Ingen tvangstanker, andre der har det sådan?

[løven]

Hej.

Jeg føler mig lidt ved siden af, da alle tilfælde af OCD jeg læser/hører om, alle handler om, at vedkommende har nogle tanker der tvinger ham/hende til at handle.

I mit tilfælde så er jeg slet og ret bange for snavs i svingende grad, men ikke bakterier. Dvs. jeg er ikke bange for at blive syg. Og når jeg i perioder har tjekke-adfærd, så er det ikke fordi jeg er bange for at der skal ske noget forfærdeligt, hvis ikke jeg udfører handlingerne. Andre der har det sådan?

Netop pga. jeg ikke har tvangstanker, er jeg meget skeptisk mht. kognitiv terapi og medicin - har prøvet medicin ad to omgange - da alt hvad jeg har læst om behandlingen tager udgangspunkt i personens tvangstanker - som personen så skal omdirigere og arbejde med. Men når jeg nu kun har handlinger, så er jeg bange for, at der ikke er så meget at arbejde med - jeg er jo, som sagt, ikke bange for at blive smittet og syg, men slet og ret bange for selve snavsen. Føler et enormt ubehag/uro hvis jeg fx. bare strejfer en beskidt håndværkertype i køen i supermarkedet, eller i bussen fx. Er for det meste i "højeste alarmberedskab", for at scanne mine omgivelser for potentieller farer - bare en person sidder med krydsede ben overfor mig, sørger jeg for at placere mig sådan, at skoene ikke kan ramme mig, når vedkommende på et tidspunkt flytter benene igen...

Andre der kan genkende noget af ovenstående...?

[Lisbeth]

Hej Mai.

Du kan godt blive hjulpet af kognitiv adfærdsterapi, selvom du måske ikke har tvangstanker. Der er en lille del, der enten kun har tvangstanker eller kun tvangshandlinger.

Ved tvangshandlinger går behandlingen ud på, at man træner i at lade være med at lave handlingerne så mange gange. Man prøver måske også på at finde du af, hvad det er, du frygter, hvis du ikke laver handlingerne.

Jeg kender godt til det med at lave tvangshandlinger uden egentlig at vide, hvorfor det er så nødvendigt for mig. Jeg ved ikke, om jeg frygter noget ved alle mine tvangshandlinger. Måske er det blot fordi, det er blevet en meget ingroet del i min hverdag. Der kan jeg ikke helt finde ud af. Man kan dog godt træne i at lade være alligevel.

Bare klø på. Få noget hjælp. 8)

[gloomy sunday]

Føler et enormt ubehag/uro hvis jeg fx. bare strejfer en beskidt håndværkertype i køen i supermarkedet, eller i bussen fx. Er for det meste i "højeste alarmberedskab", for at scanne mine omgivelser for potentieller farer - bare en person sidder med krydsede ben overfor mig, sørger jeg for at placere mig sådan, at skoene ikke kan ramme mig, når vedkommende på et tidspunkt flytter benene igen...

Andre der kan genkende noget af ovenstående...?

Selvom jeg har både tvangstanker og tvangshandlinger, så kender jeg udmærket ovenstående. Sådan har jeg det også. Før i tiden hang det meget sammen med mine tanker - feks. kunne jeg være bange for at indånde den samme luft eller strejfe personer på gaden som så syge ud, fordi jeg så var bange for at jeg ville tage det med hjem og smitte min mor. Langt ude, jaja... Jeg har det stadig meget svært med hvis fremmede folk kommer til at gå ind i mig eller strejfer mig - så får jeg kuldegysninger og føler at jeg skal børste mig af. Jeg er dog ikke længere bange for at tage "det" med hjem og smitte nogen. Det er kun ubehag i øjeblikket eller et lille stykke tid efter. Men jeg skal altid børste mig af og i visse tilfælde vaske hænder.

I nogle tilfælde går det dog ikke så nemt - feks. hvis man åbenlyst kan se, at personen er syg - og her tænker jeg ikke på influenza og sådan noget.

[løven]

Ja, kender godt det med hvis tingene bliver for åbenlyse - fx. ved jeg godt, at de, tilsyneladende, rene sæder i bussen i realiteten ikke er mere rene end de åbenlyse beskidte. Men føler bare meget mere ubehag, når snavsen bliver for åbenlys.
´
Ang. at komme i berøring med fremmede, har jeg haft et par uheldige oplevelser på dén konto, for bliver simpelthen så VRED over, at en "lalletype" ikke kan passere en, uden lige at lægge hænderne på skulderen af en. Og så kommenterer jeg det Meget højt, hvilket kan føre til nogle lidt tragikomiske diskussioner.
I bund og grund er det jo lidt synd for vedkommende, for han/hun mente jo intet ondt med handlingen.. Men vil have lov til at være fri for fremmedes hænder på mig, uanset hvad.
Andre der også ofte føler vrede over at komme ud i provokerende situationer...?

[løven]

Hej Mai.


Ved tvangshandlinger går behandlingen ud på, at man træner i at lade være med at lave handlingerne så mange gange. Man prøver måske også på at finde du af, hvad det er, du frygter, hvis du ikke laver handlingerne.

)

Hej Lisbeth.

Har virkeligt gransket mig selv, og kan kun sige, at det er selve snavsen jeg frygter. Derfor jeg ikke føler der er så meget at arbejde med. Det er jo ikke en "urealistisk" årsag, som fx. hvis man frygter bakterierne fra snavsen, hvilket jeg jo netop ikke gør.
Føler at jeg er oversanselig...

[Lisbeth]

Hej Mai.

Jeg synes, der er noget at arbejde med. Du skal arbejde med tankerne om snavsen. Det er jo også urealistiks at være bange for snavs. Din form for OCD er måske blot en mildere udgave :!:

Jeg synes stadig, du skal få hjælp, men det er op til dig selv.

[løven]

Hej Lisbeth.

Jeg ER skam i kontakt med det psykiatriske system, er bare ikke i behandling endnu.

Mener ikke, at det er urealistisk at synes at snavs er ulækkert, kan godt se at det fylder meget mere for mig end gennemsnittet, men tager mig ofte i at synes, at andre mennesker er "blinde"...

Mener ikke selv at min udgave af OCD er mild, da sygdommen tager megen energi fra mig... Men forstår godt hvad du mener.

Tror, at i mit tilfælde da er angsten for snavs et symptom på nogle psykiske meget hårde ting/fortrængninger fra barndommen. Selv om OCD bestemt ikke behøver have noget med en dårlig barndom at gøre.

VH.

[Lisbeth]

Hej Mai.

Ja, jeg ved jo ikke, hvad du har været igennem i din barndom.

Jeg mener bare, snavs gør jo ikke noget. Du bliver "bare" beskidt, hvilket selvfølgelig ikke altid er så fedt.

Når det tager meget energi, har du ret i, at det nok ikke er en mild form for OCD.

[TK]

Hej
Kender også godt til det du skriver. Jeg har gået i terapi, kognitiv, men syns ik det hjalp mig, netop, som du selv skriver, fordi jeg ikke frygtede noget ondt ville ske, hvis jeg ikke udførte mine tvangshandlinger. Jeg tæller meget og gør det ofte i perioder hvor jeg er stresset eller hvis jeg bliver ked af noget. Jeg føler også ubehag, som en knude i maven, hvis jeg ikke tæller, men kun i de ovennævnte situationer. Dvs jeg i lange perioder ikke tæller, men kommer jeg så i en presset situation kommer knuden i maven igen og jeg tæller. Har også andre små "mærkelige" tvangshandlinger/tanker men synes et eller andet sted ik de fylder så meget at det forstyrre min hverdag. Og hvad så hvis det beroliger mig at tælle? Andre tager sig en løbetur eller spiser sig tykke i slik for at berolige sig selv. Det er ihvertfald det jeg er nået frem til nu. Min nærmeste kender mig som den jeg er og undrer sig ikke over mine specielle handlinger og hvis andre synes jeg gør sære ting...hvad så???
Men selvfølgelig hvis du virkelig føler dig generet af dine tvangshandlinger og det forhindrer dig/begrænser dig i at leve et normalt liv, ja så er det da vigtigt at se om noget kan gøres. Held og lykke til dig!! Bare lige lidt tanker herfra. Hilsen Tina

[Henning]

Efter min vurdering er det tvangstanker du lider af, ihvertfald hvis tankerne er så pågående at du ikke kan lade være med at tænke på dem. Jeg tænker her på situationer hvor man har mulighed for at tænke uforstyrret, f.eks. under en bustur.

Jeg tror ikke man altid har lyst til at stoppe tankerne, det kan føles som om man kan tænke sig frem til et 'svar', altså som man er vant til med mange almindelige problemer og opgaver.

Jeg tror enhver psykisk syg oplever at netop han eller hun er et specialtilfælde og derfor falder udenfor den viden og de behandlingsmuligheder som gælder for alle andre end en selv. Tænk på det! Jeg tror ikke du er så meget anderledes end så mange andre herinde, men sygdommen 'tvangstanker og -handlinger', såvel som megen anden psykisk sygdom, kan være svær at diagnosticere korrekt, netop fordi sygdomssymptomerne kan falde i både øst og vest.

Vær ikke bekymret :shock: hvis resultaterne af behandlingen udebliver, det betyder ikke du er uhelbredelig, men obsession er svær at behandle og det tager tid at finde det der hjælper netop dig.

[løven]

Hej Tina.

Tak for dit svar, rart at høre om dine tanker.

[løven]

Hej Henning.

Det drejer sig slet ikke om at ville være et "specialtilfælde", det har du fuldstændigt misforstået. Men fakta er, at langt de fleste har nogle tanker, der driver dem til at udføre bestemte handlinger, og i tankerne ligger der meget materiale man kan arbejde med, så man kan tilpasse tankerne sandsynligheden for, at netop den frygtede konsekvens vil ske.

Jeg har af nu tre forskellige psykiatere fået fastslået, at jeg "kun" har tvangshandlinger og ikke tvangstanker, så dette mener jeg ikke der er yderligere grund til at diskutere...

Har været i systemet i 2 år nu, og som tiden er gået, har jeg mistet troen på, at kognitiv terapi kan hjælpe mig, netop fordi jeg ikke diverse urealistiske grunde til at udføre mine handlinger. Jeg mener snavs er ulækkert, og længere er den ikke. Frygter ikke den er farlig eller gør mig noget, men bare at den er ulækker. Og hvis det er sådan jeg har det, så er det vel min skæbne...

Har dog ikke opgivet behandling, men for at få det bedre, er det jo selvsagt vigtigt at man selv tror på at det nok skal lykkes. Og det kan jeg desværre ikke tvinge mig selv til...

[Simone]

Hej Mai og TK.

Håber i kan tage at jeg vender tankerne med jer, dette er mine synspunkter, jeg vil gerne høre jeres og i behøver selvfølgelig ikke at være enige med mig.

Mai har du da forsøgt dig med kognitiv terapi? Jeg kan udemærket forstå hvorfor du og TK mener at kognitiv ikke kan virke på jer.(ved også godt at TK har prøvet det)
Mit svar til jer vil være, alt hvad der foregår i hjernen, er nød til at have en forbindelse med tankerne. Altså væmmelse er en følelse og derved noget indre = tanke.

Ligsom med medicin er det ikke alle der kan hjælpes med kognitiv terapi. Der skal også arbejdes fra egen side når man bruger det. (desværre udrettes der ingen mirakler)

TK, når du får en knude i maven pga et eller andet forsages det af frygt?!! ergo via dine tanker. Det er klart at hvis det ikke generer dig, så er der ingen grund til at gøre noget ved det. Men OCD kan udvikle sig, hvilket du nok er klar over. Ved ikke om du har en god kontrol over det.

Men det er altså en tvangstanke at tro tælleri kan hjælpe noget som helst, og når du så tæller er det den aktuelle tvangshandling, det at du godt ved at det ikke i virkligheden virker at tælle, er også ret normalt for OCD'ere, men det dulmer alligevel det er bare kortfattet og kun indtil næste gang frygten eller hvad der forsager tælleriet igen dukker op. Det er ikke normalt at skulle være bange i sin hver dag eller at tælle for at få ro på. (igen er der mange ting som ikke er normale, som du selv siger, og hvad så hvis det ikke generer.) Hvis det ikke drejer sig om meget andet end noget som skaber tryghed for dig, ligsom at kramme en bamse eller at rokke på en stol, tja, så er jeg faktisk enig med dig.

Mai, hvorfor er du bange for snavs, hvad sker der ved at snavsen rører ved dig? Det kan godt være du ikke mener du bliver frygtelig syg og dør. Men du skal diffenere frygten, så finder du tanken. Det er ikke nok at sige at den er ulækker. (tror jeg) Hvad sker der i din krop? føler du frygt, reagere du med en "jeg må bare gøre rent eller slippe væk" tanke?- det kan man arbejde med i kognitiv terapi. Har set en dame som havde det så slemt at hun gjorde rent flere gange om dagen, det er altså en tidssluger! Du har et lille barn ik?!? Det er jo også et spørgsmål om du kan tåle at hun bliver snavset uden hun så skal vaskes og "desinficeres" Børn og voksne kan sagtens tåle snavs. Du må jo også få en tanke for at tjekke efter snavsen, det er der du skal stoppe dig selv i at tjekke, altså slet ikke kigge efter den.
Når du arbejder med kognitiv terapi, er det noget med at stille og roligt sætte dig selv små mål. Du vil langsomt blive udsat for snavs, og konfrontere den frygt/væmmelse det giver dig. Det er vanvittig hårdt, men det hjælper mange!

Jeg kan sige at jeg selv har det sådan med snavs. Dog ikke i så slem grad. Jeg væmes helt enkelt ved fremmedes skidt, jeg føler at det trænger ind under huden på mig. Jeg vil bare have det af hurtigst muligt. Jeg har aldrig analyseret det dybere for det fylder som sagt ikke så meget. Generelt bryder jeg mig slet ikke om at fremmede rør ved mig.

I har ret i at det ikke hjælper alle, men det har hjulpet mig, og man kan blive så god til det at man selv kan bruge det alene.

Håber lige meget hvad at i enten finder det rigtige for jer, eller i alfald har det godt!
Knus Simone

[TK]

Hej Simone.
Jeg giver dig helt ret i det du skriver. Jeg ved godt at der nok er et eller andet i mig som får mig til at tælle. Ved godt at den knude i maven bunder dybere. Jeg har bare ikke fundet grunden endnu. Den psykiater jeg gik ved havde specialuddannelse i OCD, men desværre svingede vi ikke sammen og efter 6-8 gange stoppede jeg. Måske kunne vi i fællesskab være nået tættere på den egentlige grund til min tvangstanker og handlinger, men jeg syntes egentlig ikke at jeg havde lyst til at åbne mig videre for en person som jeg ikke brød mig om. Jeg går ved en anden psykiater nu, som godt nok ikke har den store viden om OCD, men jeg fornemmer at hun efter at have fået mig som patient har sat sig mere ind i det, og vi bruger meget tid på mine tællemanier. Jeg håber at hun måske kan hjælpe mig videre og tættere på hvad der ligger til grund for min OCD. Trods tællemanier og sære tanker har jeg det fint. Håber også du har det godt.
Hilsen Tina

[løven]

Hej TK.

Kan sagtens give dig ret i, at der må ligge et eller andet bag min overdrevne frygt for snavs, når det nu ikke er tanker om urealistiske konsekvenser (tvangstanker) der styrer frygten. Derfor er jeg heller ikke afvisende over for kognitiv terapi, men psykologen på psykiatrisk sygehus mener, at det er meget vigtigt at jeg selv tror på behandlingen - og det har han vel ret i. Men jeg starter snart, for een ting er sikker: Jeg bliver ikke mere håbefuld af ikke at komme i gang. Håber at min tro på bedring styrkes under selve behandlingen - men det er desværre meget svært konkret at sige om der sker en fremgang med behandlingen, da mine symptomer er utroligt svingende. Nogle perioder er jeg næsten helt normal, andre gange når jeg er stresset, så kan mine handlinger tage næsten al min energi. Men ikke i form af at fx. at gulvvask, opvask, rydden op. Det er mere det hele tiden at være på vagt (undgåelsesadfærd), når jeg er ude blandt andre.

Jeg venter mit første barn til december, men jeg har meget svært ved at forestille mig at jeg vil skade barnet, fx. nærmest "desinficere" det.
Det er som om, at de mennesker jeg har lukket ind i min intimsfære, de er ligesom fritaget for min obsessioner. Når jeg har en kæreste, så smitter hans normale adfærd meget mere af på mig, end omvendt. Hvis jeg elsker ham, så rører det mig ikke at gå i seng med ham, uden absolut at skulle i bad i timerne derefter. Når jeg skal skifte mit barns ble, så er det godt nok lort uanset hvad, men det er Mit barns lort, hvis du kan følge mig... Desuden er der den enorme forskel, at når jeg skal skifte ble, så er jeg for det meste forberedt, uanset om det er ude eller hjemme, dvs. jeg har en dertil indrettet pusleplads med en håndvask lige i nærheden, så jeg kan vaske hænder bagefter. Hvis jeg er ude, så har jeg vådservietter eller handsker med.
Men hvis jeg kommer til at strejfe en hundelort, så er jeg påvirket i lang tid derefter, og min OCD vil blive forværret. Der er jeg jo ikke forberedt, og det er - for mig - ikke naturligt at vaske mine støvler i brusebadet, som det er at vaske et lille barn...
Det er meget hvordan jeg følelsesmæssigt har det i forhold til personen el. situationen, der afgør hvordan jeg reagerer...

Du skriver at jeg jo "også må få en tanke for at tjekke efter snavsen". Dette har du helt ret i, men Alting starter jo med en tanke, og der er jo stor forskel på en tanke, og så en tvangstanke. Hvis jeg tænker, at nu skal jeg spise, og så bagefter spiser, så er det jo heller ikke en tvangstanke...

Håber du kan følge hvad jeg mener i ovenstående :)

Vh. Maiken.

[Simone]

Hej Maiken.
Jeg tror det er mig du svarer i overstående indlæg.
Jeg kan sagtens følge dig. ha ha, nej det er ikke en tvangstanke at tænke på at nu skal jeg spise... med mindre det ikke er vækket af et behov :wink: Men jeg ved hvad du mener.
For at tjekke efter snavs, skal der vel poppe din tvangstanke op, da det ikke går en under basale behov, men vel bliver vækket af din frygt/afsky.

Jeg er helt med på den med at man har det anderledes med en nærmeste. Jeg har det på samme måde, jeg er berøringsangst men kun over for folk som ikke står mig nær, tænkte mere at du måske ville "beskytte" dit barn fra den snavs du afskyr. Jeg regnede heller ikke med at du ville skade dit barn, det vendte sig slet ikke i mine tanker, mere at DU ville få endnu en som du skulle beskytte og dermed stresse over!

ja... du skal tro på det, med det tror jeg bare ikke du skal afvise det fuldstændigt.
Jeg ville også som du, gerne både høre mere og opleve det først inden jeg hengav mig komplet. Det er jo en som skal hjælpe dig med nogle tanker hvor andre har fejlet, og du har OCD, du er naturligt skeptisk.
Jeg undersøger alt inden jeg begynder at slappe af, både min terapi og medicin, det afholdte det ikke fra at hjælpe mig. metoden vil blive forklaret for dig og er ganske logisk, der er ingen hulumhej i det og ikke noget som du er nødtil at tro på for at det virker, det er jo ikke Gud.
Du vil blive mere bevidst om hvorfor du tænker og reagere som du gør.

I mit tilfælde var jeg jo som forklaret bange for at jeg var pædofil. Jeg er stadig ikke sikker på hvorfor. Men tror det har noget med et tidligere overgreb at gøre og fordommen om at misbrugte bliver misbrugere. Det er egentligt også ligegyldigt. Det var nemlig min tjekken som skulle stoppes. Jeg skulle stoppe med at tjekke mig selv hele tiden. Vi snakkede sansynlighed og fakts.

Men alt godt til dig i fremtiden...
Knus

[løven]

Ja, det var ikke TK's men dit indlæg jeg svarede på :)

Spise-eksemplet var nok ikke så velvalgt, da det jo, som du skriver, er et basalt behov. Men at jeg frygter snavs, og derfor for det meste er på vagt, når jeg er ude blandt andre, er altså ikke en tvangstanke. For det er jo logisk at jeg er på vagt, når jeg nu hader snavs.
Mener at en tanke først bliver en tvangstanke, i det øjeblik man tillægger tanken urealistisk dimensioner. At jeg er bange for snavs alene fordi jeg hader følelsen/tanken om det, er der som sådan ikke noget urealistisk i. Det er bare overdrevent. Men hvis jeg tænker, at jeg bliver syg af at blive snavset, eller at der sker noget forfærdeligt m.m., så er det en tvangstanke.
Ikke for at hovere, men indtil videre er psykiater enig med mig i dette...

VH.

[løven]

Det var mig der skrev ovenstående indlæg, glemte lige at skrive mit brugernavn :)

Min sidste psykolog på psykiatrisk sygehus havde vist ikke rigtigt forstand på OCD. Da jeg gav udtryk for min skepsis ang. kognitiv terapi i forhold til min OCD, hoppede han bare "med på vognen", og mente ikke der ville være den store chance for at terapien ville lykkes, hvis jeg ikke selv troede på den. I stedet for at indgyde mig håb og tillid til, at han vidste hvad han havde med at gøre, og godt kunne rumme min skepsis - eftersom jeg nu har lidt af sygdommen i 15 år.
Men nu er jeg flyttet til Århus, og her skulle de førende specialister i DK i forhold til OCD jo befinde sig...

[TK]

Hej Maiken
Ja kan sagtens følge dig, så tror egentlig det du lige skrev var mere henvist til Simone :) men pyt nu skidt med det. Håber da for dig at den kognitive terapi kan hjælpe. Held og lykke med det.
Hilsen Tina

[løven]

Hej Tina.

Rart at høre at der er nogen der forstår én

Havde nu rettet indlægget til Simone :)

Vh. Mai