store knyttelse til mig, og jeg tror ikke hun vil mangle mig syndeligt, der er også en masse gode kvindlige forbilleder i familien som jeg er sikker på vil tage sig kærligt af hende. Jeg er som jeg altid har været og det vil nok ikke ændre sig. Jeg skulle aldrig have været blevet mor eller kæreste. Det ligger ikke til mig.
Som det ser ud nu vil jeg bruge denne weekwnd til at tænke over det hele. Derefter vil jeg finde ud af hvor jeg skal flytte hen. Det er faktisk ligegyldigt, jeg skal bare væk.

Jeg ved at mange vil have svært ved at forstå dette. Det strider imod al hvad en moder bør stå for. Men... Samtidigt med det egoistiske i dette valg, tror jeg at det er det bedste jeg kan skænke min datter.

[gloomy sunday]

Kære Simone.

Jeg ved godt, at intet af det jeg skriver nu, vil virke særligt overbevisende på dig, for jeg husker tydeligt hvordan det var, da jeg også følte, at jeg kun var en byrde, og at alt jeg gav til min omverden var ondhed og mørke. Derfor får jeg også et ubehageligt sug i maven over at læse din besked. Alligevel har jeg lyst til at skrive en besked til dig - så kan du læse den og enten tage mine ord til dig - eller lade være.

Det kan godt være, at du har overbevist dig selv om, at der ikke er nogen der vil savne dig, hvis du forsvinder, at din datter ikke er særligt knyttet til dig, og at din kæreste er en god far, så han vil sagtens kunne tage hånd om jeres datter alene osv. Men det er en stor styg løgn! Jeg kender ikke din datter eller din kæreste, men jeg er ganske sikker på, at de begge vil være fuldstændig knuste, hvis du forlod dem. I øvrigt kan det godt være, at du mener, at din datter vil have det bedre uden dig, men det er DIN mening, og jeg er sikker på, at hvis du spørger hvilken somhelst anden der kender dig, vil de svare det modsatte. Det er dine følelser - ikke din datters eller din kærestes. Din datter vil savne dig i sit liv og længes efter dig - det er helt sikkert! At du ikke er i din datters liv vil give hende store sorger - at du er i hendes liv vil gøre hendes liv mange, mange gange bedre end hvis du ikke var. En mor er uvurderlig i et barns liv.

Når det er sagt, så kan jeg godt høre, at du ikke har det godt, og at det hele er ved at blive for meget for dig nu. Jeg har også været der engang, og det var hæsligt, hæsligt, hæsligt, men du er nødt til at tro på, at det bliver bedre. Taler du med nogen? Psykiater? Psykolog? Hvis du gør, så fortæl dem det, du har skrevet herinde. Sig at du har brug for hjælp, og at det skal være nu. Og med hjælp mener jeg ikke kun medicin, men også indlæggelse.
Hvis du ikke taler med nogen, så tag til din læge og sig det samme. Jeg ved godt, at det ikke er det, man har allermest lyst til at gøre, når man allerhelst bare vil gemme sig under dynen og glemmes, men det er det du skal gøre. Hvis du har svært ved at sætte dig op til det. så tag et par dage og forbered dig på det mentalt derhjemme og glem skolen lidt. Den kan godt vente. - Og lad være med at have urealistiske forventninger til dig selv - når man har det som du har det ligenu, så kan man ikke forvente at kunne alting. Vær god ved dig selv.

Jeg håber du er kommet godt igennem weekenden.

Kh. Helle

[Simone]

Hej Helle.
Rigtig mange tak for dit svar
.
Du har ret, det hele er ved at blive for meget for mig og jeg kan ikke rigtigt finde en udvej.
Jeg skal heldigvis til psykiater imorgen og der håber jeg at han evt kan rådgive mig.

Jeg tror ikke at jeg er nær en indlæggelse, jeg tænker ofte tanken om at forlade dem, men det kan jeg ikke. For at blive indlagt skal jeg jo også være til fare for mig selv eller andre, og jeg kan hverken dræbe mig selv eller nogen som helst anden.
Jeg har valgt at sætte skolen på pause, det hjælper lidt ikke at skulle tænke på det hele tiden, men samtidigt er det hårdt fordi det ligsom er endnu en fiasko.
Jeg har ikke bange muligheder desværre. Økonomien er bare ikke til terapi længere, tro mig har brugt mange tusinde på det, og er også kommet af med den værste af mine tvangstanker, men nu er der bare ikke råd længere, og jeg har stadig brug for terapi, jeg har OCD i svær grad. Når jeg ikke er i terapi har jeg svært ved at skeldne normale tanker fra tvangstanker.

Lige meget hvor jeg vender mig hen efter støtte får jeg afslag. Den eneste hjælp der er at få er medicinsk, det er jeg skam også glad for, men den er ikke fyldest gørende.

Når alt kommer til alt er det bare som alle andre her inde. Som damen på kommunen sagde, " i må råbe højere" Yes, lige det vi har overskud til med OCD'en ubehandlet ved siden af. Desuden er der flere som er gode til at skabe opmærksomhed på det hele. Og det har ikke hjulpet endnu.
Det skal vel ende i en katastrofe før nogen vil gøre det til en mærke sag. Der skal jo være vælgere i det!

Endnu en gang tak Helle, læste dit svar dagen efter jeg havde skrevet indlægget, og det hjalp at høre en andens tanker om det.
Knus Simone

[løven]

Hej Simone.

Det er noget tid siden, du har skrevet dit indlæg, alligevel vil jeg lige skrive nogle ord til dig. Fik helt tårer i øjenene, da jeg læste om de tanker mht "at ingen har brug for dig" osv. Jeg kender det SÅ godt fra mig selv! Alle de personer jeg har mødt med OCD - inklusiv mig selv - har i en eller anden grad haft problemer med selvværdet. Jeg har udover at skulle slås med alle mine tvangstanker, skulle slås med en masse andre ting. Har skældt ud på mig selv over alt muligt - Jeg var en dårlig kæreste/veninde/datter, jeg var helt anderledes end alle andre andre, jeg var ikke god nok til noget som helst osv. De tanker i sig selv var så energikrævende og demotiverende, at jeg bare havde lyst til at grave mig ned.
Jeg har været igennem systemet med 3 psykiatere der alle fyldte mig med medicin, men jeg fik aldrig rigtig nogen form for samtaleterapi - I hvert fald ikke kognitiv adfærdsterapi, som er den dokumenterede form for terapi, som hjælper mod angst og ocd. Jeg har virkelig været nede og vende, men er nu endelig kommet i behandling, hvor de ved, hvad de laver. Jeg har fået det så meget bedre på meget kort tid. Jeg får ikke medicin. Jeg tror at medcinen kan være en hjælp sammen med terapien, men i sig selv er den ikke meget værd. den behandler ikke, i bedste fald reducerer den nogle af symptomerne - tror jeg på! Har også prøvet at slås med en kommune, det er ikke sjovt. Bare det at skulle opsøge en kommune, tog mig sindssyg lang tid at samle mod til. Jeg er på vej til at blive rask - og jeg er sikker på, at det samme kan ske for dig - og det er ens liv det handler om, og det kan ikke gøres op i kroner og ører. Hvis man først finder den rigtige behandler er det ofte dyrt, men man kan altid låne pengene et eller andet sted, hvis der ikke er andre muligheder. Håber du finder en løsning - For jeg er sikker på, at der er lys forude.
Kh Charlot