Er du én af vores nye frivillige i Café Blom?

Vil du gøre en forskel for mennesker med angst, depression eller OCD? Er du god til at lytte og har du flair for sociale sammenhænge? Og har du tid til at engagere dig? Så er frivilligt arbejde i Café Blom måske lige noget for dig.

Café Blom er en social café på Nørrebro for mennesker med angst, depression eller OCD - og deres pårørende. Vi har åbent mandag og onsdag fra 14 til 18. Her kan man komme og over en kop kaffe snakke om løst og fast, sygdom og livets udfordringer, men også om alt muligt andet. Man må også godt være stille.
Caféens rare og åbne stemning næres af de frivillige. Deres engagerede indsats gør, at caféen er et trygt, levende og hyggeligt sted at komme.

Som frivillig er man altid på vagt sammen med en anden - enten frivillig eller ansat. Man er med til at få det praktiske til at glide, ved fx at brygge kaffe. Man tager imod nye gæster og er tilgængelig i forhold til spørgsmål og praktiske forhold - men også til en god samtale og som et lyttende øre.
Som frivillig har du mindst 2-3 vagter om måneden. Du får supervision og mulighed for uddannelse. Hvis du har overskud derudover, kan du arrangere aktiviteter ud over åbningstiden eller engagere dig i udadvendte aktiviteter som fx artikelskrivning, oplæg mm.

Lyder det som noget for dig? Så skriv en lille mail om dig selv, og hvorfor du kunne tænke dig at være frivilligt til Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller ring 22667831 mandag eller onsdag ml. 14 og 18.

Vi glæder os til at møde dig!
På vegne af hele Café Blom
Tine Ellitsgaard Gottschau