tanker om at gøre andre skade.

[løven]

Hej til Alle.

Jeg er ny i dette forum, så jeg er lidt usikker og bange for at skrive dette, men jeg vover alligevel pelsen.

Jeg lider ikke af daglige tvangstanker, men sommetider kommer disse modbydelige tanker om at gøre andre skade op...

Det hele startede da jeg var 18 år gammel. Jeg mistede min lillebror på 16 år, som blev dræbt i en trafikulykke..
Da jeg var tæt knyttet til ham, var det ligesom om at jeg følte at jeg blev revet midt over. Jeg fik ingen advarsler, han var ikke syg, så jeg måske kunne have forberedt mig på at det skete, lige pludselig BUM var han bare væk.


Jeg begyndte ret hurtigt efter at få "billeder" inde i hovedet, hvor jeg så, at jeg slog alle mine nærmeste, kære ihjel med økser og knive. Jeg turde ikke fortælle nogen om det, idet jeg var bange for at de ville afvise mig, eller tro at jeg var blevet sindssyg...

Da jeg endelig flere år senere åbnede mig for en daværende kæreste, viste det sig at han også havde gået rundt med nogle tvangstanker...Det lettede lidt......

Siden har det været gået meget væk....i stedet begyndte jeg at få panikangstanfald....

MEN nu er tvangstankerne kommet snigende igen, og jeg har det elendigt...Lige nu har jeg de "billeder" igen, hvor jeg ser at jeg slår nogle af mine kære ihjel...JEG HADER mig selv og de tanker og ønsker bare de skal gå væk...Hvad skal jeg gøre?

Jeg er også begyndt at få billeder i hovedet om, at når jeg kører i bil og der kommer en modkørende lastbil, så ser jeg mig selv svinge over og køre ind i den....Det er dybt ubehageligt, jeg hader mig selv for det, jeg vil gerne om der er nogen der har prøvet noget lignende, om de kunne svare mig på, hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig som et dårligt menneske...Hvorfor sker det for mig? Er det fordi jeg ikke fik bearbejdet min sorg efter min brors død i tide? ULLA

[løven]

Hej Ulla
Jeg er også ny herinde, så føler også det er en smule vovet at skrive:)
Men da jeg så overskriften for det du har skrevet tænkte jeg straks at det skulle jeg læse. Jeg har aldrig som sådan fået stillet en diagnosen OCD, og aldrig fået behandling, men jeg har fra jeg var ca 8-9 år, og til jeg kom på efterskole også haft alle mulige tanker, vasket hænder til de sprækkede, og skyldfølelse over de mindste ting osv. Og det jeg vil fortælle er, at jeg har haft tanker meget lignende dine, tror jeg.
Jeg havde en periode hvor jeg ikke kunne klare at bruge en kniv til f. eks at skære grøntsager med. Jeg var så bange for at jeg kunne finde på at stikke den i min mor eller far! jeg var så skræmt over at jeg kunne tænke sådan, men et sted i mit hoved tvang jeg mig selv til det, og jeg så tydeligt for mig hvordan det så ud når jeg gjorde det! det var virkelig væmmeligt! Også fordi jeg vidste at der kun skulle et splitsekund til at gøre alvor af det, og jeg var så bange for at jeg skulle gøre det! Jeg troede også at jeg kunne finde på at smide mig selv ned ad vores trapper, og så for mig hvordan det ville være at falde ud foran et tog. Jeg tror jeg følte at det var en måde at prøve mig selv af på, jeg skulle teste mig selv, fordi jeg troede jeg var et ondt eller forkert menneske.
Jeg tror nemt at det for dig kan have noget med det, med din lillebror at gøre!, for du har måske en eller anden uforklarlig følelse af at det var uretfædigt, og at du er ond fordi det var ham det skete for den gang. Og derfor tester du dig selv, for at finde ud af om du egentlig er ond. Men tro mig!!, du er ikke et ondt menneske fordi du tænker sådan! Det er en naturlig ting, der er mange der har prøvet det, dog i meget forskellig grad! Og når det tager overhånd bliver det bare så uudholdeligt Men jeg ved nu, at der et eller andet sted er meget langt fra at tænke det, og til at gøre alvor af det, for man bilder sig selv ind at man kunne finde på det, men det er ens tanker, som gir en "tomme trudsler". Jeg kan selvfølgelig ikke sige om det i virkeligheden er sådan her du føler det, og du er meget velkommen til at kommentere det jeg har skrevet, men det jeg vil sige er, at du slet ikke skal have dårlig samvittighed over at tænke sådan!! Det er i virkeligheden det vigtigste jeg vil sige med det her!!
Håber meget at du snart får det bedre!!
mvh. AM

[ida]

Hej Ulla!

de ting du skrev minder uhyggeligt meget om mine tvangstanker.
jeg er såå bange for at "dræbe" min familie, at det nærmest skal slå klik for mig.
har heller ikke selv knive i mit hjem da jeg simpelthen er rædselsagen for dem og det de kan gøre :cry:
men derfra også til at gøre noget er der lang vej
det med din lillebror har helt sikkert noget med dine tanker, kan så ikke sige om det er fordi du ikke har bearbejdet sorgen, men tit udløses OCD af en grund, min kom også efter dødsfald.
får du hjælp? eller render du rundt med det alene?
du er ihvertfald ikke den eneste der har det sådan.
tror også ligeså snart man snakker højt om sine tanker, så er der allerede der stor forskel på det, for hvorfor skulle man råbe om hjælp sådan og snakke højt om det hvis man "VIRKELIG" havde lyst
men det er meget ubehageligt at gå rundt med, for det fylder hele ens hverdag :cry:

[løven]

Hej til Alle.

Jeg er ny i dette forum, så jeg er lidt usikker og bange for at skrive dette, men jeg vover alligevel pelsen.

Jeg lider ikke af daglige tvangstanker, men sommetider kommer disse modbydelige tanker om at gøre andre skade op...

Det hele startede da jeg var 18 år gammel. Jeg mistede min lillebror på 16 år, som blev dræbt i en trafikulykke..
Da jeg var tæt knyttet til ham, var det ligesom om at jeg følte at jeg blev revet midt over. Jeg fik ingen advarsler, han var ikke syg, så jeg måske kunne have forberedt mig på at det skete, lige pludselig BUM var han bare væk.


Jeg begyndte ret hurtigt efter at få "billeder" inde i hovedet, hvor jeg så, at jeg slog alle mine nærmeste, kære ihjel med økser og knive. Jeg turde ikke fortælle nogen om det, idet jeg var bange for at de ville afvise mig, eller tro at jeg var blevet sindssyg...

Da jeg endelig flere år senere åbnede mig for en daværende kæreste, viste det sig at han også havde gået rundt med nogle tvangstanker...Det lettede lidt......

Siden har det været gået meget væk....i stedet begyndte jeg at få panikangstanfald....

MEN nu er tvangstankerne kommet snigende igen, og jeg har det elendigt...Lige nu har jeg de "billeder" igen, hvor jeg ser at jeg slår nogle af mine kære ihjel...JEG HADER mig selv og de tanker og ønsker bare de skal gå væk...Hvad skal jeg gøre?

Jeg er også begyndt at få billeder i hovedet om, at når jeg kører i bil og der kommer en modkørende lastbil, så ser jeg mig selv svinge over og køre ind i den....Det er dybt ubehageligt, jeg hader mig selv for det, jeg vil gerne om der er nogen der har prøvet noget lignende, om de kunne svare mig på, hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig som et dårligt menneske...Hvorfor sker det for mig? Er det fordi jeg ikke fik bearbejdet min sorg efter min brors død i tide? ULLA

Hej Ulla.
Jeg har også angst og ocd, som jeg endelig er kommet i kvalificeret behandling for. Den type tvangstanker, som du omtaler, kender jeg godt. Det er en af de mest hyppige og også mest angstprovokerende tvankstanker, man kan have. Og det der holder dem i gang, er at man er så bange for dem. Så prøver man hele tiden at skubbe dem væk, og så dukker de op i bevidstheden igen og igen. En af de ting, som jeg arbejder med i forbindelse med behandling af min ocd er, at jeg prøver at "blive venner" med mine tvangstanker. Det er svært! Meget.
Tror de flestes ocd bliver udløst af et eller anden omvæltning i deres liv. Sådan var det i hvert fald også for mig...
Mvh Charlot

[løven]

Kære Gæst.

Tusind tak for dit svar. Det er meget rart at vide at man ikke er alene om at have disse tanker. Jeg tror måske at du har ret i dine formodning mht. at det var uretfærdigt, det der sket med min bror dengang. Det er nu 20 år siden, og der har heldigvis været lange perioder, hvor jeg ikke har haft tvangstanker eller -billeder. Men ind imellem dukker de op. Jeg har aldrig fået stillet diagnosen ocd, det var først da jeg en dag for nogle år siden, kom til at tale med én af mine forældres gamle venner, som har to tvillingedrenge, der begge lider af ocd, at jeg kom til at tænke på, at jeg går og "slås" med nogle af de samme ting. Jeg fik efterfølgende talt lidt med min psykiater (går der ikke mere) om det, og han sagde til mig, at jeg skulle prøve at arbejde med og ikke imod disse tanker. Det har og havde han jo ret i, men jeg syntes der er meget svært....hvordan skal man arbejde med tanker, når man forestiller sig, at man kører ind i en modkørende lastbil??? Jeg lider også af panikangst og social fobi og mht. panikangsten kan jeg godt arbejde med tankerne og det samme gælder, hvis jeg f.eks. går en tur gennem gågaden og jeg føler alle mennesker kigger på mig. Der har psykiateren sagt til mig, at jeg skal "øve" mig i at kigge igen og opdage at andre mennesker ikke er farlige eller vil mig noget ondt. Det syntes jeg er rimelig nemt at gøre...ikke altid, men for det meste. Men det kan jeg ikke med tvangstankerne, jeg prøver at skubbe dem væk, med det resultat, at det bare bliver værre. Så må jeg give mig til at lave et eller andet, der får mine tanker ledet ind på noget andet...Jeg er ihvert fald glad for at du skriver, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed over det...det prøver jeg på, selvom det godt kan være svært..Hej og knus fra Ulla :)

[løven]

Hej igen! Jeg er glad for at høre at du kunne bruge mit svar, selvom det på sin vis nok ikke hjælper dig så meget.
Men jeg vil bare lige sige at jeg kender dillemmaet, det med at prøve at tvinge ens tanker til at gå væk, og gi sig til noget andet for at prøve at glemme dem, med det resultat at de bliver værre.

Jeg har svært ved at huske præcis hvordan mine tanker forsvandt, for de forsvandt heldigvis langsomt på efterskolen, men jeg tror jeg begyndte at "sige til mine tvangstanker" at jeg ikke ville lade dem ødelægge mig, det lyder måske ret dumt, men jeg tror jeg begyndte at føle en form for styrke og ro, i stedet for angst, ved at "provokere tankerne" tilbage, når de provokerede mig. Jeg tror at jeg, i stedet for at blive bange, og prøve at flygte fra dem, begyndte at tænke så meget over det der var problemet, at jeg til sidst blev træt af det, og følte at "de ikke havde mere at komme efter". Det er ikke sjovt at forestille sig at man kører ind i en modkørende lastbil!, men hvis man i stedet for at flygte fra tanken så snart den kommer fordi man bliver så bange for sig selv, prøver at tænke det hele igennem, hvordan det ville være, hvorfor man dog skulle gøre det og hvor meningsløst det ville være, tror jeg på en måde at man ser fornuften, og måske kan vinde over tankerne, for deres eneste mål er at skræmme dig, og få kontrol over dine din måde at tænke på. De vil ikke have dig til at gøre det, (køre ud for en lastbil) De vil bare provokere dig ved at få dig til at tro du kunne finde på det. Og jeg tror du kan få dem til at krybe ved at lade dem komme frem i lyset. Nu skriver jeg som om tankerne var andre mennesker, men så synes jeg det er lettest at forholde sig til. :wink:
Jeg håber du får dem til at gå væk! Held og lykke med det!
venlig hilsen, og knus AM
ps. Du er selvfølgelig stadig velkommen til at kommentere hvis du synes det lyder helt hen i vejret eller du har spørgsmål :)

[Abandon]

Hey hey..

Jeg led utrolig meget af OCD for nogle år tilbage vi snakker tvangstanker og handlingen og så fik jeg en depression oven i hatten..
Det var samtidigt og hele tiden..
Jeg kan godt huske min angst for at slå mine kære ihjel.
Når jeg fik de her billeder i hoved blev de altid efterfulgt af en række hæsblæsende svedeture og et psykisk overload (tankemylder) der gav mig direkte kvalme.. Min erfaring er at det er en meget almindelig tanke række der involvere OCD..
Mit værste øjeblik var at jeg tog en kniv og gik ud i køkkenet hvor min mor stod. :cry: Er ikke selv klar over hvorfor og hvordan jeg nåede derud men jeg gjorde selvfølgelig ingenting.. Tror det var en måde at finde ud af hvor meget det her lort egentlig fyldte.. Men jeg gik ind på mit værelse og gik nærmest omkuld i min sindsfovirring og græd i lang lang tid. Fortalte efterfølgende min mor det og hun tog det meget pænt.. Håber det er en hjælp.. Du er i hvert fald ikke álene.. (hvilket nok er en af de værste følelser omkring OCD.. Man føler sig så fandens fjern og alene..)

Mvh Mike

[løven]

Hej alle.
Klokken er mange og jeg har netop oplevet et angstanfald. Jeg sidder ved vores computer her i mørket for ikke at vækkemin kæreste og læser alle de indlæg om de tanker, der ligner mine egne til forveksling. det er første gang jeg har rejst mig fra sengen og sat mig ved computeren når jeg har haft det sådan her. For et par år siden led jeg meget af angst for at blive sindssyg(pludselig at høre stemmer feks.-Dette har jeg aldrig gjort) tilbagevendende tanker om at gøre mine nærmeste-ofte min elskede kæreste- fortræd, hvilket ville være det frygteligste i hele verden. Jeg havde meget svært ved at beskrive denne angst for nogen, men min læge forstod i det mindste at der var tale om en form for angst og jeg kom i medicinsk behandling med seroxat. Det var min redning og ca et år efter stoppede jeg med medicinen fordi jeg var helt symptomfri. Lige indtil nu har jeg så kunne leve helt normalt, men nu er det med et vendt tilbage. Pga. studie er jg blevet nødt til at flytte til en anden by end min kæreste og det er absolut ikke rart. En aften da jeg lå i min nye lejlighed og skulle sove, mærkede jeg mange symptomer på et angstanfald. je gkom nogenlunde igennem det men har dog tænkt på det siden. Så for tre dage siden, skulle vi på min skole have undervisning i psykiske lidelser, herunder skizofreni og det hele resulterede i at jeg blev hamrende angst for at blive skizofren. dette har ligget og luret i baghovedet hele weekenden og her til aften da jeg skulle sove, kulminerede det hele med disse tanker om at blive sindssyg, gøre min kærest fortræd osv. Det frygteligste af det frygteligste...i morgen vil jeg kontakte minlæge og få snakket det her igennem og måske starte på medicin igen..Nu vil jeg godt lige spørge jer derude om jeg er den eneste der har denne angst for at blive sindssyg?? Mist e kontrollen osv.? Det gør jo ikke situationen nemmere når ens kæreste ikke fatter en hujende fis af hvad der foregår og bare glor mærkeligt på en vel...Men jeg treor jeg har det lidt bedre nu...
Mange hilsner fra Ditte

[Anette]

Hej Ditte
Jeg er mor til Sanne på 21 år, som også har ocd. Sanne oplever også disse angstanfald og er meget bange for at blive sindsyg og miste sig selv. Dette kan man jo sagtens forstå, men du må sige til dig selv, at så længe du kan se, der er noget galt i dine tanker og godt er klar over at det ikke er realistisk og så længe du kan se realistisk på tingene, ja så er det jo netop det der gør, at du ikke er sindsyg. En der er sindsyg kan jo ikke se der er noget galt med ham/hende selv. Det kunne lyde som du skulle blive ved med medicinen. Held og lykke til dig.
Hilsen Anette :roll:

[løven]

Hej Ditte/alle

Problemmet med medicin er at det kun dæmper problemmet det fjerner / løser det ikke og derfor er der chance for tilbagefald når brugen af medicin ophører. Da man så og sige kun glemmer problemet når det så kommer igen ved man ikke hvordan det skal tackles og det hele starter forfra.

Jeg har selv haft / har stadig ufrivillige* tanker om at myrde min kæreste, min familie, kærestens familie osv. i et voldsomt blodbad med alt lige fra knive, gafler til kvælertag og rundsaven i garagen og har været hele lortet igennem med angst, panik og en pokkers masse tanker om hvorhvidt* jeg var psykopatisk morder, måske skizofren eller besat osv. Det hele startede for alvor da jeg flyttede sammen med min kæreste i kbh 1½ år siden. Det var sku ikke meget jeg fik sovet den vinter... , jeg brugte 2-3000 tusind på psykologer, healere¨og hybnotisør og ingen af dem kunne hjælpe ( hos hybnotisøren lærte jeg dog en del ting om mig selv og han hjalp på andre punkter men det er en anden historie).. Nå det jeg vil frem til er at jeg efterfølgende valgte selv at tage kampen op. Jeg søgte længe på internettet og brugte lang tid på ting der i sidste ende ikke hjalp men en dag faldt jeg over følgende artikel af Psykolog Torkil Berge ( http://www.ananke.no/norduplages.htm ) . Denne satte mig ind i hvad det var jeg havde at gøre med og den gav også nogle forslag til hvordan og hvorledes jeg kunne arbejde med det. Problemet er så siden hen i takt med at jeg arbejde med det stille og roligt blevet mindre og mindre selvom jeg har haft enkelte tilbagefald men jeg ved det går fremad og jeg har det langt langt bedre end samme tid sidste år

Mit råd til dig/jer er at prøve at studere OCD og behandlingen af det og derefter forsøge at arbejde systematisk med tingene selv. Når det kommer til stykket har man selv de bedste forudsætninger for dette (kommunikation er jo en svær process* hvor op til 80% information mistes) da man selv meget præcist kan studere sig selv. Det er dog vigtigt at forholde sig objektiv og kritisk overfor sig selv og de konklusioner man når frem til, måske evt. snakke med en anden person om hvor hvidt man er realistisk og jordnær i de ting man finder frem til.

I korte træk er de ting jeg har arbejdet mig frem i mod (og som har hjulpet mig):

- Forståelse af hvordan det hele psykisk* hænger sammen
- Forståelse af at tankerne er tanker og det eneste der holder liv i dem er frygten for dem.

---------------------------------------

Det er selvfølgelig min personlige historie / mening / overbevisning, det der virkede for mig. Det kan være psykologerne vil sige at det er helt forkert... Så vurder det lige...

* = Sikkert stavet forkert

Mvh Peter

P.s i er velkomne til at skrive til min mail vis der er nogen spørgesmål adressen er Spoorgeskema_penge@hotmail.com

[Christopher Robin]

Hej alle,

Er der nogen af jer, som har tanker om at gøre andre skade og evt. bor i Hovedstadsområdet? Jeg kunne godt tænke mig at lave en støttegruppe, hvor vi kunne mødes med vores specifikke problem og give hinanden trøst og opmuntring.

Chris

[Henning]

Ditte, du må ikke stoppe medicineringen medmindre lægen godkender det, det sker desværre hyppigt at folk stopper fordi de er raske, hvorefter de så bliver syge når medicinens effekt fortager sig, dette fordi dagens medicin kun kan fjerne symptomerne og ikke kurere årsagen.

Jeg tror de fleste psykisk syge har eller har haft angsten for at blive sindsyg (dvs. skizofren eller psykotisk), også jeg. Dengang jeg havde den angst, sagde min psykiater at risikoen for at jeg skulle blive skizofren ikke var større for mig end for alle andre. Det gælder nok også for Jer.

Anette formulerer det meget fint, du kan selv se der er noget galt med dine tanker, det kan en psykotisk person ikke.

[løven]

hej igen.
Tusind tak for alle jeres gode og brugbare svar!! Det er utrolig dejligt at få respons på noget der for mit vedkommende fylder rigtig meget. Jeg er begyndt at få medicin igen, nu er det cipramil 10 mg. Det har desværre ikke den store effekt og i overmorgen når jeg skal til læge, vil jeg spørge hende om jeg kan gå tilbage til seroxat. Dem har jeg jo haft rigtig gode erfaringer med.
Jeg har læst flere steder herinde, at nogle lider af tankemylder, altså tanker der bare vælter frem og som man ikke rigtig kan stoppe. Jeg mærker det samme og derudover kommenterer jeg mange af tankerne inde i hovedet. Ikke sådan at jeg kan høre noget i ørerne, men sådan nærmest læser tankerne op for sig selv. Altså nærmest tænker højt inde i hovedet. Er der nogen der kender til det...Det er ikke noget jeg har haft så meget, men når det er der, gør det mig virkelig bange, jeg føler virkelig at jeg er ved at blive skizofren eller sådan noget. Det er som om at når nogle af disse uhyggelige tanker kommer lidt i baggrunden, kommer nogle nye frem... :(
Nå men lige nu mærker jeg ikke noget, det er mest når jeg skal til at sove, at alt det her melder sig. Jeg vil meget gerne tale med en psykiater, men min læge siger, at der er meget lang ventetid...
Lige nu har jeg kun håbet om at seroxat´en vil hjælpe mig...
Men også jeres svar har gjort mig lidt mere lettet... :) Tak for det...Håber at høre fra nogen af jer igen.
Med venlig hilsen Ditte

[løven]

Ja uden psykiater går det ikke. Hvis du føler dig bedre med Seroxat tyder det ikke på skizofreni, Seroxat hjælper vist desværre ikke på den slags.

Du har altså også håb om hjælp fra mange andre typer medicin, det betyder at såfremt Seroxat ikke kurerer dig, er der masser af varianter og medicinkombinationer der kan være mere effektive.

At du har mange tanker og at du kommenterer dem, er også noget raske mennesker oplever, blot ikke så påtrængende som dig. Derfor er det ikke speciel skizofrenagtig adfærd.

Personligt ventede jeg 10 uger på at komme for, ikke rart når man er syg, men jeg havde været syg i længe, så 10 uger fra eller til...

Hilsen Henning, som ikke kunne koble på.

[Allan Nielsen]

Hejsa.

Jeg genkender mange af de ting du skriver og er også på medicin. Jeg kender også den tanke med at dreje over i en modkørende lastbil. Prøv nogle gange at give dig tid til at tænke tanken til ende. Tit er man tilbøjelig til at skubbe den fra sig og så bliver den ikke bearbejdet. Giver man sig tid til at gennemtænke hele det 'underlige' forløb kommer den tit til at virke mere urealistisk.

kh, Allan

[løven]

Sådan!
Jeg vil da bare lige fortælle at jeg føler at jeg har fået det meget bedre. Jeg er begyndt på seroxat og syned allerede det virker som det skal. Jeg kan pludselig se det hele udefra. Og som min faster engang sagde til mig: Medicinen behøver ikke at gøre en fantastisk glad-det gør bare en ligeglad-og i dette tilfælde var det det der skulle til...Jeg tager ikke de uhyggelige tanker så tungt nu og derfor kommer de også hurtigt ud af hovedet igen...Jeg er bare så frygtelig træt. Men hvad gør det, når jeg bare har det godt. :)
Mange hilsner Ditte

[løven]

Hej Alle.
Jeg blev i en meget tidlig alder præget af tvangstanker, og for at formildne disse angstfremkaldne tanker begyndte jeg at udføre ritualer. stort set alle tanker var baseret på dødsangst, for at jeg skulle miste nogen, eller selv dø. Jeg blev ofte helt hysterisk hvis mine forældre ikke svarede mig når jeg sagde" Godnat, vi ses imorgen" jeg var bange for at hvis de ikke sagde "ihvertfald" ville der ske noget forfærdeligt. Jeg har været præget af disse slags tanker stort set hele min barndom og ungdom. Jeg har ligesom jer andre følt mig anderledes; været flov over mine tvangshandlinger og derfor gjort alt for at skjule dem, og været bange for at jeg var ved at blive sindsyg. Det er faktisk først for et par år siden jeg fandt ud af; at der rent faktisk var en diagnose på det, og der var andre som mig, og som havde disse frygtelige tanker at slås med. Dette gav mig håb og jeg begyndte at læse om lidelsen og hvad der sker i hjernen når man lider af OCD. Jeg kontaktede min læge for Ca. 1 år siden, efter lang tids overvejelse, da det stadig var et tabu for mig. Han henviste mig til en psykiater. Efter 3 mdr. ventetid kom jeg til og hun bekræftede diagnosen OCD. Hun rådede mig til medicinsk behandling og kognitiv terapi hos en psykolog. Jeg var meget imod medicin i starten da jeg var bange for det ville ændre min personlighed. Efter råd fra min psykolog startede jeg op i behandling med cipralex 15 mg. Heldigvis fik jeg ingen bivirkninger. Jeg har gået til psykolog og til mdr. medicintjeck hos min psykiater i 8 måneder nu. Og jeg har virkelig fået det godt. Det har ikke været let og har krævet en kæmpe personlig indsats og viljestyrke og så har jeg selfølgelig haft en utrolig dygtig psykolog. Jeg har nu stort set ingen tvangshandlinger mere. Jeg har fundet ud af efter lang tids arbejde og fortolkning at tvangshandlingerne måske har taget toppen af angsten i det øjeblik den er kommet, men de har ikke fjernet angsten og faktisk har jeg tit fået meget mere uro og stres i kroppen af at udføre mine ritualer. Jeg har fundet ud af at jeg ikke behøver at være bange for mine tanker. Det er ganske normalt engang imellem at få ubehagelige tanker. Det vigtigeste er at forstå at tanker er harmløse. de kan ingen skade gøre.
Jeg kan anbefale at læse denne bog "Tvangstanker" af Leif Edvard Ottesen Kennair. Jeg fik selv utroligt meget ud af at læse den. Den beskriver Tvangstanker/Tvanghandlinger rigtigt godt, den afmystificere lidelsen og viser at behandling er muligt.
Håber dette kan bruges til noget.
Kh Mette

[løven]

Hej igen.
Nu er det snart noget tid siden at jeg har skrevet og i mellemtiden er jeg igen begyndt på Seroxat. Medicinen har fået næsten alle symptomer til at gå væk, hvilket er en utrolig lettelse. Det eneste problem er nu at jeg er fuldstændig tappet for kræfter og kan sove uafbrudt. Det er ret træls at jeg ikke bare kan være mig selv som jeg plejer.
Men lad mig sige det sådan: hellere træt end uafbrudt ængstelig og ikke kan sove pga. grimme tanker.
Jeg har det ellers rigtig godt.
Tak for alle jeres svar og fordi I tænker påmig.
Med venlig hilsen Ditte

[Mads]

Hej Ditte
Det lyder godt at du er kommet af med de grumme tanker!

Det er dog ikke så godt med den træthed. Du kan evt. overveje at skifte præparat, når der er gået et stykke tid.
Held og lykke